Document Actions
Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á dönsku.

Skat i Finland

Hovedreglen er at man betaler skat i det land hvor man arbejder. Der er dog en del undtagelser fra denne regel. I dette afsnit kan du finde information om almindelig og begrænset skattepligt i Finland, forskellige skatter, skattekort, selvangivelse samt om situationer hvor arbejdsgiveren har hjemme i et andet land end Finland eller hvor en finsk arbejdsgiver sender medarbejderen til et andet nordisk land.

Som hovedregel betaler man skat i det land hvor man arbejder. Der er dog en del undtagelser fra denne regel. Ud over den almindelige og den begrænsede skattepligt afhænger vurderingen af skattepligten af om man er udstationeret, om man bor i en grænsekommune og om man arbejder i et eller flere lande på samme tid.

Du kan finde yderligere information på Skatteförvaltningens netsted og på den fællesnordiske skatteportal.

Almindelig og begrænset skattepligt

Almindelig skattepligt

En person som er almindeligt skattepligtig i Finland skal betale skat i Finland af indtægter i Finland og fra udlandet.

En person som har sin primære bolig (sit hjem) i Finland er almindeligt skattepligtig i landet. Desuden er en person som kommer til Finland fra udlandet og som opholder sig i landet over seks måneder almindeligt skattepligtig i Finland under opholdet. Et midlertidigt ophold i udlandet medfører ikke et ophør af skattepligten.

En finsk statsborger som flytter til udlandet er normalt også skattepligtig i Finland i udflytningsåret og de efterfølgende tre år, såfremt udflytteren ikke har meddelt at han eller hun ikke har nogen officiel tilknytning til Finland. Den nordiske skatteaftale forbyder dog dobbeltbeskatning. Du kan finde flere oplysninger om den nordiske skatteaftale på den fællesnordiske skatteportal.

Begrænset skattepligt

Personer med begrænset skattepligt er kun skattepligtige for de indkomster de har i Finland. Personer med begrænset skattepligt er udenlandske statsborgere, som bor i udlandet og som opholder sig i Finland under seks måneder om året, samt finske statsborgere, som er flyttet til udlandet og som har opholdt sig der i mere end tre år, eller forinden har meddelt at de ikke har nogen officiel tilknytning til Finland.

Forskellige skatter

Indkomstskat

Indkomster beskattes progressivt i Finland, og det betyder at skatten stiger proportionalt med størrelsen af den personlige indkomst og andre skattepligtige beløb. Skattepligtig indkomst er blandt andet løn, pension eller ydelser og godtgørelser som udbetales i stedet for løn eller pension.

Kapitalindkomstbeskatning

Kapitalindkomster beskattes altid med 28 %. Kapitalindkomst udgøres af afkastet af ens formue, gevinster som følger af overdragelse af aktiver og anden indkomst som kan anses for at være en forøgelse af ens formue. Der kan være tale om renteindtægter, indtægt fra salg af aktier, lejeindtægt, overskud fra investeringsforeninger, afkast af livsforsikring, kapitalindkomst fra skovbrug, indtægter fra jordbundsmateriale og kapitalgevinster.

Indtægter fra udlandet er også skattepligtige i Finland selv om midlerne ikke flyttes til Finland.

Formueskat

Der betales ikke formueskat i Finland. Loven om formueskat blev ophævet i begyndelsen af år 2006.

Arveafgifter

Der skal betales arveafgift af ejendom som man har arvet eller fået via testamente hvis arvelader eller modtager af arv eller testamente var bosiddende i Finland i dødsøjeblikket. Arveafgiften bestemmes på baggrund af boopgørelsen eller selvangivelsen.

Der betales arveafgift af arveandele på 20.000 euro eller mere. Arveafgiften bestemmes ud fra værdien af arven og på baggrund af slægtsforhold.

Du kan finde yderligere information på Skatteförvaltningens netsted.

Gaveafgift

Der skal betales gaveafgift af gaver eller forskudsarv som er større end 4.000 euro.

