Islands formandskab 2009
Island leder samarbejdet i Nordisk Ministerråd i 2009 under overskriften Det nordiske kompas. Den røde tråd i Formandskabet er et kraftigt forstærket samarbejde om forskning og innovation, ikke mindst på klima-, energi- og miljøområdet.
Programmet har fire undertemaer:
Nordens Drivkraft, Nordens Styrke, Nordens Klimasvar og Et Globaliseret Norden.
Island tager initiativ til et stort antal samarbejdsprojekter under formandskabet, heriblandt:
- et risikokort for Nordatlanten, der skal bane vejen for et fælles beredskab for miljøkatastrofer
- et tværsektorielt samarbejde for at styrke entreprenørkultur på alle niveauer i uddannelsessystemet
- en indsats for at forbedre kultur- og sprogforståelse mellem de nordiske lande.
Blandt de mange begivenheder i Island under formandskabet 2009 kan især nævnes:
- konferencer om innovationsuddannelse, kvalitetsstyring hos nordiske universiteter og innovation i fiskerisektoren
- et Globaliseringsforum, hvor især de nordiske landes ekspertise og innovation indenfor energi- og miljøspørgsmål er på agendaen.
Globaliseringsforummet har deltagelse af de nordiske statsministre, samarbejdsministrene, topledere fra det nordiske erhvervsliv og fremtrædende forskere indenfor globalisering og innovation. Det finder sted 26-27. februar i Reykjavik.
De nordiske lande samarbejder også tæt om forberedelserne forud for FN´s klimakonference i København i december 2009. Det er vitalt for verdenssamfundet, at der indgås en ny klimaaftale. Nordens store ambition er at det lykkes.
I forordet til formandskabsprogrammet skriver statsminister Geir Haarde: "I en globaliseret verden er det af stor betydning for os i Norden at have et forankret samarbejde, der bygger på fælles historie, kultur og grundlæggende værdier om, hvad der er rigtigt og værd at stræbe efter. Disse værdier må vi til stadighed stå vagt om."
