Side-alternativer
Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Dansk.

Kronprins Frederik hædrer vinderen af FN-konkurrence

På Verdens Miljødag den 5. juni vil Kronprins Frederik overrække Nordisk Ministerråds pris til vinderen af FN's annoncekonkurrence om forvaltning og bevaring af vandressourcerne som optakt til Rio+20-konferencen.

31.05.2012

'Drop by Drop'-konkurrencen er en del af FN's generalsekretærs kampagne 'The Future We Want' op til FN's Rio+20-konference om bæredygtig udvikling i Brasilien i juni. Hovedtemaet på konferencen er manglen på vand.

En ekspertjury, som blandt andre består af EU's klimakommissær Connie Hedegaard, har udvalgt vinderen på baggrund af mere end 3.500 indsendte annoncer fra 45 europæiske lande.

Optakt til Rio+20

'Drop by Drop'-konkurrencen er en del af FN's generalsekretærs kampagne 'The Future We Want' op til FN's Rio+20-konference om bæredygtig udvikling i Brasilien i juni. Manglen på vand er et af hovedtemaerne i diskussionen når verdens ledere samles ved denne afgørende globale begivenhed. Prisoverrækkelsen i København fungerer således som en lokal optakt til Rio i Danmark og Norden.

Dansk minister taler om udvikling

Mere end 30 ambassader i København vil være repræsenteret ved arrangementet som finder sted på Nordatlantens Brygge i København hvor Grønland, Island og Færøerne har deres repræsentationer. Programmet består desuden af en paneldiskussion om vandkrisen hvor udviklingsminister Christian Friis Bach holder åbningstalen.

Kim Nøhr Skibsted, kommunikationsdirektør i Grundfos, Karin Lexén, direktør i Stockholm International Water Institute, Magnus Rystedt, administrerende direktør i Det Nordiske Miljøfinansieringsselskab (NEFCO) og Helle Munk Ravnborg, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale studier, vil diskutere hvordan de nordiske lande kan bidrage til en bæredygtig løsning af den eskalerende vandkrise i verden.

Udstillingsturné planlagt

Finalisterne i konkurrencen vil blive offentliggjort på konkurrencens netsted www.dropbydrop.eu og i de aviser som har indgået et mediepartnerskab med UNRIC. Der er allerede planlagt 22 udstillinger i 13 lande. Grundfos er sponsor for udstillingen, som primært rejser rundt til Nordisk Ministerråds repræsentationer i de nordiske og baltiske lande, samt Nordvestrusland.

Konkurrencen er arrangeret af UNRIC (FN's Regionale Informationscenter i Bruxelles) i samarbejde med UNEP, FN's Miljøprogram og FN's Højkommissær for Menneskerettigheder med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Kontakter

Louise Hagemann
Telefon +45 21 71 71 41
E-post loha@norden.org