Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danish.

Nordisk Råd: Kulturdiplomati skal på skoleskemaet

26.03.15 | Fréttir
Forbind uddannelse og forskning
Photographer
Yadid Levy
Nordisk Råd vil opfordre de nordiske regeringer til at indføre konkrete tiltag i skolen, som kan medvirke til at fremme integration og forebygge radikalisering.

De nordiske politikere hilser de europæiske undervisningsministres nye erklæring om at arbejde for at forhindre og forebygge marginalisering, intolerance, racisme og radikalisering velkommen, men vil sikre at den også bliver fulgt op med konkret handling.

-Mangfoldigheden skal langt mere i spil, ikke mindst i skolen, hvor kulturen kan blive døråbner mellem forskellige religioner og identiteter for at opnå bedre forståelse og tolerance, udtaler Kultur og Uddannelsesudvalget i Nordisk Råd.

Politikerne foreslår, at eleverne eksempelvis skal undervises i fredsmægling og konflikthåndtering. UNESCO’s konvention fra 2005 om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, skal også være obligatorisk i de nordiske læreplaner, hvis det står til Nordisk Råd.

Et konkret tiltag kunne være, at alle skoler i Norden iværksætter en mangfoldighedspolitik og udpeger et ambassadør-korps på skolen, der arbejder målrettet med emner som menneskerettigheder, lighed og interkulturel dannelse.

Social inklusion gennem gadeidræt

Fremme af fysisk aktivitet og social inklusion gennem sport kan give rigtig gode resultater. I Norden findes gode eksempler på gadeidræt i udsatte boligområder, hvor unge mennesker er mentorer og gennemfører fysisk aktivitet med børnene i deres eget boligområde og i skolesammenhæng.

-Vi kan udbrede gadeidræt langt mere i Norden, og skabe grundlag for socialt sammenhold og sunde livsvaner, ikke mindst for de udsatte børn og unge, understreger kultur og uddannelsesudvalget i Nordisk råd.

Rådet har inviteret de ansvarlige nordiske ministre til et nordisk idrætspolitisk topmøde den 24.-25. september i Aalborg, hvor blandt andet emnerne børn, bevægelse og sundhed vil komme på dagsordenen.