Indkomst under sygdom i Finland
Her kan du læse om hvordan lønmodtageres indkomst er sikret under sygdom. De to muligheder er løn under sygdom og sygedagpenge fra FPA. Bemærk at lønmodtagere fra andre nordiske lande, hvis arbejdsforhold har varet under fire måneder, ikke er omfattet af den finske sygeforsikring og således heller ikke af sygedagpengesystemet.
Lønmodtageren har under visse forudsætninger ret til løn under sygdom fra sin arbejdsgiver. FPA udbetaler sygedagpenge til uarbejdsdygtige personer som har været lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i mindst 3 måneder inden uarbejdsdygtigheden.
Løn under sygdom
Lønmodtageren har under visse forudsætninger ret til løn under sygdom fra sin arbejdsgiver i henhold til bestemmelserne i arbejdsaftaleloven og overenskomsterne. Lønmodtageren skal fremvise en fyldestgørende redegørelse for uarbejdsdygtigheden til arbejdsgiveren. I praksis betyder dette oftest fremvisning af en lægeerklæring.
Sygedagpenge
Sygedagpenge er omfattet af FPA's ansvarsområde. FPA's sygedagpenge udbetales til 16-67 årige ansøgere som på grund af sygdom ikke er i stand til at passe deres arbejde. Dette gælder ansøgere som har været lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i mindst 3 måneder inden uarbejdsdygtigheden. Arbejdskravet opfyldes også hvis man eksempelvis har været fuldtidsstuderende, ledig jobsøgende, hjemmegående eller på orlov. Hvis arbejdskravet ikke opfyldes, kan man først få sygedagpenge når uarbejdsdygtigheden har varet i 55 sammenhængende dage.
Hvis lønmodtageren får løn under sygdom, udbetales sygedagpengene til arbejdsgiveren. Hvis lønnen er lavere end dagpengesatsen, udbetales forskellen til lønmodtageren.
Pensionister kan ikke få sygedagpenge. Undtaget herfra er pensionister under 68 år som arbejder ved siden af pensionen og bliver uarbejdsdygtige i det pågældende job.
Sygedagpengene udbetales efter udstået karensperiode. Denne karensperiode består af 1. sygedag og de 9 følgende dage. I visse tilfælde kan karensperioden være kortere. FPA tager stilling til retten til sygedagpenge blandt andet på baggrund af en lægeerklæring
Sygedagpengenes størrelse beregnes normalt på baggrund af den skattepligtige indkomst. Den kan også beregnes på baggrund af eksempelvis uddannelsesstøtte eller udbetales som laveste sats. Sygedagpenge udbetales i højst 300 dage, og såfremt sygdommen er af længere varighed vil modtageren i stedet modtage invalidepension.
Hvis man allerede ved sygdommens begyndelse ved at uarbejdsdygtigheden vil vare mere end et år, kan den sygemeldte have ret til FPA's invalidepension allerede måneden efter sygdommens begyndelse.
Statsborgere i andre nordiske lande
Personer, som arbejder i Finland men er statsborgere i et andet nordisk land, er kun omfattet af den finske sygeforsikring hvis arbejdsforholdet varer længere end 4 måneder. Personer fra de øvrige nordiske lande som arbejder i Finland i kortere tid end 4 måneder har således ikke ret til dagpenge fra Finland.
