Noget af det, der bevirker, at Island hører til de mest konkurrencedygtige lande i verden, er billig energi. Udenlandske aluminiumsfirmaers investeringer på Island er en af grundpillerne under det islandske økonomiske mirakel. Intet land producerer nu mere råaluminium pr. indbygger end Island, hvor der i dag findes tre store aluminiumsfabrikker. Det tilstræbes at udvide to af dem, og der er interesse for at bygge yderligere to.

Kyoto og Islands konkurrenceforspring

Island er et af de lande, der har ratificeret Kyoto-protokollen under FN’s klimaaftale, men to forhold bevirker, at der på Island er et betydeligt albuerum til at bygge ny storindustri.

For det første fik Island i Kyoto-protokollen lov til at øge udledningen af drivhusgasser i løbet af aftaleperioden med 10 pct., samtidig med at de fleste andre industrilande forpligtede sig til at skære ned på deres udledning. Derigennem blev islændingene belønnet for de resultater, som de havde nået i udnyttelsen af vedvarende energikilder inden 1990, som er det år, Kyoto-protokollen tager udgangspunkt i. Vandkraft og geotermisk energi forsyner islandske hjem med langt størstedelen af deres energi.

For det andet indgik man en aftale om den såkaldte ”islandske bestemmelse”. Den giver lov til en undtagelse fra begrænsningerne i udledning af drivhusgasser, hvis der er tale om storindustri i mindre økonomiske systemer, under forudsætning af, at der til at drive fabrikkerne anvendes vedvarende energi. Dog er der lagt et ”loft” over undtagelsen på op til 1,6 millioner tons CO2.

Disse to forhold betyder i realiteten, at Island kan øge udledningen af drivhusgasser med næsten 60 pct. fra 1990 og frem til 2012. Det giver Island et konkurrenceforspring i forhold til andre industrilande, der er bundet af begrænsningerne i Kyoto-protokollen, og det gør landet til en mere tiltrækkende samarbejdspartner for internationale firmaer inden for storindustri.

Storindustri på Island en del af løsningen

Regeringens politik i spørgsmål om storindustri er omdiskuteret på grund af de miljømæssige konsekvenser, der følger med de elkraftværk, der skal bygges (se Analys Norden, september 2006). Men oppositionen og miljøorganisationerne har samtidig af al kraft kritiseret opbygningen af storindustri, fordi den medfører så stor en forøgelse af udledning af drivhusgasser. Modstanderne af storindustrien fremfører, at det er uansvarligt af Island at udnytte alle de tilladelser, som landet har fået til at slippe mere CO2 og andre skadelige luftarter ud i atmosfæren.

Dette er en misforståelse, siger tilhængerne af storindustriel opbygning. Miljøminister Jónína Bjartmarz fastholdt i en debat om klimaspørgsmål i Altinget i februar hårdnakket, at storindustri på Island ikke er en del af det problem, der ligger i den globale opvarmning. Den er tværtimod en del af løsningen, sagde miljøministeren. I og med, at aluminiumsproduktionen føres til Island, produceres aluminiumet ved hjælp af ren og vedvarende energi, i stedet for at der brændes kul af i et eller andet andet land. Selv om aluminiumsproduktionen i sig selv øger udledningen af drivhusgasser på Island, indebærer den på verdensplan en reduktion af udledningen, som er mange gange større end forøgelsen på Island.

Der kan være så mange storindustrielle aktiviteter under opsejling på Island, at Kyoto-kvoten kan blive sprængt, selv om den er rummelig. Miljøministeren påtænker derfor at fremsætte et lovforslag for Altinget, der går ud på, at hvis udledningen af drivhusgasser overstiger det tilladte, så må storindustrien enten finansiere skovplantnings- og jordforbedringsinitiativer, der kan binde CO2, eller man må købe tillægskvoter hos anerkendte udenlandske parter.

Atmosfæren og islændingenes livsstil

Selv om man godtager denne argumentation – at Island kan yde sin indsats i kampen mod drivhuseffekten ved at lukke op for internationale aluminiumsfirmaer – så kan man ikke påstå, at islændingene på andre felter er specielt bevidste om deres ansvar for klodens sundhedstilstand. Til trods for al den vedvarende energi er der få nationer, der afbrænder lige så meget fossilt brændstof pr. indbygger som Island, med de tilhørende negative effekter på atmosfæren. Det kan forklares ved en stor fiske- og transportflåde, en stor luftfartsflåde og en stor, privat bilpark.

Islændingenes livsstil er ikke særlig miljøvenlig. I Reykjavik, hvor der ellers meget ofte er dårligt vejr, falder det kun 5 pct. af indbyggerne ind at påtage sig spadsereturen hen til et busstoppested. De 95 pct. kører børnene i skole i højfjeldsjeeps. Hvis man spurgte gennemsnitsislændingen, om han tog sin del af ansvaret for klimaet, f.eks. ved at bruge offentlig transport, ville han sandsynligvis bare blåøjet spørge: Jamen, fik vi ikke en kvote i Kyoto?

Problemet erkendt

De tider er forbi, hvor islandske ledere kan bagatellisere de videnskabelige advarsler, der kommer om opvarmning af kloden. Der var alvorstyngde i ministrenes udtalelser om den nyeste rapport fra FN’s klimakomité, som fremfører flere nye beviser for, at temperaturstigningen i klimaet er menneskeskabt.

Islændingene har altid været mere interesserede i, hvordan de kan tjene på globale problemer, som f.eks. verdenskrige og den kolde krig, end i, hvad de kan yde for at løse dem. Der er på Island meget større interesse for de handelsmuligheder, der måtte komme i kølvandet på en åbning af Nordvestpassagen som følge af aftagende havis, end for, hvad det ville betyde for befolkningen i Bangladesh hvis, havniveauet steg.

Dog påvirker det nogle islændinge, når videnskabsmændene spår, at den globale opvarmning kan få indflydelse på Golfstrømmen, sådan at antallet af dage med solbadning ikke vil stige, men at det i stedet bliver koldere. De nyeste videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke er særlig stor sandsynlighed for dette, og så ånder folk lettet op.

Materialismens højborg?

Erhvervslivet har stor interesse i, hvorvidt det vil være muligt at eksportere islændingenes knowhow omkring vedvarende energikilder og på denne måde bidrage til at reducere brugen af fossilt brændstof. En af de største banker på Island, Glitnir, påtænker at specialisere sig i at finansiere opgaver af denne slags og deltager i øjeblikket i opbygningen af verdens største varmeforsyning i byen Xian Yang i Kina. Man regner med, at der kan ligge kolossale muligheder i sådanne opgaver i Kina og i udviklingslandene.

I sin nytårstale for få uger siden talte Islands præsident Ólafur Ragnar Grímsson meget om de farer, der ligger i den globale opvarmning. Han lagde dog meget større vægt på de chancer for eksport af knowhow, som denne udvikling ville føre med sig, end på, at islændingene kunne blive nødt til at lægge deres livsstil om. Det afspejler på nydeligste vis den islandske nationalsjæl: Hvis Island bliver et internationalt centrum for kampen mod drivhuseffekten, så kan vi købe os nogle flere jeeps.

Mon ikke islændingene har vendt op og ned på det berømte slogan fra de internationale miljøorganisationer, som lyder: Tænk globalt, agér lokalt?

Innlegget står for forfatterens egen regning