Ærede ministre og andre mødegæster!

I den internationale debat om fiskeri og miljøanliggender har man i de seneste år hørt om bestemte ideer som jeg vil tale om med jer i dag. Sagen angår en mulig registrering af fiskarter, der fanges under kommercielt fiskeri på listen i CITES aftalen. Det er på sin plads kort at gennemgå hovedpunkterne for dem, der ikke er så godt bekendte med CITES aftalen.

CITES, Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora, er en aftale, der blev indgået for ca. 30 år siden for at opnå international styring af den mellemstatlige handel, der truer diverse arters eksistens. Formålet er at forhindre mellemstatslig handel med produkter af organismer, der er i fare for udryddelse og at styre mellemstatslig handel med produkter af organismer, der ville være i fare for udryddelse, hvis mellemstatslig handel med produkterne ikke blev styret. Arterne er registreret på passende lister som appendices til CITES i aftalen, afhængigt af den fare de menes at være i.

Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at CITES ikke er en aftale om forvaltning af udnyttelsen af levende ressourcer. Den handler udelukkende om mellemstatslig handel med produkter, men ikke om forvaltning, og udelukkende om organismer, der er i fare for udryddelse eller ville være i fare for udryddelse, hvis ikke der blev lagt bånd på mellemstatslig handel.

Vedrørende almen kommerciel udnyttelse af havets levende ressourcer gælder helt andre synspunkter end i CITES aftalen, idet der ikke dér er tale om arter, som er i eller ved at være i fare for udryddelse. I kommericelt fiskeri er de vigtigste begreber bæredygtig udnyttelse, bæredygtig udvikling og ansvar med hensyn til fiskeri.

Den grundlæggende forskel er, at dels er der tale om arter som er i, eller ved at være i fare for udryddelse, dels om arter, der er i så god tilstand at kommerciel udnyttelse kan retfærdiggøres både fra biologiske og økonomiske synsvinkler.

Kommericielt fiskeri skal styres på en måde, så man ikke går for nær på den pågældende bestand, men med hensyn til arter, der er i eller ved at være i fare for udryddelse må bl.a. handel i nogle tilfælde begrænses rigtig meget. Andre foranstaltninger er dog naturligvis også nødvendige, parallelt med handelsrestriktioner.

Island og Norge mener sammen med forskellige andre stater, at det er meget alvorligt, at der nu skulle være røster fremme om, at CITES aftalen bør anvendes med hensyn til fiskebestande, der udnyttes kommercielt. Hvis ikke der gøres noget for at standse denne udvikling, kan den få forfærdelige konsekvenser for fiskeriet over hele verden, endda sådan at hundretusindevis af mennesker mister deres job og fødesammensætningen for fleres vedkommende forværres meget, altsammen fuldstændig uden grund. Det er derfor sidst af alt nogen overdrivelse, at der her er tale om et af de vigtigste fælles interesseanliggender for fiskeriet i alle lande.

De, der vil vælge denne løsning, har tilsyneladende den grundidé, at da fiskeriforvaltningen mange steder slet ikke er tilstrækkelig, så bør man udnytte de redskaber, som det internationale samfund har, herunder CITES aftalen, for at hindre overudnyttelse i det globale forum. Det er således meningen at begrænse mellemstatslig handel, for at hindre fiskeri, der ikke styres på bæredygtig vis.

Det lyder måske udmærket, hvis man ikke dykker ned under overfladen, for konsekvenserne kan mildt sagt blive forfærdelige.

De arter, der fanges i kommercielt fiskeri, og som det ville være muligt at anvende CITES til at hindre handel med, kan i grove træk opdeles i to grupper. Dels er det target species, delsbifangst.

Det er klart, at ingen target species i kommercielt fiskeri opfylder de betingelser, der stilles i CITES aftalen. Hvis en arts tilstand er så god, at det både er lovligt og fordelagtigt at fange den, findes der så meget af den, at den ikke er i fare for udryddelse, sådan som CITES betragter sagen. I nogle tilfælde er bestande i fare for forfald, men det er noget helt andet end fuldstændig udryddelse. Vi har eksempler som f.eks. den norsk-islandske sildebestand, på fiskebestande, der er gået i forfald, men er blevet styrket igen. Naturligvis er det rigtigt at forhindre, at fiskebestande går i forfald, og det skal ske ved aktiv forvaltning men ikke ved at lade som om den pågældende fiskebestand er i fare for udryddelse.