Modtageren af gaven skal indberette modtagelsen af gaven eller forskudsarven ved at udfylde og underskrive et skema. Skemaet til indberetning af gaver kan fås hos det lokale skattekontor eller på Skatteförvaltningens netsted. Modtagelsen af gaven skal indberettes til det lokale skattekontor senest 3 måneder efter modtagelsen. Hvis modtageren af gaven ikke bor i Finland, skal indberetningen ske til Huvudstadsregionens skattebyrå Indberetningen kan og også ske pr. post.

Der skal altid foretages en indberetning hvis værdien af gaven er 4.000 euro eller højere. Der er også indberetningspligt hvis man har fået andre gaver fra den samme giver i løbet af en periode på 3 år og hvis gavernes samlede værdi er 4.000 euro eller højere. Man kan ikke overdrage en part af en boligandel eller anden fast ejendom i form af et bestemt beløb (eksempelvis 3.995,95 euro). Derimod skal man angive størrelsen i form af en bestemt andel (eksempelvis 1/4).

Du kan læse mere og få vejledning i at udfylde skemaet i Skatteförvaltningens vejledning om gaveafgift.

Skattekort

For at kunne betale skatten på forhånd, skal lønmodtageren aflevere et skattekort til arbejdsgiveren Hvis man ikke afleverer et skattekort til arbejdsgiveren, har han eller hun som regel pligt til at opgive en skatteprocent på 60.

Personer som har varig bopæl i Finland modtager et nyt skattekort årligt. Du kan også få et nyt skattekort eller et bikort på det lokale skattekontor, bestille det på en blanket som du finder på skattemyndighedens netsted, på telefon +358 20 697 000 eller hos skattemyndigheden. Ved brug af ovenstående link skal du have netbankkoder fra en finsk bank eller et elektronisk id-kort.

Hvis man er flyttet til Finland inden for det forløbne år, er det vigtigt at oplyse dette når man rekvirerer sit skattekort.

Selvangivelse

Alle som bor i Finland og som i løbet af året har haft en skattepligtig indkomst skal indsende en selvangivelse det følgende år.

En person som er permanent bosiddende i udlandet og dermed begrænset skattepligtig skal kun indlevere en selvangivelse i Finland hvis han eller hun i løbet af skatteåret har ejet en ejendom eller en andelslejlighed i Finland eller har været erhvervsdrivende i Finland på en fast adresse. I Finland indleveres også en selvangivelse hvis man modtager pension.

Skattepligtige modtager en forudfyldt selvangivelse med posten i april. Skattemyndigheden har udfyldt skemaet med kendt information om løn, pension, aktieudbytte etc. fra Finland. Hvis den skattepligtige godkender informationen på selvangivelsen og ikke har nogen tilføjelser, er det ikke nødvendigt at returnere selvangivelsen. Hvis der er tilføjelser eller rettelser, skal selvangivelsen returneres i begyndelsen af maj.

En udlænding som er flyttet til Finland får som regel ikke en forudfyldt selvangivelse allerede det følgende år. Han eller hun skal bede om en selvangivelse hos skattemyndigheden. Skemaet kan også udskrives på Skatteförvaltningens netsted. Skemaet skal udfyldes og sendes til skattemyndigheden i begyndelsen af maj.

Den forudfyldte selvangivelse indeholder normalt ikke oplysninger om indtægter fra udlandet. Dette skyldes at sammenligningsoplysningerne fra udlandet endnu ikke er brug, men først kommer senere på året.

I Finland er selvangivelsen enten på finsk eller svensk. Lønmodtageres selvangivelse fås desuden på engelsk.

I forbindelse med flytning sendes selvangivelsen både til Finland og det land man er flyttet fra. På samme måde indleveres selvangivelsen også i Finland i det år hvor den skattepligtige er flyttet væk fra Finland.

Særlige beskatningsforhold

Arbejdsgiver i et andet land end Finland

Hvis en person som arbejder i Finland har en udenlandsk arbejdsgiver, er det muligt at arbejdsgiveren ikke har pligt til indberette forskudsopgørelsen i Finland. I sådanne tilfælde skal man kontakte skattemyndigheden som herefter bestemmer forskudsskatten for lønmodtageren.

