Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danish.

Fedme skal bekæmpes gennem global regulering

24.11.14 | Fréttir
Indsatsen skal begynde i den tidlige barndom, og der skal udvikles omfattende reguleringsordninger når det gælder ernæring og fødevarereklamer på tværs af grænser og regioner. Det var nogle af de primære budskaber ved et side-event om fedme på den internationale ernæringskonference (ICN2) i Rom den 20. november.

FAO's generalsekretær, José Graziano da Silva, beskrev ICN2 som "begyndelsen på vores nye indsats" og efterlyste stærke tiltag for at sikre en passende ernæring til alle. "De politiske forpligtelser som er indgået på ICN2 er skelsættende, og de indeholder for første gang løsninger i forhold til alle aspekter af fejlernæring – lige fra sult til fedme," sagde Oleg Chestnov fra WHO.

Nordisk Ministerråd var med til at lede det meget velbesøgte side-event på ICN2 som havde til formål at møde fedmens udfordringer. Moderator var Tim Lang, professor i fødevarepolitik ved Center for Food Policy på City University London.

(Se videointerview med professor Tim Lang på "a Nordic Way to a sustainable diet").

Eventet blev afholdt i samarbejde med Brasilien, Tyskland og WHO European Action Network og havde til formål at skabe nye netværk og udveksle nye løsninger i forhold til et stigende globalt problem.

Under overskriften "Better Nutrition-Better Lives" var det overordnede formål med den fælles FAO/WHO-konference at sikre nye globale reguleringsordninger når det gælder ernæringsproblemerne i det 21. århundrede.

Selv om det grundlæggende problem med sult i verden fik meget opmærksomhed, er fedme ved at udvikle sig til et lige så udfordrende problem. Ifølge Wall Street Journal koster fedme 2 billioner $ om året og udgiften er stigende.

En helhedsorienteret tilgang

Brasilien blev præsenteret som en akut sag på side-eventet om fedme. På den ene side har landet fået millioner af mennesker ud af fattigdom og sult, men desværre har det medført en sideeffekt i form af en kolossal stigning i overvægt og fedme, og landets regering tager nu udfordringen op. Brasiliens budget for fødevare-og ernæringssikkerhed er steget voldsomt i de senere år, men problemerne med fedme og overvægt stiger også.

– Fødevarereklamer, fødevarepriser samt tilgængeligheden af sunde fødevarer er fortsat store udfordringer i Brasilien, så kampen mod fedme skal nå ud til hele befolkningen via tværsektorielle strategier som skal sikre sund mad, konstaterede Brasiliens viceminister for social udvikling, de Campos.

Det tyske oplæg understregede behovet for at arbejde nedefra og op ved at involvere det civile samfund og nødvendigheden af at kende sin målgruppe, mens Nordisk Ministerråd fokuserede på fordelene ved en fælles regional indsats.

– Vi har brug for en helhedsorienteret og evidensbaseret tilgang, og det er netop hvad de nordiske lande har demonstreret gennem arbejdet med de nordiske ernæringsanbefalinger og hele kæden fra den offentlige strategi til forbrugermærkning, sagde professor Pekka Puska i sit oplæg og henviste samtidig til en ny værktøjskasse fra Nordisk Ministerråd: www.nordicnutrition.org

(Se videointerview med professor Pekka Puska om regionalt samarbejde).

Endelig fokuserede både panelet og publikum på emner som det europæiske WHO-netværks annoncer rettet mod børn samt behovet for at kombinere kultur og vaner med udformningen af den offentlige politik.

Paven holdt en stærk tale

Pave Frans talte også på ICN2 og i lighed med mange andre deltagere på side-eventet om fedme, havde han et stærkt fokus på de negative effekter af de frie markedskræfter.

– Kampen mod sult og fejlernæring hæmmes alt for ofte af en ensidig fokusering på markeder og profit, sagde paven i sin tale til forsamlingen på FAO.

Opfølgningen på ICN2 bliver baseret på Rom-erklæringen om ernæring som blev udarbejdet under konferencen.

Erklæringen skitserer ti forpligtende punkter såsom at udrydde sult og forebygge af alle former for fejlernæring, vende den stigende tendens til overvægt, fedme og ernæringsrelaterede ikke-overførbare sygdomme (NCD), fremme bæredygtige fødevaresystemer ved at udvikle en sammenhængende offentlig politik fra produktion til forbrug, gøre det muligt for borgerne at tage kloge fødevarevalg og skabe mere opmærksomhed om ernæring (citeret fra IISD)

Det primære formål med ICN2 var at udvikle ernæringsrelaterede mål og ansvarlighedsmekanismer samt at forpligte ressourcer til at fremme ernæringsforbedrende fødevaresystemer i et globalt perspektiv – se mere på www.fao.org/icn2.