Bankkonto og forsikring i Finland
I dette afsnit kan du finde information om bank- og forsikringsydelser i Finland.
Bankydelser
Bankerne tilbyder forskellige ydelser til håndtering af den daglige økonomi, forskellige opsparings- og investeringsløsninger samt forsikringer. Vilkårene for ydelserne varierer fra bank til bank.
Der er intet krav om at man skal have et finsk personnummer for at åbne en bankkonto, men kunden skal altid kunne bevise sin identitet på en pålidelig måde. Den sikreste måde at gøre det på er ved at fremvise et gyldigt pas eller et officielt id-kort. Desuden anerkender nogle banker et nordisk kørekort som identitetsbevis. Hvis man ikke har et finsk personnummer kan muligheden for at oprette visse bankydelser begrænses, eksempelvis bevilling af betalingskort eller aftaler om netydelser.
Når man skal åbne en bankkonto kræves der ofte et velbegrundet og acceptabelt behov, eksempelvis permanent bolig, arbejde eller studier i Finland. Som bevis på en ansættelse kan man for eksempel medbringe en gyldig arbejdskontrakt eller en lønseddel. Studerende kan fremvise et optagelsesbevis fra uddannelsesinstitutionen eller et studiekort.
Bankerne har mulighed for at kontrollere ens kreditoplysninger. Du kan få yderligere information om bankydelser i Finland i bankerne og hos Försäkrings- og finansrådgivningen.
Du kan blandt andet finde følgende banker i Finland Nordea, Osuuspankki, Sampo Pankki, Handelsbanken og Lokalandelsbanken.
Forsikringer
Ud over de obligatoriske socialforsikringsafgifter (bl.a. pensionsforsikring og sygeforsikring) som er en del af socialforsikringen, findes der mange andre forsikringer i Finland, herunder trafik-, bil- og indboforsikring. For eksempel kræves det ofte at man har en indboforsikring hvis man skal leje en bolig. Alle som ejer et motorkøretøj har pligt til at have en trafikforsikring, men bilforsikringen (den såkaldte kaskoforsikring) er frivillig.
Selv om socialforsikringen i Finland er meget omfattende, er der mange som tegner en privat ulykkes- og/eller sygeforsikring. Du kan få yderligere information om forsikringer hos forsikringsselskaberne og hos Försäkrings- og finansrådgivningen.
Du kan blandt andet finde følgende forsikringsselskaber i Finland Lähivakuutus, If, Tapiola, Pohjola, Fennia og Aktia.
