Side-alternativer
Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Dansk.

Thomas Larsen

Trængsel i ishavet

Med deltagelse af blandt andre USA’s udenrigsminister Hillary Clinton blev maj måneds topmøde i Arktisk Råd en manifestation af, at spillet om Arktis er blevet international storpolitik. Danmark er med – via Rigsfællesskabet med Grønland – og ruster sig til kampen om forekomsterne af olie og gas højt mod nord.

09.06.2011

Det blev en øjenåbner at følge mødet i Arktisk Råd i Nuuk i maj.

Med et slag rykkede udenrigsministrene fra store lande som USA, Canada og Rusland ind i den lille grønlandske by og demonstrerede med deres blotte tilstedeværelse, at meget er på spil i Arktis.

Ikke et hotelværelse var til at opdrive, da politikere og embedsmænd strømmede til Nuuk efterfulgt af et ekstraordinært stort medieopbud. Et skib måtte tages i anvendelse for at skaffe plads til den amerikanske delegation, som fulgte med udenrigsminister Hillary Clinton og indenrigsminister Ken Salazar.

Alle valfartede de til topmødet i Arktisk Råd for at ruste sig til en fremtid, hvor klimaforandringerne får isen til at smelte i et omfang, så nye sejlruter kan åbnes i sommermånederne og olieselskaber kan søge efter olie og gas.

Udsigten til, at Nordvestpassagen nord om Canada og Nordøstpassagen nord om Rusland bliver sejlbare flere måneder om året, åbner nye perspektiver for skibsfarten, som vil kunne oprette direkte ruter mellem vigtige globale markedspladser.

Men først og sidst handler spillet om Arktis om muligheden for at komme til at udvinde olie og gas. Op mod 25 pct. af klodens endnu ikke opdagede reserver anslås at ligge nord for Polarcirklen, så der er enorme kommercielle interesser på spil.

Dansk strategi på vej

På grund af Rigsfællesskabet med Grønland er Danmark med i Arktisk Råd og de kommende år vil Danmark i tæt samspil med Grønland søge at positionere sig bedst muligt for at få del i mulighederne i Arktis.

I Udenrigsministeriet har embedsmændene længe arbejdet på at formulere Rigsfællesskabets kommende Arktiske Strategi. Det er sket i stor diskretion, men i midten af maj blev et udkast lækket til pressen og offentliggjort i avisen Information.

Avisen kunne berette, at Danmark med strategien meldte sig fuldtonet ind i kampen om ejendomsretten til Nordpolen:

”Kongeriget ventes at gøre krav på kontinentalsoklen ved fem områder omkring Færøerne og Grønland, heriblandt selve Nordpolen,” lød en af de centrale formuleringer i det lækkede strategiudkast, som Information kunne referere fra.

Den offentlige debat fik den danske udenrigsminister Lene Espersen til at reagere, og i en udtalelse oplyste hun, at en samlet strategi ville ligge klar i midten af juni. Hun fastslog, at der intet nyt var i Danmarks krav på Nordpolen.

- Vi følger ganske nøje de fælles internationale spilleregler, og indgiver selvfølgelig alle krav, som vi mener, at vi kan dokumentere som vores. Det samme gør i øvrigt de andre lande i Arktis. Det forventes, at Danmark vil kunne dokumentere krav på et område, der blandt andet omfatter havbunden ved Nordpolen. Men Nordpolen er ikke et mål i sig selv, udtalte ministeren.

Udenrigsministeren oplyste endvidere, at Danmark og Grønlands krav på kontinentalsokkel uden for 200 sømil ville blive forelagt for den internationale Kommission for Kontinentalsoklens Grænser senest i 2014 i overensstemmelse med FN’s Havretskonvention.

- I sidste ende skal de overlappende krav i Det Arktiske Ocean løses ved forhandling mellem parterne,” fastslog Espersen.

Bekymrede miljøfolk

Lækket af regeringens udkast til en arktisk strategi blev nærlæst udenfor landets grænser, men i Danmark fik ordene ikke oppositionens politikere op af stolene.

Tværtimod er der bred enighed om, at det er naturligt, at Danmark gør sine krav gældende. For det vil de øvrige aktører med sikkerhed også gøre.

Analytikeren John Nordbo fra Verdensnaturfonden ( WWF) ramte derfor plet, da han i Information konstaterede, at ”man går bare efter så stort et område som muligt.” Med andre ord mente han, at den danske regering fulgte gammeldags købmandskab og klassisk forhandlingslogik ved at melde kraftfuldt ud i starten for at have noget at handle med senere.

Set med miljøfolkets øjne er denne udvikling imidlertid nedslående og bekymrende. I miljøorganisationerne frygter eksperterne, at det enestående dyreliv og de skrøbelige økosystemer i Arktis alt for nemt risikerer at blive ofret i jagten på råstoffer.