Udsendte medarbejdere i de nordiske lande

Hvis din arbejdsgiver i hjemlandet udsender dig til arbejde i et andet nordisk land, skal arbejdsgiveren eller du oplyse skattemyndigheden i hjemlandet om arbejdsforholdet. Meddelelsen gives enten på blanket NT1 eller NT2 som kan fås hos Skatteförvaltningen. Således sikrer man at forskudsopgørelsen indberettes i det rigtige land. Blanket NT1 bruges hvis du kun skal beskattes i det land hvor du bor. Dette er normalt tilfældet hvis du opholder dig i det andet land i højst 183 dage i en sammenhængende periode på 12 måneder. Blanket NT2 bruges hvis du skal beskattes i det land hvor du arbejder. Dette er tilfældet hvis du opholder dig i arbejdslandet i mere end 183 dage, eller hvis din arbejdsgiver har en fast arbejdsplads i det land hvor du arbejder, eller hvis du er en udlejet medarbejder (i visse lande).

I nogle situationer kan skattemyndighederne på baggrund af den såkaldte TREKK-aftale flytte beløb fra forskudsopgørelsen til det andet nordiske land. Dette er muligt hvis lønnen skal beskattes i et andet nordisk land end der hvor forskudsopgørelsen er indsendt. Det overførte beløb anses altid for at være betalt rettidigt i det land det er overført til og hvor beskatningen sker. Hvis det overførte beløb er mindre end den beregnede skat i det land hvor beskatningen sker, skal du selv betale det resterende beløb med renter og eventuelt rykkergebyr.

Grænsearbejdere

En person, som bor i et land og arbejder i et andet, betaler som regel kildeskat i det land hvor han eller hun arbejder (personer som bor og arbejder i grænsekommuner mellem Finland og Sverige er undtaget fra dette). I Finland betaler personer der er begrænset skattepligtige kildeskat (35 %) i Finland Betaleren kan trække kildeskatten fra lønindkomst og naturalier inden skatten inddrives hvis reduktionen er nævnt på kildeskattekortet. Reduktionen udgør 510 € pr. måned eller 17 € pr. dag hvis lønnen udbetales flere gange om måneden. Personer der arbejder i Sverige betaler SINK-skat (25 %) til Sverige.

Personer som bor og arbejder i grænsekommuner

En person, som arbejder i et andet land beskattes i bopælskommunen under forudsætning af, at personen bor i en kommune i grænseområdet mellem Sverige og Finland og arbejder i det samme grænseområde, men i en kommune på den anden side af grænsen. Personen skal desuden opholde sig i sin permanente bolig i hjemlandet mindst 2 dage om ugen.

Følgende kommuner på den finske side anses for at være grænsekommuner: Tornio, Ylitornio, Pello, Kolari, Muonio og Enontekiö. På den svenske side anses Haparanda, Övertorneå, Pajala og Kiruna for at være grænsekommuner.

Du kan læse mere på Skatteförvaltningens netsted og på den fællesnordiske skatteportal.

Tengt efni
  • Upplýsingaþjónustan Halló Norðurlönd (Samtök)

    Halló Norðurlönd er upplýsingaþjónusta Norrænu ráðherranefndarinnar. Markmiðið er að auðvelda hreyfanleika einstaklinga á milli Norðurlandanna. Á vefsíðunni eru reglur sem gilda fyrir þá sem flytja til, stunda nám eða starfa í norrænu ríkjunum. Einnig er hægt að senda in spurningar um sérstök mál á sænsku, dönsku, norsku, finnsku og íslensku.

  • Pension i Finland

    Pensionsforhold udgør en omfattende og kompliceret helhed. I dette afsnit kan du læse om hovedtrækkene i det finske pensionssystem skrevet for lønmodtagere og pensionister som bevæger sig mellem de nordiske lande. Nederst på siden kan du finde links til sider hvor du kan få mere detaljeret information om pensionssystemet og eksempelvis pensionsudbetalinger fra andre nordiske lande.


 

Viltu spyrja Halló Norðurlönd?

Spurningar um flutning, vinnu og nám á Norðurlöndunum má senda með því að fylla út rafrænt eyðublað. Spurningum er svarað af starfsfólki upplýsingaþjónustunnar Halló Norðurlönd.