På Island førte den internationale finanskrise ikke kun til forbigående problemer for bankerne, den blev til direkte kollaps for hele systemet. Banksystemet kuldsejlede, og selv om de tre største banker ramtes hårdest, gik det lige så dårligt for adskillige mindre finansselskaber.

Sammenbruddets efterskælv lagde desuden mange firmaer ned, og mange familier er sunket eller i færd med at synke ned i en suppedas af gæld.

Genrejsningen af de tre banker sluttede formelt i december i fjor, 14 måneder efter at de gik fallit og længe efter at genrejsningen skulle have været bragt til afslutning ifølge de første planer.

I december blev man omsider færdig med gennemgangen af de besiddelser, der blev overført fra de gamle banker til de nye. Islændingene fortæller kyniske vitser om, hvordan alt, hvad de ejede, forsvandt ved sammenbruddet, men at det gudskelov er lykkedes at redde al befolkningens gæld over i de nye banker.

Strid om ruinerne

Ganske vist blev der regnet med, at bankerne ville blive nødt til at afskrive helt op til en tredjedel af deres krav, men disse afskrivninger gavner ikke almindelige skyldnere, hvoraf mange havde taget lån i udenlandsk valuta og måtte se sig konfronteret med en fordobling af disse lån næsten fra den ene dag til den anden, nemlig da kronekursen dykkede.

Bankerne står derimod over for at blive nødt til at afskrive den ene milliard islandske kroner efter den anden hos overforgældede firmaer, hos hvilke der ikke er nogen vej til at få pengene hjem.

Bankerne har oprettet særlige selskaber til at drive firmaer og ejendomme, som de har overtaget efter forretningsforbindelser, der var gået fallit.

Og der har været store stridigheder om, hvordan disse formuer forvaltes af bankerne, eksempelvis opstod der heftig diskussion, da det kom frem, at Arion banki havde givet ejerne af landets største forretningskoncern mulighed for at skaffe sig en andel i den, på trods af at de selv havde mistet den i en af de største fallitter i Islands historie.

Det samme skete, da banken gav de tidligere ejere af det næststørste rederi mulighed for at bevare kontrollen over selskabet.

Regeringen er blevet kritiseret hårdt for at reagere for sent og for dårligt på den brede befolknings gældsproblemer.

Omkvædet har længe været, at en hel del færre fik fallit end man havde regnet med efter sammenbruddet, idet man her gik ud fra det faktum, at en lang række skyldnere fik deres afdrag indfrosset i en periode, mens andre benyttede sig af en begrænset mulighed for at få udbetalt deres livrenteopsparing for at kunne følge med terminerne.

Her var der imidlertid ikke tale om varige løsninger på problemet, men om en galgenfrist, og nu i marts stod mange over for det vilkår, at indefrysningen af lånene blev fjernet og afdragene meldte sig med fuld styrke.

Ti dage før påske greb parlamentets handelsudvalg ind og besluttede at kræve klare svar fra bankerne på, hvilket albuerum de havde til at afskrive familiernes gæld og sænke lånenes hovedstol.

Nogle altingsmænd har tidligere forsøgt at skaffe sig disse oplysninger, men bankerne har nægtet at svare og undskyldt sig med bankhemmeligheden. Og her er det ligegyldigt, om bankerne har været forvaltet af kreditorerne eller staten. Nu er der tværpolitisk enighed om at tvinge bankerne til at svare, og mange venter spændt på disse svar.

Er udenlandske banker bedre?

Det vil sandsynligvis vare længe, inden der bliver fuld enighed om, hvordan der skal tages hånd om de besiddelser, som bankerne nu har rådighed over.

I tilfældet Arion banki er der blevet peget på, at de udenlandske kreditorer, som nu har overtaget styret i banken, har mest at sige med hensyn til, hvordan disse ting bliver grebet an.

