Højtærede forsamling.
Aldrig havde det anet mig, dengang jeg som ungt menneske læste Isslottet af Tarjei Vesaas og Det gode håb af William Heinesen, at jeg engang skulle stå her og træde i samme fodspor som de og andre udmærkede forfattere, der har modtaget denne pris. Jeg tror ikke, at nogen forfatter skriver for at opnå priser. De fleste skriver sandsynligvis, bevidst eller ubevidst, efter Ralph Waldo Emersons motto, at det at have udført arbejdet i sig selv er belønning nok. Men alligevel er det med glæde, at jeg tager imod denne pris her i dag. Forfatterens arbejde er ensomt. Årti efter årti sidder han alene og forsøger at grave noget op af sit eget sind, som han absolut synes fortjener at komme ned på papir, og det kan undertiden være vanskeligt for ham igen og igen at overbevise sig selv om, at det, som han foretager sig, i virkeligheden betyder noget for andre end ham selv.
Jeg mener at kunne sige med en vis sikkerhed, at det i min barndom var nogle kvindelige skandinaviske forfattere, der i mig vakte en halvt skjult længsel efter at skrive. Selma Lagerlöf, Tove Jansson, Anne-Cath Westly, Maria Gripe, Astrid Lindgren og Sigrid Undset. Muligvis tillige med de ukendte forfattere til islændingesagaerne, og da især Grettirs saga, som kom til at stå mit hjerte nærmere end andre sagaer, eftersom jeg voksede op i Skagafjörður, på det nordlige Island, hvor en stor del af Grettirs saga foregår. Dog var det måske frem for alt de islandske folkesagn og folkeeventyr, der tændte gnisten i mig.
Noget senere kom Knut Hamsun ind i billedet, og det var sandsynligvis mit bekendtskab med ham, der blev afgørende for, hvilken kurs jeg valgte. I øvrigt er det lærerigt at overveje, hvad det i virkeligheden er, der afgør tingene, når man har med forfatterhvervet at gøre, eller med kunstnerisk arbejde i det hele taget. Kunst er ikke det eneste, der har indflydelse på en kunstners udvikling. Jeg tror, at det er i dette lys, man skal forstå Halldór Laxness’ berømte udtalelse om den bedstemor, der er så nødvendig for enhver forfatter. Dermed sigtede han ikke kun til, at tidligere tiders fortælletradition bliver formidlet videre, men også til, at det er de mennesker, der står det pågældende individ nærmest, som former det, endda mere end noget andet. Naturligvis bliver ingen forfatter uden at læse bøger, og mange af dem. Mark Twain sagde engang, at han ikke interesserede sig for forfattere, der havde skrevet flere bøger, end de havde læst. Men hele livet virker ind på den, der har en uklar anelse om, at han skal komme til at træde ind på en såkaldt kunstnerisk løbebane. Samliv med landskabet og naturen, mennesker og dyr, er lige så vigtigt som den boglige dannelse, som nutidens bysamfund kan tilbyde, og faktisk bygger al sand dannelse på dette, dersom man kigger nærmere efter, også den dag i dag. Når den stund oprinder, da bysamfundene fuldstændig har glemt deres oprindelse, er katastrofen sikker. Under al betonen er der stadig jord. Jeg håber, at teknikkens og de såkaldte fremskridts verden aldrig helt vil overskygge den livskraft, som digtekunsten rummer, en livskraft, der er beslægtet med selveste jorden.
Jeg siger tak for mig.
Gyrðir Elíasson.
