I det trygge og rige danske velfærdssamfund er der fortsat for mange mennesker, som bliver tabere og lever som marginaliserede på sidelinjen til samfundet.

Med bøger som ”Den nye ulighed”, ”Det delte Danmark” og ”Den sociale smeltedigel” har journalisten og forfatteren Lars Olsen med grundig research og analyse – iblandet personlige iagttagelser – fortalt om ulighedens Danmark. Han har også drejet debatten i en ny retning, så den ikke længere kun handler om økonomi, når vi taler om ulighed og fattigdom. Ifølge Lars Olsen er det grundlæggende problem snarere, at en del af befolkningen vokser op med markant færre chancer – muligheder – end deres jævnaldrende.

Efter hans mening er Danmark blevet et ”fem-sjettedelssamfund”, forstået på den måde, at det store flertal aldrig har haft det så godt, mens et betydeligt mindretal er ved at blive hægtet af.

Han mener, at 15 procent af de unge vokser op med markant færre livschancer end deres jævnaldrende:

”Som børn har de større risiko for at blive en børnesag i det sociale system. Som unge har de færre chancer for at tage en uddannelse. Som voksne har de større risiko for at havne på overførselsindkomst”, skriver Olsen.

Om den enkelte lykkes - eller ender på sidelinjen - afhænger af, om man som barn vokser op med stabile rammer i en familie, om man som ung får fodfæste på arbejdsmarkedet, og endelig bestemmes uligheden især af, om man får en uddannelse.

Nye udfordringer – nye løsninger

Det skal understreges, at Lars Olsen ikke helt ser bort fra pengene, når han taler om ulighed og fattigdom. Med henvisning til nyere opinionsmålinger påpeger han, at danskere med årsindkomster på over 700.000 kroner har svært ved at få øje på klasseskellene, ligesom det samme gør sig gældende for folk med lange akademiske uddannelser.

Disse mennesker er ifølge Lars Olsen vokset op i et uddannelsessystem, der priser det postmoderne samfund, og hvor vi hver især ”skriver vores egen biografi”, som han sarkastisk bemærker.

Men så rosenrød er dagligdagen bare ikke for folk flest:

”I arbejdslivet har de ikke den indflydelse på dagligdagen, som mange af de veluddannede kan glæde sig over. Og på nogle områder antager klasseskellene en uhyggelig brutalitet. En 30-årig mandlig akademiker vil i snit leve yderligere 49,5 år, mens den jævnaldrende ufaglærte kun har 44,7 år tilbage, altså en forskel på næsten fem år!”

Med sit udgangspunkt i det politiske centrum-venstre opfordrer Lars Olsen venstrefløjen og Socialdemokratiet til at genfinde den sociale indignation, men samtidig erkende, at uligheden antager andre former end i det gamle industrisamfund.

Inden finanskrisen satte ind, blev de rigere ganske vist rigere via højere lønninger, solide afkast fra aktier, stigende boligpriser osv.

Men hans centrale pointe er, at de fleste borgere i de seneste årtier har oplevet en levestandard, som de kun kunne drømme om for 30-40 år siden.

Til gengæld fylder de ikke-materielle sider af livet mere – og skaber nye mønstre – og her er Olsen særlig kritisk over for uddannelsessystemets rolle.

Han fastslår, at det fortsat er de veluddannedes børn, der har størst chancer for at få de lange uddannelser og de mest indflydelsesrige job, mens kortere uddannedes børn har størst risiko for slet ikke at gennemføre en uddannelse.

Her er årsagen netop ikke økonomi, for den generelle velstandsfremgang – kombineret med verdens højeste uddannelsesstøtte – har effektivt mindsket de økonomiske barrierer. Problemet er, at de kulturelle barrierer i uddannelsessystemet består:

”Når Mathias skal have hjælp til projektet om Margrethe den I, er der stor forskel på, om mor er akademisk konsulent eller frisør. Det samme er tilfældet ved den engelske stil. Skævheden bunder også i kulturen i uddannelsessystemet. Når læreren beder 8.klasse om at ”perspektivere” en tekst eller ”skrive en synopsis”, er det lettere at afkode for professorens Amalie end for maskinarbejderens Susanne.”

På den baggrund stiller Lars Olsen det provokerende spørgsmål, om uddannelsessystemet skal indrettes efter de manges børn eller efter de højtuddannedes?

Vismænd kortlagde fattigdom

Lars Olsen har været en tydelig stemme i debatten om ulighed og fattigdom, men ikke den eneste. For nogle år siden analyserede de økonomiske vismænd - som man kan læse mere om på hjemmesiden www.dors.dk – fattigdommen i Danmark.

Vismændene udnævnes blandt højt respekterede fagøkonomer, og derfor kan det ikke undre, at de i deres udredninger lægger vægt på kroner og ører.

I vismandsrapporten fra efteråret 2006 fastslår vismændene, at man er fattig, når man er tvunget til at leve for halvdelen af den midterste disponible indkomst i befolkningen. Denne form for fattigdomsgrænse anvendes også i OECD og i mange udenlandske undersøgelser.