Greenpeaces generaldirektør, Mads Christensen, opsummerede frygten med disse ord:

- Med denne strategi melder Rigsfællesskabet sig nu for alvor ind i kapløbet om at tilrane sig mest mulig land. En visionær arktisk strategi ville i stedet være at arbejde for en fælles løsning, der sikrer, at Arktis får den beskyttelse, som både det lokale miljø og det globale klima har desperat brug for.

Mennesker frem for isbjørne

En af de danske journalister, som har fulgt spillet om Arktis tættest – med særlig vægt på Danmarks position – er studieværten og forfatteren Martin Breum fra Danmarks Radio.

Han har skrevet den roste bog ”Når isen forsvinder - Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om Nordpolen”. I en analyse fastslog han, at Danmark – med strategien om at inddrage Nordpolen i Rigsfællesskabet – for alvor gik ind i kampen om Arktis.

Martin Breum forudså derudover, at Danmark fremover aktivt vil forfølge en linje, som betyder, at udvindingen af olie- og gasfelterne i Grønland først og fremmest skal ske under hensyntagen til grønlænderne, og at den grønlandske regering groft sagt selv må fastlægge hvilke miljøhensyn, der bør gælde for olie- og gasudvinding.

Ifølge Martin Breum har det været en vigtig sejr for grønlænderne, som har presset på for at få sat hensynet til menneskene i Arktis over det stærke fokus på ”miljø, isbjørne og klimaforandringer”.

Naturligvis vil den danske strategi lægge stærkt op til, at olie- og gasudvindingen skal ske efter de skarpeste sikkerhedsforanstaltninger, men Breum mener, at der i stigende grad vil blive lagt mere og mere vægt på Grønlands behov for økonomisk udvikling. Hvilket også flugter med de ambitiøse olieplaner, som grønlænderne er i fuld gang med at lægge i et tæt samarbejde med internationale olieselskaber.

Videnskabsmændene sættes ind

Hvordan delingen af områderne i Arktis falder ud til sin tid – og hvor store Danmark og Grønlands områder i givet fald bliver - er selvsagt uafklaret.

Som et led i bestræbelserne på at gøre de territoriale krav gældende med størst mulig vægt vil der fra dansk side blandt andet blive etableret nye ekspeditioner for at afdække det rent videnskabelige grundlag for at gøre krav på Nordpolen.

Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA, som har grænser mod Nordpolen, er enige om, at grænsedragningen i Arktis skal afgøres af FN's Havretskonvention.

Dermed kommer objektive, videnskabelige beviser i høj grad til at afgøre, hvem der kan gøre krav på Nordpolen, og ikke spektakulære aktioner, hvor de enkelte lande planter flag på smeltende iskapper eller dybt nede i ishavet.

Den danske ekspedition skal afklare, hvilket kontinent den undersøiske bjergkæde -  Lomonosovryggen - ligger i naturlig forlængelse af. Bjergkæden løber under Nordpolen og kan være i forlængelse af Grønland og Canada, men også af Rusland, og derfor følges det videnskabelige arbejde tæt i landene. Danske videnskabsmænd anfører, at Danmark umiddelbart har den fordel, at Grønland ligger tættest på Nordpolen.

Og det gør militæret også

Mens videnskabsmændene forbereder nye ekspeditioner, er militærfolket for længst gået i gang med deres form for planlægning, for de sikkerhedspolitiske strateger har i lang tid set skriften på væggen, når det gælder fremtiden i Arktis.

I en rapport fra Forsvarskommissionen fik de arktiske områder ganske sigende deres eget kapitel, og her anføres det, at Arktis vil påkalde sig stigende international opmærksomhed frem til 2025. Det fastslås endvidere, at den forventede øgede aktivitet i Arktis vil indebære, at Danmark i stigende grad skal påtage sig opgaver forbindelse med suverænitetshåndhævelse, tilstedeværelse og overvågning.

Når den arktiske strategi foreligger i sin endelige udgave, vil den givet understrege behovet for et stærkere dansk militært fokus på Arktis. Danske krigsskibe patruljerer allerede i dag mere intensivt i de nordligste farvande.

Som sagt har deltagerne i Arktisk Råd forsikret hinanden om, at kommende grænsedragninger skal ske på civiliseret vis omkring et mødebord – efter internationale regelsæt – men ingen kan være i tvivl om, at spillet om Arktis er på vej ind i en mere afgørende fase med brug af både politiske markeringer, videnskabsmænd og militærfolk.

Mødet i Nuuk var forsmag på en ny tid: Der bliver snart trængsel i Ishavet.

Innlegget står for forfatterens egen regning

Søk i Analys Norden