Document Actions
Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á dönsku.

Forældreydelser i Finland

I dette afsnit kan du læse mere om økonomiske forældreydelser fra FPA samt reglerne i forbindelse med flytning til og fra udlandet.

Skola

 

Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org

Formålet med forældreydelserne (moderskabs-, faderskabs- og forældredagpenge) som udbetales af den sociale sikringsmyndighed (FPA) er at sikre forældrene muligheden for at passe deres barn de første 9 måneder efter fødslen. For arbejdende forældre sikres denne mulighed gennem forældreorlov, men også arbejdsløse forældre har ret til moderskabs-, faderskabs- og forældredagpenge i form af en basissikring. Alle forældre, som er bosiddende i Finland – både studerende, arbejdende og arbejdsløse – har således ret til forældreydelserne.

Moderskabsydelse og særlig moderskabsydelse

Moderskabsydelse

En person der søger om moderskabsydelse skal være bosiddende i Finland. Forudsætningen er at den vordende mor har boet i Finland i minimum 180 dage før det planlagte fødselstidspunkt. For at opfylde vilkårene kan man også tage en forsikringsperiode i et andet EU-/EØS-land, Schweiz eller Israel med i betragtning. Ansøgeren har ret til moderskabsydelse når graviditeten har varet 154 dage.

Moderen kan holde barselsorlov tidligst 50 hverdage og senest 30 hverdage inden det planlagte fødselstidspunkt. Moderen vælger selv hvornår hun vil begynde barselsperioden. Den første udbetaling kan hæves én hverdag inden det forventede fødselstidspunkt. Forældreydelsen udbetales i 105 hverdage eller 4 måneder.

Adoptivforældre kan ikke få moderskabsydelse, men de kan få en længere periode med forældreydelse.

Særlig moderskabsydelse

Særlig moderskabsydelse udbetales til arbejdsdygtige vordende mødre i situationer hvor udførelsen af arbejdet kan medføre risici for moderens eller fostrets sundhed. Hvis risikofaktorerne ikke kan undgås, kan den vordende mor holde op med at arbejde inden den egentlige barselsorlov. Særlig moderskabsydelse betales indtil moderskabsydelsesperioden begynder, arbejdsforholdende er gjort sikre eller arbejdsforholdet ophører.

Faderskabsydelse

Barnets far kan holde barselsorlov i 1-18 hverdage og passe barnet hjemme sammen med moderen. I den samme periode får moderen normalt moderskabs- eller forældreydelse. Faderskabsorloven kan afholdes når som helst efter barnets fødsel, og den kan opdeles i højst fire perioder. Også fædre til adoptivbørn kan få faderskabsydelse.

Under orloven udbetaler FPA faderskabsydelse hvis ansøgeren ikke arbejder eller studerer på fuld tid i perioden. Modtagelse af uddannelsesstøtte forhindrer ikke udbetalingen af faderskabsydelse hvis ansøgeren passer barnet til trods for studierne. Ansøgeren skal bo sammen med barnets mor for at få faderskabsorlov og faderskabsydelse. Det er et krav for at få faderskabsydelse at ansøgeren har boet i Finland i 180 dage inden det forventede fødselstidspunkt.

En registreret partner som adopterer sin partners barn eller adoptivbarn har uanset køn også ret til faderskabsydelse. Denne form for faderskabsydelse kaldes for en ydelse som svarer til faderskabsydelse. Man kan kun få faderskabsydelse i 1-18 dage for det samme barn.

Fadermåneden

Ud over de 18 hverdage i perioden med moderskabs- og forældreydelser kan faderen holde en hel fadermåned sammen med barnet. Hvis faderen bruger mindst 12 hverdage i perioden med forældreydelse, kan han holde orlov i yderligere 1-12 dage. Denne 13-36 dages periode kaldes for fadermåneden. Faderen må ikke arbejde i løbet af fadermåneden.

