Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Nordens rolle i G20 tages op i Nordisk Råd

19.09.16 | Nyhet
Hans Wallmark
Photographer
Morten Brakestad/norden.org
Kan Norden få indflydelse i G20? Hvordan lyder Nordens stemme i verden i dag og i fremtiden? Disse spørgsmål bliver diskuteret når Nordisk Råd holder et fælles møde i Stockholm den 26. september. Blandt deltagerne er Hans Wallmark, medlem af Sveriges riksdag, og Erkki Tuomioja, tidligere udenrigsminister i Finland.

Der har igennem sommeren været livlig debat om hvilken rolle det nordiske samarbejde skal spille i en mere og mere urolig verden. Nordisk Råd vil føre denne debat videre og arrangerer derfor i forbindelse med sit septembermøde et fælles møde hvor rådets parlamentarikere sammen med inviterede eksperter vil diskutere temaet Nordens stemme i verden – Norden og G20.

Udgangspunktet er blandt andet Sveriges kommende plads i FN's Sikkerhedsråd og hvilke muligheder der er for større nordisk indflydelse når det gælder fred og sikkerhed i verden. Debatten om Norden og G20 skal blandt andet ses i lyset af at en arbejdsgruppe på initiativ af de nordiske regeringer har fået til opgave at undersøge hvordan Norden kan agere i fællesskab i G20.

Norden yder et stort bidrag og har en stærk tradition for internationalt samarbejde og burde have muligheder for at spille en større rolle i G20-sammenhæng.

– Norden er som region en af verdens største økonomier. Norden yder et stort bidrag og har en stærk tradition for internationalt samarbejde og burde have muligheder for at spille en større rolle i G20-sammenhæng, siger Hans Wallmark (M), ordfører for Nordisk Råds svenske delegation og vært for mødet.

Netop det faktum at Norden er en enhed som består af temmelig ensartede lande er en vigtig styrke, mener Phia Andersson (S), viceordfører i Nordisk Råds svenske delegation.

– Sammen bliver vi stærkere og får den måde mere opmærksomhed fra omverdenen. Det har vi set mange gange. Derfor har vi alt at vinde på at intensivere samarbejdet i Norden. En fælles stemme er altid stærkere end hvert land for sig, siger hun.

Højkompetent panel

Direktør for udenrigsministeriet, Annika Söder, indleder diskussionen, og i panelet sidder desuden Erkki Tuomioja, nationaløkonomen Stefan de Vylder, ambassadør Ruth Jacoby samt Kai Eide, Norges ambassadør i Sverige.

Diskussionen er en del af Nordisk Råds septembermøde den 26.-27. september. Her mødes alle rådets partigrupper og udvalg samt præsidiet i Stockholm. Under septembermødet behandles en række aktuelle politiske spørgsmål inden årets store begivenhed, Nordisk Råds session, som i år afholdes i København den 1.-3. november.

Diskussionen om Norden i verden – Norden og G20 finder sted den 26. september kl. 16-17.30 i riksdagens Förstakammarsal.

Medier som ønsker at følge diskussionen kan tilmelde sig hos Ralph Hermansson, ralph.hermansson@riksdagen.se, eller på telefon +46 8 786 60 15.