Side-alternativer
Dette innholdet er ikke tilgjengelig på språket du har valgt. Vi viser det på Dansk.

Godkendte retningslinjer for Ekspertgruppen Nordens Sprogråd (ENS)

Retningslinjerne for ekspertgruppen for det nordiske sprogsamarbejde er vedtaget af EK-U den 3. december 2008 og gælder fra den 1. januar 2009. Samtidig ophæves de tidligere vedtægter for Nordens Sprogråd.

§ 1 Hovedansvar

Hovedansvaret for politikudviklingen inden for det nordiske sprogsamarbejde er i Nordisk Ministerråd fra 1. januar 2009 placeret under Ministerrådet for uddannelse og forskning (MR-U). Ministerrådet for kultur (MR-K) har et sektoransvar for sprogområdet.

§ 2 Mål

Ekspertgruppens arbejde skal bidrage til at målene for sprogsamarbejdet, formuleret i artikel 8 i Helsingforsaftalen fra 1962, Deklaration om nordisk sprogpolitik fra 2006, MR-U’s strategi for uddannelses- og forskningsområdet 2008-2010 og de årlige formandskabsprogrammer, realiseres.

Ifølge artikel 8 i Helsingforsaftalen påhviler det Nordisk Ministerråd at

  • ”Undervisningen och utbildningen skall i skolorna i de nordiska länderna i lämplig omfattning innefatta undervisning om språk, kultur och allmänna samhällsförhållanden i de övriga nordiska länderna, inbegribet Färöarna, Grönland och Åland.”

I november 2006 vedtog MR-U Deklaration om nordisk sprogpolitik (sprogdeklarationen). Sprogdeklarationen skal udgøre grundlaget for en samlet, langsigtet og effektiv sprogpolitisk indsats i Norden, og den skal medvirke til at sikre sammenhæng i Ministerrådets sprogsatsninger. Et af målene med sprogdeklarationen er

  • ”at alle nordboere kan kommunikere med hinanden, i første omgang på et skandinavisk sprog.”

For at nå dette mål må undervisningen i skandinaviske sprog styrkes.

Ministerrådets strategiske satsning på det sprogpolitiske område frem til 2010 fastlægges desuden af MR-U’s strategi for uddannelses- og forskningsområdet 2008-2010. MR-U’s mål for sprogpolitikken er blandt andet at

  • Styrke nabosprogsforståelsen i Norden i overensstemmelse med sprogdeklarationen. (I Norden ses dansk, norsk og svensk som nabosprog.)
  •  Relevant opfølgning af mål i deklarationen om nordisk sprogpolitik.

§ 3 Arbejdsopgaver

Ekspertgruppen refererer til EK-U.

Ekspertgruppen har følgende opgaver;

  • rådgiver MR-U/EK-U på sprogområdet eller på opdrag af EK-U/MR-U rådgive andre Ministerråd på området.
  •  rådgiver om, hvordan nabosprogsforståelsen i Norden kan styrkes primært blandt børn og unge, også unge under uddannelse.
  • rådgiver om, hvilke initiativer inden for det nordiske sprogsamarbejde, der kan ske som led i Nordisk Ministerråds satsning på globalisering.
  •  giver råd om arbejdsplanen for Netværket for Sprognævnene i Norden, inden NSS udtaler sig om arbejdsplanen.
  •  giver råd om arbejdsplanen for Program for sprogkurser, inden Netværket for Sprognævnene i Norden udtaler sig om arbejdsplanen.

Hvad angår sprogdeklarationen har ekspertgruppen følgende opgaver;

  • rådgiver om, hvordan sprogdeklarationen kan følges op på nordisk niveau
  • anbefaler tiltag på nationalt niveau, der kan styrke opfølgningen af sprogdeklarationen.

§ 4 Nordplus Sprog- og Kulturprogrammet

Ekspertgruppen er programkomité for Nordplus Sprog- og Kulturprogrammet.

§ 5 Sammensætning

Ekspertgruppen består af ti medlemmer, en ekspert fra Danmark, Island, Norge og Sverige og to eksperter fra Finland, en ekspert fra hvert og et af de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Åland samt en ekspert der repræsenterer Sametinget. Eksperterne udnævnes af Nordisk Ministerråd (MR-U) efter forslag fra respektive lands undervisningsministerium. Der skal ved samme lejlighed udses personlige suppleanter for de ordinære eksperter.

Ekspertgruppen og suppleanter udses for en 4-årig periode og sidder højst to mandatperioder i træk. Den maximale mandatperiode er som hovedregel otte år.

Ved udnævnelse af eksperterne skal lige antal kvinder og mænd efterstræbes.

Medlemmerne af ekspertgruppen udnævnes i kraft af deres kompetence.

Ekspertgruppen refererer til EK-U.

§ 6 Arbejdsformer

Formandskabet i ekspertgruppen skal rotere mellem de fem nordiske landes medlemmer på samme måde som formandskabet i Ministerrådet.

Ekspertgruppen afholder 1-3 møder årligt. Mødefrekvensen tilpasses til mødefrekvensen i EK-U.

Formanden kan ved behov deltage i EK-U/MR-U møderne eller i forberedelsen af disse møder sammen med formandskabet i EK-U og Sekretariatet. Dette gælder specielt hvor større og vigtigere sager behandles indenfor sprogområdet.

Der skal føres beslutningsprotokol fra ekspertgruppens møder. Diskussions-referat føres kun ved behov af enten Sekretariatet, formandskabet eller nogle af medlemmerne i ekspertgruppen.

Ekspertgruppen kan tage beslutning:

a) Ved ordinære møder
b) Ved telefonmøde, elektronisk møde/videokonference
c) Gennem skriftlig procedure (inkl. elektronisk post)

Alle medlemmer har en stemme. Ekspertgruppen er beslutningsdygtig når mindst fire nordiske lande er repræsenteret. Beslutninger træffes ved enkel majoritet. Ved lige antal stemmer er formandens stemme udslagsgivende.

Ekspertgruppen kan delegere beslutningsretten til formanden eller Sekretariatet i sager, som ikke er af principiel eller af større betydning.

§ 7 Administration

Sekretariatsfunktionerne for ekspertgruppen varetages af Nordisk Ministerråds Sekretariat.     

§ 8 Finansiering og økonomi   

Midler for virksomheden anvises over Nordisk Ministerråds budget.

For budget, økonomiforvaltning, regnskaber og revision gælder Ministerrådets til enhver tid fastsatte reglementer.

Rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med ekspertgruppens møder samt dagpenge betales af Nordisk Ministerråd.

§ 9 Offentlighed 

I spørgsmål om offentlighed af ekspertgruppens akter gælder Ministerrådets bestemmelser.

§ 10 Øvrigt

Nordisk Ministerråd (MR-U) beslutter om ændringer, tillæg eller ophævelse af disse retningslinjer.

 

Kontaktperson

Sigrun E. Petersen
Telefon +45 33 96 02 45