I de første 12 hverdage i forældremåneden får faderen forældreydelse, og i de følgende 1-12 hverdage får han faderskabsydelse. Forældreydelsen og faderskabsydelsen er lige store. Fadermåneden skal afholdes inden der er gået 180 kalenderdage siden den sidste dag med forældreydelse.

En registreret partner som adopterer sin partners barn eller adoptivbarn har uanset køn også ret til fadermåneden. Hvis fadermåneden afholdes af en kvinde, kaldes den for en ydelse som svarer til fadermåneden.

Forældreydelse

Forældreorloven begynder efter moderens barselsorlov og varer 158 hverdage (et halvt år). Begge forældre har ret til forældreorlov, og den kan opdeles i perioder så forældrene kan holde orlov på skift. Begge forældre kan højst tage to adskilte perioder, og de skal vare mindst 12 hverdage. Forældreydelsen udbetales i 158 hverdage til den anden forælder. Hvis forældrene deler orloven, udbetales forældreydelsen til den forælder som holder orlov.

Forældrene kan også have deltidsarbejde og deles om pasningen for eksempel ved at den ene passer barnet om formiddagen og den anden om eftermiddagen. I den periode udbetaler FPA opdelt forældreydelse.

I familier med flere børn kan forældrene holde orlov samtidig. Hvis der fødes flere børn på samme tid forlænges forældreorloven med 60 hverdage pr. barn begyndende med det andet barn.

Forlængelsen kan enten bruges til at fortsætte moderskabs- eller forældreorloven eller således at forældrene holder orlov samtidig.

I den periode hvor man får forældreydelse kan man, afhængigt af beløbets størrelse, også få støtte til pasning af barnet i hjemmet hvis der i familien er andre børn som er under skolealderen og som ikke bliver passet i en kommunal institution.

Støtte til adoption fra udlandet

Ved adoption fra udlandet kan man søge støtte hos FPA til dækning af udgifterne i forbindelse med adoptionen. Der kan søges om støtte når den internationale adoptionstjeneste har udvalgt et barn under 18 år til at bo hos adoptionsforældrene, og adoptionen er godkendt af adoptionsnævnet. Der er et krav at ansøgeren bor permanent i Finland.

Adoptionsstøtten består af et skattefrit engangsbeløb. Adoptionsstøttens størrelse afhænger af barnets hjemland. Der udbetales ikke adoptionsstøtte hvis man adopterer et barn fra Finland.

Støtte til pasning i hjemmet

Formålet med støtte til pasning af børn i hjemmet er at give økonomisk støtte til familier som passer deres børn under 3 år i hjemmet i stedet for at bruge en privat eller kommunal pasningsordning. Den der passer barnet kan være barnets mor, barnets far eller en privat dagplejer. Der kan også gives støtte til pasning i hjemmet af familiens børn over 3 år hvis der er et barn under 3 år i familien som får støtte til pasning i hjemmet. Der kan højst ydes støtte for familiens øvrige børn indtil de når skolealderen.

Støtte til pasning i hjemmet kan kun søges af forældre som bor sammen med barnet. Forældre som ikke bor sammen med barnet har ikke ret til støtte til pasning i hjemmet.

Man søger om støtten hos FPA. Støtten kan gives umiddelbart efter perioden med forældreydelse eller efter ophøret af fadermåneden. Støtten ophører når familiens yngste barn fylder tre år, overgår til en kommunal pasningsordning eller hvis familien vælger støtte til privat pasning. Hvis forældrene får støtte til pasning i hjemmet for familiens øvrige børn over 3 år, kan støtten for disse ophøre allerede inden den yngste fylder 3 år.

Støtte til pasning i hjemmet består af en fast pasningsydelse samt eventuelt et pasningstillæg som er afhængigt af forældrenes indkomst. Pasningstillægget kan kun udbetales for ét barn. Nogle kommuner betaler desuden et kommunalt tillæg til pasning af børn i hjemmet.

