Document Actions
Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á dönsku.

Barroso: Den nordisk-baltiske region er en ledestjerne for reform i Europa

De nordiske og baltiske lande er et fremragende eksempel på, hvordan et regionalt samarbejde kan føre an i krisetider, udtalte EU-kommissionens formand Barroso på et højtprofileret møde under Baltic Development Forum den 2. juni i Vilnius.

02/06 2010
Stoltenberg, Kubilius og Barroso

EU-formand Barosso, Norges statsminister Stoltenberg og Litauens præsident Kubilius opfordrede sammen med regionens øvrige ledere til øget samarbejde i den nordisk-baltiske region.

Ljósmyndari
Silje Bergum Kinsten/norden.org

Baltic Development Forum (BDF) har samlet statsoverhoveder fra hele regionen samt EU-formanden og førende erhvervsledere med det formål at udstikke en kurs ud af den igangværende krise.

– Økonomisk konsolidering skal følges op af skatte- og strukturreformer for at sikre fornuftig, bæredygtig og vidtfavnende vækst, udtalte Barosso og fremhævede den nordisk-baltiske region som et eksempel, som resten af Europa burde følge.

Barroso pegede især på det nordisk-baltiske bidrag til bæredygtig vækst ved at fjerne handelsbarrierer, fremme samarbejde inden for forskning og innovation og integrere energimarkederne.

Andre deltagere fremhævede desuden områder som transport og energi, mens der kom opfordringer til øget koordinering og færre grænsehindringer fra de tre præsidenter for de baltiske lande samt Norges og Finlands statsministre Stoltenberg og Vanhanen og Danmark og Sveriges vicestatsministre Espersen og Olofsson.

De baltiske lande vil snart indgå i den fælles nordiske elbørs Nord Pool, og regionen er en af dem, der er længst fremme i udviklingen i forhold til indførelse af smart grids og forbedret energieffektivitet.

– Krisen understreger, hvor afhængige vi er af hinanden, og udstiller behovet for større regional integration, sagde den norske statsminister Jens Stoltenberg, som opfordrede til øget fælles planlægning af infrastruktur.

Vigtigheden af at styrke båndet til Rusland blev understreget af såvel politikere som erhvervsledere, som sammenlignede EU's Østersøstrategi med samarbejdet Den Nordlige Dimension mellem EU, Rusland, Norge og Island.

BDF-formand Uffe Ellemann-Jensen, Danmarks tidligere udenrigsminister, fornemmede en fornyet erkendelse af situationens alvor på årets samling.

– I krisetider løfter vi i flok for hurtigere at komme videre, konkluderede han efter mødet på Baltic Development Forums anden og sidste dag.

Nordisk Ministerråd og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har i samarbejde med BDF-organisationen udsendt en statusrapport for regionen med titlen “The Top of Europe Recovering: Regional Lessons from a Global Crisis”.

Tengiliðir

Michael Funch
Sími +45 33960332
Tölvupóstur mifu@norden.org

Tengt efni