- Det er fuldstændig uacceptabelt at den danske regering afkræver betaling af nordiske studerende der studerer på en videregående uddannelse i Danmark. Det er i direkte strid med den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelser som Danmark er medunderskriver af, lyder der fra Mogens Jensen, formand for Nordisk Råds kultur- og uddannelsesudvalg (S).
I den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse fremgår det at: ”Parterne forpligter sig gensidigt til at give uddannelsessøgende, som har fast bopæl i et andet nordisk land, adgang til deres offentlige videregående uddannelser på samme eller tilsvarende vilkår som landets egne ansøgere”. Ifølge artikel i dagbladet Information den 8/2 2011 vil videnskabsministeriet have de nordiske studerende til at betale fordi de definerer dem uden udvekslingsaftale som deltidsstuderende.
- Den danske regering har tilsyneladende ingen respekt for de internationale aftaler som de underskriver. Jeg vil kraftigt opfordre videnskabsministeren til at få rettet op på situationen, siger Mogens Jensen, der gennem Nordisk Råd har sendt et spørgsmål til den danske regering om sagen.
Også den svenske regering har ændret på regler for nordiske unge der søger om optagelse på svenske videregående uddannelser. Efter en regelændring forrige år, kan nordiske unge ikke længere søge om optagelse på lige fod med svenske unge. Efter vedvarende pres fra Socialdemokraterne i Nordisk Råd og Foreningen Nordens Forbund, arbejder den svenske regering på en ændring i sine ansøgningsregler så nordiske unge igen kan søge optagelse på lige fod med svenske ansøgere.
Mogens Jensen, formand for Nordisk Råds kultur- og uddannelsesudvalg, tlf.: 33 37 40 61, email: smoje@ft.dk
Kristina Aaltonen, partigruppesekretær, Socialdemokraterne i Nordisk Råd, mobil: 61 62 34 92, email: skraa@ft.dk