Støtte til pasning i hjemmet udbetales normalt ikke til udlandet hvis familien opholder sig i udlandet på grund af arbejde eller studier. Støtten kan dog i visse tilfælde udbetales i EU-/EØS-lande eller Schweiz for eksempel hvis der er tale om udsendte medarbejdere som har taget deres børn med til et andet EU-/EØS-land eller Schweiz, og hvis familien stadig er omfattet af socialforsikringen i Finland.

Adoptivforældre kan også få støtte til pasning i hjemmet af et barn over 3 år. Den udbetales indtil 2 år efter perioden med forældreydelse begyndte. Støtten udbetales i mindre end 2 år hvis barnet i mellemtiden har nået skolealderen.

Støtte til privat pasning

Støtte til privat pasning han søges af familier med et barn under skolealderen som passes af en person som aflønnes af familien eller en privat dagplejer. Støtte til privat pasning består af en pasningsydelse samt et pasningstillæg som er afhængigt af familiens indkomst. Begge ydelser udbetales separat for hvert barn som har ret til støtten.

FPA udbetaler altid støtten til den lønnede plejer eller den private dagplejer. Normalt er udgifterne til pasning højere end støtten, og ansøgeren skal selv betale det resterende beløb. Selv om støtten udbetales direkte til plejeren, skal barnets forældre alligevel selv søge om støtten hos FPA.

Forældreydelser og flytning

De nordiske lande har indgået aftaler om hvordan og hvor længe der skal udbetales forældreydelser hvis modtageren af ydelserne flytter fra et nordisk land til et andet midt i støtteperioden.

Flytning til Finland

Såfremt modtageren af ydelserne flytter til Finland fra et andet nordisk land midt i en allerede påbegyndt støtteperiode, udbetales ydelserne normalt fra det oprindelige hjemland indtil støtteperiodens ophør på trods af flytningen

Sverige udgør dog en undtagelse fra denne regel, og her kan man afbryde udbetalingen af ydelserne fra og med flyttedagen. Således kan forældre som flytter fra Sverige til Finland søge om forældreydelser fra den sociale sikringsmyndighed (FPA) fra og med flyttedagen.

Støtteperioden udregnes ved at det antal støttedage som allerede er givet i Sverige bliver fratrukket den maksimale støtteperiode i Finland. I den pågældende situation tager FPA dog ikke i beregningen af ydelsens størrelse højde for indtægter i det andet land. En ansøger som er flyttet til Finland fra Sverige må dermed nøjes med grundydelsen.

Flytning fra Finland

Såfremt ansøgeren flytter fra Finland til et andet nordisk land midt i en støtteperiode, udbetales ydelserne fra Finland indtil støtteperiodens ophør på trods af flytningen. Dette gælder dog ikke for støtte til pasning i hjemmet som ophører fra og med flyttedagen.

Tengt efni
  • Upplýsingaþjónustan Halló Norðurlönd (Organisation)

    Halló Norðurlönd er upplýsingaþjónusta Norrænu ráðherranefndarinnar. Markmiðið er að auðvelda hreyfanleika einstaklinga á milli Norðurlandanna. Á vefsíðunni eru reglur sem gilda fyrir þá sem flytja til, stunda nám eða starfa í norrænu ríkjunum. Einnig er hægt að senda in spurningar um sérstök mál á sænsku, dönsku, norsku, finnsku og íslensku.

  • Öresund Direkt (Organisation)

    Öresund direkt er upplýsingaþjónusta, sem miðlar opinberum upplýsingum til almennings og atvinnulífs á Eyrarsundssvæðinu.


 

Viltu spyrja Halló Norðurlönd?

Spurningar um flutning, vinnu og nám á Norðurlöndunum má senda með því að fylla út rafrænt eyðublað. Spurningum er svarað af starfsfólki upplýsingaþjónustunnar Halló Norðurlönd.