Da fiskearter, som er target species i kommercielt fiskeri, ikke er i virkelig fare for udryddelse, ville registrering af dem på CITES listen være et åbenlyst brud på reglerne i aftalen og derfor en absolut overtrædelse af den. Dette bør naturligvis altid søges undgået og især når misbruget ikke har virkelig positiv indvirkning på beskyttelse.

Men selvom de bestande, der er target species i kommercielt fiskeri, ikke med rette kan siges at høre hjemme på CITES listerne, så er det ikke dermed sagt, at ingen af de arter, der fanges i kommercielt fiskeri, i virkeligheden kan være så sårbare, at de kan placeres på en sådan liste, uden at det derfor betyder misbrug af aftalen. Alle, der kommer i nærheden af fiskeri, ved jo, at der ofte kommer bifangst af arter som ikke er target species for fiskeriet. Sådanne arter kan ganske vist i nogle tilfælde være i virkelighed fare for udryddelse og derfor er det absolut nødvendigt at gribe til foranstaltninger for at beskytte de pågældende arter. At udnytte CITES aftalen i denne forbindelse kan imidlertid ikke forbedre situationen, men ville direkte forværre den.

Hvis det ikke er muligt at sælge bifangsten og det ikke fører til noget udbytte for rederiet og sømændene at bringe bifangsten i land, bliver den i de fleste tilfælde simpelthen kastet overbord. Så ville en statistisk sammenfatning muligvis vise, at CITES listning har ført til, at den pågældende art ikke længere fanges i nævneværdig mængde længere, men bag ved det tal ville der ikke ligge nogen reel reduktion i fiskeriet efter arten. Ydermere ville den kendsgerning, at oplysninger om fiskeri af gennemsnitsfangstarten ikke længere forelå, eller i det mindste ikke var så gode som tidligere, betyde, at det ville være vanskeligt eller udelukket at gribe til virkelige beskyttelsesforanstaltninger. Hvordan skal man udforme regler om fangstredskabers selektivitet, hvis man kun ved lidt eller slet ingenting om, hvilke fangstredskaber der tager størst bifangst af den pågældende art? Hvordan skal man udforme regler om lukninger af områder, hvis man kun har få eller slet ingen oplysninger om, hvor og hvornår der er mest bifangst af arten? Resultatet må være, at i tilfælde, hvor arter, der er i fare for udryddelse, fanges som bifangst i kommercielt fiskeri, vil det være direkte negativt at udnytte CITES til at hindre handel med produkterne af fangsten. For at beskytte arterne må der bruges andre metoder.

Men selvom registrering af arter, der fanges i kommercielt fiskeri, enten er misbrug af CITES aftalen eller negativ for beskyttelse af den pågældende art, er det langt fra hele historien. Hvis man trods alt besluttede at bruge CITES aftalen vedrørende arter, der fanges under kommercielt fiskeri, vil det få uhyrlige konsekvenser for fiskeriet over hele verden, ikke bare det fiskeri, hvor den CITES-registrerede art fanges.

Noget af det vigtigste er, at der i CITES aftalen findes en såkaldt look-alike bestemmelse. Den bestemmelse handler om, at hvis det er usandsynligt at en amatør kan se forskel på en CITES registreret art og en anden art, så er det i orden ligeledes at registrere den lignende art på CITES listen, så handel med den ikke fører til at handel med den art, der blev ført på listen i begyndelsen finder sted uden den strenge kontrol, som CITES aftalen forudsætter. Som eksempel på mulige konsekvenser heraf kan nævnes, at hvis en art hvidfisk blev registreret på CITES, så ville al mellemstatlig handel med hvidfisk været blevet bragt i forvirring. Generelt handles der med fisk i forarbejdet form og i den tilstand kan det være vanskeligt for eksperter at skelne mellem de forskellige arter af hvidfisk, og fuldstændig udelukket for en amatør. Et andet eksempel er en fiskeart, der anvendes til fiskemel. Er det sandsynligt, at en amatør kan se forskel på fiskemel, der er fremstillet af en fiskeart fra Asien, som menes at være i fare for udryddelse, og fiskemel, der er lavet af lodde fra det nordlige Atlanterhav?

