Mange nordiske politikere har samtidig fået øjnene op for, at Norden og EU ikke er et ”enten-eller” men et ”både-og”. Det nordiske samarbejde kan ikke erstatte EU samarbejdet, men det kan supplere det. På flere områder har vi allerede fælles projekter med EU. Det gælder eksempelvis det grænseregionale samarbejde i Baltic Euroregional Network, hvor grænseregioner mellem de baltiske lande og eksempelvis Rusland bliver inspireret af nordiske grænseregioner som Øresundsområdet.

På samme måde har EU og Nordisk Ministerråd i fællesskab støttet studerende fra Hviderusland, der får uddannelse i eksil. Begge projekter er eksempler på, at det nordiske samarbejde i dag er langt mere udadvendt end da det startede.

I mange sammenhænge er det et samarbejde med lande eller andre aktører i Østersøregionen eller med andre parter fra Vestnordens nabolande som Canada og USA. Vor generation af politikere kan med taknemmelighed se tilbage på efterkrigsgenerationen, der fik grundlagt en række internationale organisationer. Formålet var at undgå en gentagelse af de foregående årtiers forfærdelige verdenskrige. Og det lykkedes. Flere generationer er vokset op uden krig, og nu har vi også den første ”efter kold-krigs generation”.

Nogle internationale organisationer samlede landene på tværs af de nye skel i den kolde krig, som dannelsen af FN. Andre blev skabt kun for vesteuropæiske lande som reaktion på de strammere forhold mod øst. I 1949 underskrev blandt andre Danmark, Island og Norge NATO pagten. Dermed blev bestræbelserne på en nordisk forsvarsunion ikke til noget, men ud af denne fiasko voksede så i stedet samarbejdet om næsten alt andet end forsvars- og udenrigspolitik i Nordisk Råd.

I dag bliver der også talt om forsvars- og udenrigspolitik, når Nordisk Råd har sin årlige session. Efter afslutningen af den Kolde Krig har vi fået et godt samarbejde med Rusland. Nordisk Ministerråd har således kontorer i både Skt. Petersborg og Kaliningrad.

Konkret vil over 500 russere årligt vil få mulighed for at komme på udvekslingsrejse i forbindelse med et nyt nordisk-russisk mobilitetsprogram EU fejrer i år 50 års fødselsdag. Rom traktaten blev underskrevet i 1957 af seks mellemeuropæiske lande - Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Tyskland. På det tidspunkt havde de fem nordiske lande været samlet i Nordisk Råd siden 1952 - det officielle nordiske samarbejde har således 55 års fødselsdag. Finland kom dog først med i 1955 efter Stalins død. I 1957 var der altså kun et enkelt land mere i det daværende europæiske Fællesmarked i forhold til i den nordiske familie. Nu består EU af 27 lande på begge sider af det tidligere Jerntæppe mellem Vest- og Østeuropa. Yderligere er Kroatien, Makedonien og Tyrkiet anerkendt som kandidater til senere medlemskab.

Nogle mener, at der med det udvidede EU ikke længere brug er for det nordiske samarbejde. Allerede da Finland og Sverige kom med i EU i 1995 hævdede nogen, at det nordiske samarbejde var en anakronisme. Det eneste, der betød noget, var det europæiske samarbejde. Selv om Norge og Island ikke direkte er med i EU, så er vi dog gennem EØS aftalen integreret i det europæiske samarbejde. Jeg mener, at der stadig er et stort behov for at modernisere og udbygge samarbejdet ikke mindst set i lyset af EU udvidelsen og de udfordringer, som globaliseringen giver os.

Derfor er jeg glad for den enighed, der herskede på Nordisk Råds session i 2006 om, at landene er nødt til at styrke det nordiske samarbejde. Ikke mindst den forstærkede politiske vilje også fra statsministrene til det nordiske samarbejde. Derfor arbejder vi nu på at fremme fællesnordiske udspil for at klare udfordringerne fra globaliseringen.