Grænseregionerne vil samarbejde i kampen imod grænsehindringer
Årets Grænseregional Forum blev afholdt d. 14 til d. 16. juni i Halden, Norge. Her fik de nordiske grænseregioner chancen for at styrke deres interne netværk og samarbejde om bl.a. grænsehindringer. Der var et stort ønske om mere samarbejde på tværs af grænseregionerne. Dette års to store temaer var grænsehindringer og European Grouping for Territorial Cooperation (EGTC).
Diskussion omkring EGTC i Norden imellem Martin Guillermo Ramirez, formanden for Association of European Border Regions (tv.) og Joakim Nergelius, professor i retsvidenskab fra Örebro Universitet (th.).
Til dette års Grænseregionale Forum var der deltagelse fra otte ud af de tolv grænseregioner, som Nordisk ministerråd giver støtte til. Derudover deltog formanden for Grænsehindringsforum Ole Norrback og flere embedsmænd fra de lokale kommuner samt fra embedsmandskomiteen for regionalpolitik under Nordisk Ministerråd.
Det vigtigste på dette års forum var en enighed imellem grænseregionerne om fælles at opnå større synlighed både i medierne og på den politiske dagsorden. Derudover var der konsensus om at øge samarbejdet på tværs af regionerne især i forbindelse med grænsehindringer. Der er allerede et projekt undervejs i efteråret 2011 med samarbejde imellem to af grænseregionerne omkring grænsehindringer i erhvervslivet.
Hovedtema på Grænseregional Forum 2011 var grænsehindringer. Grænseregionerne ønsker at blive mere aktive i bekæmpelsen af grænsehindringer. Der var dertil også fra Grænsehindringsforum et ønske om, at grænseregionerne blev endnu mere aktive i at hjælpe dem i deres arbejde mod grænsehindringer. Der blev skabt enighed om, at grænseregionerne skulle arbejde mere sammen på tværs af grænseregionerne for at lære af hinanden, både hvad angår registrering af grænsehindringer og i bekæmpelse af dem.
Formanden for Association of European Border Regions, Martin Guillermo Ramirez, var specielt inviteret for at tale om EGTC. Der blev diskuteret hvorvidt EGTC kunne være relevant for de nordiske grænseregioner, og hvorfor der endnu ikke var nogle EGTC i norden. Martin Guillermo Ramirez foreslog, at oprettelse af en EGTC ikke umiddelbart ville være en fordel i de dele af Norden, hvor grænseregioner i forvejen er veletablerede. Denne betragtning var Joakim Nergelius, professor i retsvidenskab fra Örebro Universitet, enig i, bl.a. fordi der kan være nogle juridiske forhindringer i Norden i forbindelse med EGTC. På nuværende tidspunkt vil det kun være muligt at registrere en EGTC i Sverige.
