Da økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i april talte til toppen af den danske finansverden annoncerede han et nyt initiativ for at få flere kvinder i danske bestyrelser og slog fast, at regeringen var utilfreds med, at så få kvinder nåede til tops i de børsnoterede selskaber – langt færre end i andre EU-lande.

-Det er ikke en placering, som jeg er stolt af. Men mere væsentligt, så risikerer vi, at danske selskaber overser en væsentlig ressource. Derfor skal vi have flere kvinder ind i ledelsen, sagde ministeren, og med udsigt til de slipseklædte mænd tilføjede han, at der vist var plads til forbedring i finanssektoren.

Ministerens replik afspejler en stigende erkendelse af, at det ikke går så godt med ligestillingen i et land, som ellers gerne vil opfatte sig om foregangsnation på netop dette felt.

Erkendelsen har i høj grad præget den politiske dagorden. Faktisk er det længe siden, at temaet om ligestilling, ligeløn og lige karrieremuligheder har haft så stor gennemslagkraft.

Lige så interessant er det, at kvinder både i de laveste og øverste lag af arbejdsmarkedet er involveret i kampen. De lavt betalte kvinder, f.eks. social- og sundhedsassistenterne i den offentlige sektor, kæmper for bedre løn, mens de veluddannede og karriereorienterede kvinder i toppen presser på for at åbne dørene til chefkontorerne og bestyrelseslokalerne.

Lad os starte med de sidste. Her viste en omfattende undersøgelse foretaget af Berlingske Nyhedsmagasin i begyndelsen af året, at kun 5,6 procent af bestyrelsesmedlemmerne i de børsnoterede selskaber er kvinder. I 2006 var det 5,2 procent og året før var tallet 4,7 procent. Ironisk blev det konstateret, at med det tempo ville der være ligestilling i bestyrelserne om 150 år!

Nej til lovgivning

Bendt Bendtsen løsning var at bede Komitéen for god Selskabsledelse om at se på sagen. Med anbefalinger og kodeks er det tidligere lykkedes at ændre adfærden i danske virksomheder, og formanden for komiteen Lars Nørby Johansen var med det samme klar til at tage udfordringen op.

Også ligestillingsminister Karen Jespersen har arbejdet i samme spor og været med til at udvikle et nyt charter, som skal forpligte virksomheder til at arbejde for at få flere kvinder ind i ledelses- og bestyrelsessammenhæng. Ideen med chartret er bl.a. at sætte mål for antallet af kvinder i de ledende fora i virksomhederne, men uden at bruge tvang, for ifølge ligestillingsministeren bør indsatsen ske gennem frivillighed og ikke via lovforslag.

-Den bedste måde, at få flere kvinder i ledelse på er ikke ved at lovgive men ved at arbejde sammen med virksomhederne om at sætte konkrete mål. Samtidig har jeg aldrig været begejstret for at vælge ud fra køn i stedet for kvalifikationer, udtalte ministeren. Og stort set samme melding kom fra Bendt Bendtsen.
-Jeg tror ikke på tvang. Jeg tror ikke på kvoter. Det er ikke vejen frem. Kvinder skal vælges, fordi de er kompetente – ikke fordi de er kvinder.

Her står frontlinerne i dag med de to regeringspartier samt alliancepartneren Dansk Folkeparti som den majoritet, der i sidste instans råder over flertallet til at afgøre, om der skal lovgives eller ej. Og foreløbigt er det altså et nej.

Ja til kvoter

Et stort mindretal i Folketinget ønsker imidlertid at tage hårdere metoder i brug. I foråret fremsatte Socialistisk Folkeparti, SF, et lovforslag, som gik ud på at pålægge de danske børsnoterede virksomheder at få flere kvinder i ledelserne i de næste fire år. I 2012 skulle andelen af kvinder i virksomhedernes bestyrelser og på ledelsesposter være på minimum 40 procent.