Det er derfor ingen overdrivelse at registrering af en art på CITES liste kan bevirke, at mellemstatlig handel med arter, der overhovedet ikke er i fare, enten direkte forbydes eller begrænses væsentligt. For ikke at tegne et for mørkt billede skal det siges, at det sidstnævnte sandsynligvis oftest ville være tilfældet. CITES registrering ville føre til bureaukraiti og begrænsning af mellemstatlig handel, hvilket ville øge omkostninger ved handelen så meget, at det i nogle tilfælde endda ville kunne bevirke, at fiskeriet blev indstillet, idet der ikke længere ville være økonomisk grundlag for det.

Hvis CITES virkelig anvendes vedrørende arter, der fanges i kommercielt fiskeri, vil det derfor ret sikkert føre til, at folk, der arbejder i fiskeriet, mister jobbet mange steder i verden uden at den fiskebestand, som de forarbejdede, nødvendigvis er i nogen som helst fare. Bestanden kan endda være i historisk maksimum. Medarbejdere i fiskemelsfabrikker i Danmark og Peru, og hvidfisk forarbejdere i Norge og Alaska, ville naturligt have vanskeligt ved at forstå at uønsket bifangst ipå Filipinerne eller dårlig fiskeriforvaltning i Angola bevirkede at de mistede jobbet. Hvis CITES bruges som styreværktøj i denne forbindelse, kan dette godt blive tilfældet.

Der er diverse store og vigtige problemer i denne forbindelse udover look-alike bestemmelsen. Det ville være for omfattende at gennemgå dem alle. Det, der har størst betydning, er, at alle bliver klar over den kendsgerning, at brugen af CITES aftalen vedrørende fiskearter, der fanges under kommercielt fiskeri, i bedste fald ikke har nogen positiv indvirkning på beskyttelsen af den pågældende bestand og i værste fald har frygtelige konsekvenser for fiskerisektoren over hele verden. Det kan lyde godt ved første syn, at registrere sådanne fiskearter på CITES liste, og muligvis er det i nogle tilfælde muligt at skore billige politiske point på kort sigt ved at yde sin støtte til noget sådant, men det har ingen virkelig beskyttelsesværdi.

Med sin modstand mod at anvende CITES vedrørende fiskearter, der fanges under kommercielt fiskeri, kæmper Island og Norge naturligvis hverken mod, at arter, der er i fare for udryddelse, fredes, eller at overfiskede bestande beskyttes. Vi kræver simpelthen, at beskyttelsen praktiseres på korrekt vis og at den udnyttes i virkeligheden som beskyttelse og ikke bare er tomme illusioner. Naturligvis skal man beskytte arter, der skal beskyttes og fuldstændig frede de arter, der skal fredes fuldstændig. Man skal på den anden side også på bæredygtig vis udnytte de arter, der tåler udnyttelse. Der, hvor bestande overfiskes, må man reagere ved at styrke fiskeriforvaltningen og ikke lade som om det er nødvendigt at gribe til de samme foranstaltninger vedrørende overfiskede fiskebestande som over for arter som panda-bjørn eller Bengal-tigre. Det er Islands, Norges og mange andre staters fælles synspunkt, at hvor der er behov for foranstaltninger i det globale forum vedrørende udnyttelse fiskarter, der fanges i kommercielt fiskeri, bør disse foranstaltninger træffes inden for den internationale institution, der har specialviden inden for fiskeri, d.v.s. FN's fødevare- og landbrugsorganisation , FAO.

CITES's 12. regeringskonference (e. Conference of the Parties) afholdes i Santiago i Chile i næstkommende november måned. Jeg håber, at der ikke der vil blive taget noget skridt i den retning at registrere fiskarter, der fanges i kommercielt fiskeri på CITES' lister over arter, der er i eller ved at være i fare for udryddelse.