Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danish.

"Døren står fortsat åben"

31.08.15 | Fréttir
BSPC-konference: Nordisk Råds præsident, Höskuldur Þórhallsson, om det nedkølede samarbejde med Rusland.

- Vi i Nordisk Råd har været meget glade og tilfredse med de nye muligheder for samarbejde i Østersøregionen og i Arktis,  der er opstået efter slutningen af den kolde krig. Men vi har dog på det seneste måttet erkende, at vi ikke kan tage evig fred eller demokratisk udvikling for givet, sagde Höskuldur Þórhallsson i dag på den 24. BSPC-konference i Rostock.

- Vi har desværre set forsøg på at gå tilbage til det gamle nul-sum-spil, som var virkeligheden før afslutningen på den kolde krig. Med et kaotisk naboskab i Syd bør konflikten i Ukraine de-eskalere. Det vil gavne både Rusland og Ukraine og det vil gavne os i Nordeuropa. Vi har ikke behov for konflikter eller krige i Europa men bør i stedet stå sammen mod barbariske kræfter som den såkaldte Islamiske stat.

Rusland-samarbejdet på sessionens program

Höskuldur Þórhallsson påpegede endvidere, at situationen i Østersøregionen ikke er upåvirket af den russiske anneksion af Ukraine eller udviklingen indenfor Ruslands egne grænser. Nordisk Ministerråd har nedlagt kontorerne i St. Petersborg og Kaliningrad som en konsekvens af den kedelige stigmatisering som ”udenlandske agenter”. En frase, som bringer triste minder frem fra Stalin æraen.

- I Nordisk Råd måtte vi udskyde og aflyse forskellige events med russiske parlamentarikere herunder den årlige rundbordssamtale, hvor også BSPC var inviteret. Og selv om det ikke længere er ”business as usual”, så har vi stadigvæk en dør åben for et samarbejde, når det bliver muligt igen.

- Vi vil på den kommende årlige session i Reykjavik i slutningen af oktober diskutere det fremtidige nordiske samarbejde med Rusland. Det har en effekt i hele Østersøregionen og jeg vil ønske at situationen de-eskalerer – vi har mere end rigeligt med andre udfordringer i øjeblikket, sluttede han.