De ser udelukkende på tingene ud fra forretningsmæssige præmisser og tager ikke hensyn til den offentlige opinion og til islandsk politik. For dem kan det derfor være det samme, om folk har gjort sig grundigt upopulære gennem deres tidligere forretningsmetoder, det eneste de ser på, er folks fremtidsplaner, så er de parat til at handle med dem igen.

Der høres derimod også tit røster, der mener, at tingene bliver bedre, når udenlandske kreditorer, ofte store banker, får magt over de nye banker.

De har økonomisk styrke til at bevilge afskrivning af gæld og kan derfor vise sig at blive mere behagelige at have med at gøre for skyldnerne end de islandske banker.

- Hvorfor skulle de udenlandske kreditorer dog have lyst til at erhverve sig alle disse boliger på Island?, spørger de forgældede boligejere og øjner håbet om en bedre tid med større tolerance fra lånefyrsternes side.

Men her er det ønsketænkning, der hersker, for ingenting tyder på, at bankernes udenlandske ejere har tænkt sig blive længe. Lige nu står de med disse ejendomme på Island, og de vil efter al sandsynlighed forsøge at indkassere alt, hvad de kan af deres enorme krav, og her kan det næppe tænkes, at der vil blive taget nogen sociale hensyn.

Hvad man ikke må

Islændingene er nu blevet klar over, bedre sent end aldrig, at bankerne havde alt for frie hænder. Regler og lovgivning formåede ikke at følge med en hastigt voksende aktivitet over hele verden.

Nu vil folk naturligvis sikre sig, at historien ikke gentager sig. I begyndelsen af i år fremlagde handelsministeren et lovforslag, hvor alle regler om finansselskaber skærpes betydeligt.

Forslaget blev udarbejdet i kølvandet på råd fra den tidligere direktør for det finske finanstilsyn. Ifølge lovforslaget bliver firmaer nu pålagt større ansvar for indre revision end før, der fastsættes regler for korrekt forretningspraksis, der lægges loft over lån til nøglepersoner i bankerne, og det samme gælder lønforhøjelser og fratrædelsesaftaler.

Desuden bliver der sat grænser for risikoforpligtelser, og reglerne om egenkapital bliver skærpet. Endvidere bliver det forbudt for banker at yde lån med sikkerhed i egne obligationer, og et sådant forbud gjaldt så sandelig ikke inden sammenbruddet.

Der findes utallige eksempler på høje lån til den slags køb, hvor der ikke forelå nogen anden sikkerhed end obligationerne selv. Da bankerne gik fallit, blev den slags sikkerheder ikke det papir værd, som de var skrevet på.

Der er stadig langt til, at den islandske økonomi rejser sig som fugl Fønix af asken.

I økonomisk henseende er Island ingen ø. Statsmagten har brug for lån, fra Den  internationale Valutafond og fra sine naboer i Norden, men disse lån har ladet vente på sig, eftersom disse långivere ønsker, at Island løser sine konflikter med Storbritannien og Holland som følge af Landsbankinns Icesave-konti i disse lande.

Erhvervslivet er nærmest bundfrosset, firmaerne slås med kolossale gældsbyrder, mangel på likvid kapital og høje renter, og arbejdsløsheden har nået hidtil usete højder.

Den islandske krone er blevet styrket en smule på det sidste, men denne styrkelse må ses i lyset af stive valutarestriktioner.

Samme restriktioner har skræmt udenlandske investorer fra at flytte kapital til landet, så længe de må regne med ikke at få deres penge tilbage, i det mindste ikke så længe restriktionerne gælder.

Genrejsningen af det islandske banksystem må forventes at gå hånd i hånd med genrejsningen af det internationale finanssystem.

Krisen på Island er imidlertid meget dybere end de fleste andre steder, og man forbereder sig på, at genrejsningen bliver smertefuld. Banker har aldrig været velgørende organisationer, og der er ikke mange tegn på, at de nye islandske banker vil lade sociale hensyn gå forud for de forretningsmæssige.

Innlegget står for forfatterens egen regning