Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Bæredygtig renovering gennem nordisk samarbejde

21.11.14 | Nyhet
Ørestad
Photographer
Lars Lauritzen/norden.org
13 projekter har fået støtte via Nordic Built-programmet. Projekterne dækker vidt forskellige områder af den bæredygtige byggesektor, men har to hovedpunkter til fælles: bæredygtighed og nordisk samarbejde.

Nogle af målsætningerne for projekterne, som blev indledt i København den 20. november, er ændret forbrugeradfærd, præfabrikation af bæredygtige bygningsløsninger, uddannelse af eksperter i Nordic Built Charter samt harmonisering af bæredygtighedskriterier for byggeprodukter i Norden.

Deltagernes engagement er højt, og mange af dem fremhæver fordelene ved at samarbejde på nordisk niveau.

– I stedet for at arbejde hver for sig på nationalt niveau, kan vi dele vores resultater og erfaringer. En løsning, som fungerer for os i Umeå, kan også bruges i Vasa i Finland og i Narvik i Norge, siger Karin Sandberg fra SP Wood Technology. Hun leder et af projekterne hvis formål er at udvikle et industrielt præfabrikeret og træbaseret system for renovering og bæredygtig opgradering af bygninger.

Stort potentiale

Nordic Built er et af de største igangværende nordiske samarbejdsprogrammer. Nordisk Ministerråd har via sit organ for handel og innovation på tværs af grænserne, Nordic Innovation, afsat næsten 60 millioner norske kroner til det nordiske samarbejde for bæredygtige bebyggelser – hertil kommer yderligere 40 millioner norske kroner fra de nationale regeringer. Og hvad er så grunden til at der er blevet investeret så massivt i dette projekt?

– Bæredygtig renovering er et område hvor potentialet for samarbejde og erfaringsudveksling på tværs af de nordiske grænser er enormt og relativt uudforsket. Vi har de samme udfordringer og ambitioner når det gælder sanering af den eksisterende bygningsmasse, sagde Nordisk Ministerråds generalsekretær, Dagfinn Høybråten i sin åbningstale.

Operationalisering af bæredygtighed

De støttede projekter er baseret på Nordic Built Charter som indeholder 10 fælles principper for bæredygtigt byggeri i Norden.

– Ordet "bæredygtighed" bruges i flæng og kan nogle gange virke som en tom frase. Nordic Built ønsker at operationalisere bæredygtighed, og Nordic Built Charter er et strålende eksempel på hvordan vi sætter handling bag ordene og en kompliment til certificeringsprogrammerne i de nationale Green Building Councils, sagde Høybråten og tilføjede at Nordic Built er helt i tråd med de nordiske regeringers visioner for det fremtidige samarbejde.

– Programmet kombinerer politiske og offentlige interesser, skaber grundlag for fælles løsninger på fælles problemer og bidrager til at styrke det nordiske brand i verden.

Fra bygninger til byer

Nordic Built-programmet fortsætter i 2014-2017 under navnet Nordic Built Cities. Fokus skifter således fra den enkelte bygning og vil i fremtiden være rettet mod at fremme innovative nordiske løsninger for beboelige, smarte og bæredygtige byer og eksport. Dette program bygger videre på det tidligere program og principperne i Nordic Built Charter.

I tillæg til Nordic Built har de nordiske statsministre ambitioner om at udvikle fælles teknologiske normer og standarder for bæredygtigt byggeri som en del af deres grøn vækst-initiativ.

Læs mere om de 13 projekter.