En anden tilgang er at fastlægge fattigdomsgrænsen ud fra leveomkostningerne: Hvor mange penge har man behov for til at dække udgifter til bolig, kartofler, gulerødder, kød, mælk, tøj, sko? Hvor meget koster det at være i stand til at overleve, og hvor meget koster det at leve sparsommeligt, men acceptabelt?

Vismændenes svar er, at en fattigdomsgrænse på 50 procent af den midterste indkomst ligger tæt på kontanthjælpen for en enlig kontanthjælpsmodtager over 25 år, og forholdsvis tæt på det rådighedsbeløb, som myndighederne anser for en rimelig minimumsstandard, når de inddriver gæld til det offentlige.

Bekæmpelse af fattigdom

I vismandsrapporten fra efteråret 2006 opgøres det, at der i 2004 var 165.000 fattige danskere – ca. 4,4 procent af befolkningen. Mange var kun fattige i et eller ganske få år.

Alligevel viser undersøgelsen, at mere end 140.000 personer var fattige i mindst 5 år i perioden mellem 1988 og 2006, og af dem har 15.000 personer været fattige i mere end 10 år.

Fattigdommen findes især blandt unge, enlige, forsørgere med mange børn, selvstændige, personer uden for arbejdsmarkedet, ufaglærte samt indvandrere, som har svært ved at få og fastholde et arbejde. En del af de unge fattige er hjemmeboende, udenlandske udvekslingsstudenter eller praktikanter.

Vismandsrapporten viser, at flere år som fattig øger de sociale problemer. Den viser også, at sandsynligheden for at forlade fattigdom fra det første til det andet år er mere end dobbelt så stor som for at forlade fattigdom fra det femte til det sjette år.

Endelig afdækker rapporten, at længere tids fattigdom især rammer ufaglærte personer uden - eller med lille - tilknytning til arbejdsmarkedet samt selvstændigt erhvervsdrivende. Indvandrere er også fattige i længere tid end etniske danskere. Og så synes fattigdommen at vare længere for fattige i storbyen.

Bedre forebyggelse

Vismændene konkluderer, at uddannelsessystemet forhindrer, at børn i stort omfang låses fast i deres forældres indkomstgrupper. Men de dokumenterer også, at blandt danskere uden erhvervsindkomster er der en tendens til, at forældrenes svage position føres videre i næste generation.

Af samme grund fastslår vismændene, at det er afgørende at sikre, at børn og unge får personlige og faglige kvalifikationer, der kan sikre dem en plads på arbejdsmarkedet:

”Det langsigtede mål for nedbringelsen af fattigdom må tage udgangspunkt i, at udsatte børn (…) får støtte til at få de nødvendige kvalifikationer for at forhindre, at de også bliver fattige”, skriver de.

Derfor skal der sættes ind med bedre hjælp til udsatte børn allerede i daginstitutionerne, ligesom børn af indvandrere skal have bedre støtte, og indsatsen skal fortsættes i folkeskolen.

Foruden en styrket forebyggelse peger vismændene på to metoder til at reducere fattigdom: Den ene er at hæve ydelserne for dem, der er under fattigdomsgrænsen. Den anden er at forbedre deres mulighed for at blive selvforsørgende. For det tredje skal arbejdsmarkedet være mere rummeligt for de mennesker, der har brug for særlige rammer og betingelser for at kunne passe et job.

Ifølge vismændene vil en mere effektiv bekæmpelse af fattigdom være en god forretning: ”En bedre fastholdelse og integration på arbejdsmarkedet af personer med svage kvalifikationer vil forhindre spredningen af fattigdom og vil samtidigt forøge arbejdsstyrken. Derfor er en forebyggende indsats mod fattigdom og en indsats for at få flest muligt ud af fattigdom vigtig og til fordel for hele samfundet.”

Ulighed i sundhedsvæsenet

Om debatten om fattigdom bliver mere intens i kølvandet af den økonomiske krise, er et åbent spørgsmål.

Foreløbig fokuserer oppositionen på et specifikt område – nemlig sundhedspolitikken. Et af de store ideologiske opgør kommer således til at handle om, at regeringen efter venstrefløjens og Socialdemokratiets opfattelse er i gang med at underminere princippet om den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Den borgerlige regering kritiseres for at have banet vejen for private sundhedsforsikringer og privathospitaler, som langsomt, ment sikkert opdeler befolkningen i et a- og et b-hold, når det handler om at få adgang til behandling.

På dette felt bliver slagsmålet mellem regering og opposition intenst frem til næste folketingsvalg. Alligevel er et kvalificeret gæt, at den generelle debat om fattigdom fortsat kun vil fylde lidt. Måske fordi – som vismændene anfører – at den økonomiske fattigdom kun berører ret få mennesker i det moderne velfærdssamfund. Og måske fordi – hvilket vil være kommentatorens kyniske udlægning! – at stort set alle partier er mest optaget af at kapre stemmer fra de femsjettedele af befolkningen og ikke den sidste sjettedel på sidelinjen.

Innlegget står for forfatterens egen regning