Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Danish.

Nyt direkte samarbejde med Tyskland

03.06.15 | Nyhet
Nordisk Råd tog 1. juni imod medlemmer af den tyske Forbundsdag og drøftede fremtidige muligheder for at knytte endnu tættere bånd.

Formålet med besøget var at styrke og udvide det i forvejen eksisterende parlamentariske samarbejde mellem Nordisk Råd og den tyske Bundestag. De to organer har en allerede eksisterende og mangeårig tradition for at samarbejde især gennem den parlamentariske Østersøkonference (BSPC).

Næstformand for udenrigskomiteen i Forbundsdagen og formand for den tysk nordiske parlamentariske venskabsgruppe, Franz Thönnes (SPD), ledte delegationen fra den tyske Bundestag som bestod af Gero Storjohann (CDU/CSU), Cornelia Möhring (DIE LINKE.), Stephan Albani (CDU/CSU), Thomas Stritzl (CDU/CSU) og Hiltrud Lotze (SPD).

- Nordisk Råd er med sine over 60-år et af de bedste eksempler på et europæisk samarbejde. Nordisk Råd viser os den bedste praksis i forhold til et fredeligt samarbejde som fremmer alle områder som eksempelvis velfærd, velstand men også sikkerhed, som bliver mere og mere vigtigt. Efter Jerntæppets fald i begyndelsen af 90’erne, var Nordisk Råd en af de vigtigste partnere i arbejdet for at stabilere de unge demokratier i eksempelvis Baltikum, sagde medlem af den tyske Bundestag Franz Thönnes.

Behov for regional identitet

Formanden for delegationen tilføjede, at erfaringerne fra det langvarige nordiske samarbejde – modsat det noget kortere EU-samarbejde viser, at det at styrke ”people-to-people”- forholdet er det bedste måde at organisere et godt naboskab til de omkringliggende lande og en fredelig fremtid.

- Vi ser frem til at tage imod en delegation fra Nordisk Råd så vi kan styrke samarbejdet yderligere og diskutere spørgsmål om fælles udfordringer som klimaforandringer, energi og migrationspolitik. I en globaliseret verden bliver det vigtigere og vigtigere at finde en regional identitet og derfor er Nordisk Råds historie også et godt eksempel for os alle.

- Vi ser også frem til at følge reformarbejdet idet vi har de samme udfordringer i EU -nemlig at få synliggjort det politiske arbejde og få adresseret resultaterne.

I forlængelse af besøget i Nordisk Råd i København vil den tyske delegation også lægge vejen forbi Norge og den norske delegation i Nordisk Råd. Planen er foreløbig at Nordisk Råd sender en delegation til Tyskland i løbet af efteråret 2015 således at det nu mere direkte samarbejde kan udvides.