Indførsel af kæledyr og husdyr til Finland
I dette afsnit kan du læse om hvad du skal gøre hvis du har planer om at indføre kæledyr eller husdyr til Finland.
Hunde, katte og fritter
Følgende krav gælder for indførsel af hunde, katte og fritter fra EU-lande samt Norge og Island. Kravene gælder kun for kæledyr som transporteres sammen med den rejsende og som ikke skal sælges eller overlades til en ny ejer.
1. ID-mærkning
Kæledyret skal identitetsmærkes med en individuel mikrochip eller en tatovering. Fra og med den 3. juli 2011 godkendes kun mikrochip som identitetsmærkning.
Mikrochippen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 11874 og bruge HDX- eller FDX-B-teknologi. Mikrochippen skal kunne aflæses med udstyr som er i overensstemmelse med ISO-standard 11785. Hvis mikrochippen ikke opfylder de gældende krav, skal den som indfører dyret medbringe udstyr som kan aflæse mikrochippen.
Dyret skal være identitetsmærket inden der gives en rabiesvaccination.
2. Rabiesvaccination
Dyret skal være vaccineret mod rabies med en vaccine som opfylder WHO's internationale standard. Rekombinante vacciner godkendes også.
Rabiesvaccinationen skal gives ved behov og fornyes i henhold til anbefalingerne fra det laboratorium som har produceret vaccinen. Dyret skal være identitetsmærket inden der gives en rabiesvaccination. Vaccinationen skal gives mindst 21 døgn inden indførslen af dyret. Ved fornyelse af vaccinationen kræves ingen karantæne på 21 døgn hvis vaccinationen gives inden den foregående vaccination er udløbet.
Den foregående vaccination skal være angivet i dyrepasset eller på et andet vaccinationskort. Dyrlægen noterer rabiesvaccinationens sidste gyldighedsdag i dyrepasset. De rabiesvaccinationer som bruges i Finland i øjeblikket er, afhængigt af typen, gyldige i 2 eller 3 år hvis vaccinationen er givet til dyr som er over 1 år gammelt.
Det er ikke nødvendigt at vaccinere hundehvalpe eller kattekillinger som indføres direkte fra opdrætteren.
3. Kur mod bændelorm
Hunde og katte skal have en kur mod bændelorm senest 30 dage inden ankomsten til Finland. Kuren er dog ikke et krav hvis kæledyret kommer direkte fra Sverige eller Norge (bortset fra Spitsbergen), eller hvis dyret er under tre måneder gammelt. Kuren er heller ikke et krav hvis dyret bringes tilbage til Finland inden for 24 timer.
4. Dyrepas
Når man medbringer sit kæledyr på rejser inden for EU, skal man have et EU-dyrepas udstedt af en autoriseret dyrlæge. I EU-landene kan passet købes af den dyrlæge som behandler dyret. Ved udstedelse af passet kontrollerer dyrlægen at kæledyret er mærket med enten tatovering eller mikrochip, og at dyret er vaccineret mod rabies. Dyrepassets gyldighed ophører hvis rabiesvaccinationen ikke længere er aktiv. Dyrlægen indskriver også oplysninger om andre vaccinationer og kur mod bændelorm i passet.
Du finde yderligere information om gældende regler og begrænsninger hos Evira.
Indførsel af dyr uden medrejsende
Hvis man sender et dyr til Finland uden medrejsende, skal dyret opfylde de gældende vilkår for kommerciel vareimport. Du kan få mere information om kommerciel vareimport ved at sende en e-mail til lentoasema@evira.fi.
Andre kæledyr
Indførsel af kaniner og gnavere (marsvin, rotter, mus, hamstere, chinchillaer etc.), akvariefisk, krybdyr, skildpadder og padder er tilladt uden importtilladelse eller dyrlægeattest. Man skal dog have en licens for at indføre sjældne eller truede dyrearter.
Burfugle og minigrise fra andre EU-lande og Norge må kun indføres hvis man har en importtilladelse fra Evira (den finske levnedsmiddelstyrelse) og man opfylder vilkårene for importtilladelsen. Der skal betales en afgift for importtilladelsen (96 euro i 2011). Man skal ansøge om importtilladelse i god tid inden den planlagte indførsel.
Heste
Konkurrencerejser med registrerede heste i Norden
For heste som er registrerede i Finland, Sverige, Norge eller Danmark kræves der ingen særlig sundhedsattest (JSM bekendtgørelse 1093/2001) under forudsætning af at:
- hesten føres over landegrænsen med henblik på deltagelse i en konkurrence tidligst fem dage før konkurrencens begyndelse og senest fem dage efter konkurrencens afslutning,
- hesten har en attest som viser at hesten er tilmeldt konkurrencen (før konkurrencen),
- hesten har en attest som viser at hesten har deltaget i konkurrencen (efter konkurrencen),
- attesten i punkt 3 skal være udfærdiget af den dyrlæge som har tilsyn med konkurrencen eller, såfremt konkurrencen ikke kræver tilsyn af en dyrlæge, af konkurrencens hoveddommer,
- hesten har et identificeringsdokument (hestepas),
- hesten opfylder de almindelige lovfæstede sundhedskrav.
Vejledning om heste som indføres til Finland med andre formål end konkurrencer kan findes på Eviras netsted.
Andre kæledyr
Hvis man vil indføre slagtekvæg, svin, fjerkræ, får, geder, bier og humlebier til Finland med henblik på avl og produktion skal man senest 10 hverdage før importen indsende en skriftlig anmeldelse til Eviras enhed for dyrevelfærd.
Du kan finde yderligere information om import af husdyr på Eviras netsted.