Udover at argumentere for, at forslaget ville øge ligestillingen, pegede partiets ordfører på, at virksomheder med kvinder i ledelsen klarer sig bedre end mandsdominerede virksomheder. Og der blev desuden henvist til initiativerne i Norge som et eksempel på, at det nytter at lovgive, hvis ligestillingen skal sikres i toppen af erhvervslivet.

Ikke alene SF er klar til at bruge mere håndfaste midler. På kvindernes internationale kampdag argumenterede Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, for at sikre kvindernes indtog i ledelser og bestyrelser med lovgivning. Igen blev Norge fremhævet som forbillede. Næstformanden i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Mette Frederiksen, er også en stærk fortaler for at efterfølge nordmændenes eksempel. Hun afviser, at det er nok med chartre, frivillighed og kodeks.

-Det er utilstrækkeligt at lade ligestilling i bestyrelseslokalerne indgå i virksomhedernes almindelige afrapportering (…) Vores forslag er, at man simpelt hen indfører kvoter. Når man i Sverige og Norge i loven sikrer fædre adgang til barsel, så virker det, og når man i Norge lovgiver om flere kvinder i bestyrelseslokalerne, så virker det, lyder argumentet fra politikeren.

Fronterne flytter sig

Omvendt advarer regeringspartierne, Dansk Folkeparti og erhvervslivets organisationer som f.eks. Dansk Industri mod at tvinge ligestilling igennem med lov.

I DI er holdningen, at en ledelse til enhver tid bør kunne sammensætte sin bestyrelse ud fra kompetence og mangfoldighed - og ikke kun køn. Med adresse til nordmændene udtalte en DI-direktør, at det var ganske rigtigt, at nordmændene havde fået en masse kvinder i bestyrelserne, men det var jo ikke det samme, som at de også havde fået fat i de bedste kompetencer…

Det skal dog understreges, at DI klart ønsker flere kvindelige ledere i spidsen for virksomhederne, blandt andet fordi mangfoldighed giver bedre innovation, ligesom flere kvinder i ledelsen vil medføre, at flere virksomheder i højere grad afspejler deres kundegrundlag.

Foreløbig går vejen over frivillighed, men debatten viser, at flere er klar til at tage mere radikale midler i brug for at sikre kvinder plads i toppen. Debattører, organisationsfolk, virksomhedsledere og politikere, som tidligere var skeptiske, synes gradvist at blive positive over for mere forpligtende tiltag.

Lederen af Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, udtrykte dette skred ganske præcist, da hun konstaterede, at hun egentlig var tilhænger af frivillige aftaler, men samtidig følte sig fristet af en kvoteordning, eftersom der med hendes øjne helt åbenlyst eksisterer ”en uformel mandekvote på over 90 pct”.

Sejr for de lavt lønnede kvinder

Debatten har ikke været mindre intens i forhold til de lavt lønnede kvinders vilkår. Snarere tværtimod. Forud for slaget om overenskomsterne i den offentlige sektor i foråret 08 lykkedes det for fagforbundet FOA, som blandt andet organiserer social- og sundhedsassistenterne på plejehjem og hospitaler, at få fokus på, at de typiske kvindefag med omsorg i centrum var sakket bagud i lønkapløbet. Det lykkedes også at skabe folkelig sympati for et krav om bedre løn til kvinderne i bunden af hierarkiet i det offentlige.

Udover at få sikret medlemmerne en rekordstor lønfremgang på mere end 13 procent fik forbundet rejst kravet om, at der skulle nedsættes en ligelønskommission. Siden er de faglige organisationer dog røget i totterne på hinanden over, hvem der skal sidde i en kommissionen – og hvad den skal lave.

Mens FOA kæmper for stille skarpt på forskellen i løn mellem mænd og kvinder samt lønforskelle mellem det offentlige og private arbejdsmarked, forfølger andre fagforbund andre mål.

Bundlinjen er imidlertid klar: Ligestillingen er rykket markant op på dagsordenen i 2008. Det afspejles i mediedækningen, i den politiske debat og i lønningsposerne hos social- og sundhedsassistenterne. Men der er fortsat et stykke vej til ”norske tilstande”.

Innlegget står for forfatterens egen regning