For første gang har hun nu skrevet en digtsamling på polsk, men udgivet den i sin egen danske oversættelse. Det originale værk er født som en oversættelse. Det er blevet til fyrre fantastisk intense digte, som er lige så mættede med smerte og vrede som med humor og ømhed, lige så tungt allegoriske som let kvidrende, lige så alvorlige som nonchalante.

Titlen, Skrevet på polsk, skal altså i første omgang forstås helt bogstaveligt. I anden omgang er den naturligvis også et ordspil: at skrive på polsk – at leve ”på polsk”, som er gammeldags slang for at leve i et papirløst parforhold. Man kan tænke sig, at Janina Katz med disse digte har levet ”på polsk” med det polske sprog, i et papirløst kærlighedsforhold, befriet fra ægteskabelig pligt og rutine. Hvis det er tilfældet, burde alle børn avles i papirløse forhold, så de kunne blive lige så afgrundsdybt charmerende som de digte, Katz har avlet med det polske sprog.

Samlingen indrammes stærkt af de to digte ”Dengang (1)” og ”Dengang (2)”, hvor det lyriske jeg skildrer sig som en ”lille Eurydike”, et barn der er ”revet ud af helvedet” og ”sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen”. Janina Katz blev som barn selv revet ud af Holocaust-helvedet. Hun boede i skjul hos en plejefamilie, mens hendes mor overlevede fem koncentrationslejre. Hendes digte er skrevet fra den position, hvor man er og bliver ”begloet af krigen”.

Gud er død, forstår vi: ”Vi er rolige/ Gud døde før os.” Et guddommeligt flabet digt kan læses som en Job-agtig opsang til den afdøde Gud: ”Mens du levede/ havde jeg brug for / at du udførte et arbejde/ af den ringere slags”. Men hvad gjorde Gud, det gamle fjols? ”Vandede ørkner/– beplantede stepper/ – martrede de levende.”

Hvordan kan man overhovedet skrive poesi i en sådan meningsforladt verden? Eller, som Theodor W. Adorno ville spørge: Kan man skrive lyrik efter Auschwitz? Det kan man, eller det kan Katz, ved at gøre negationen til sin yndlingsfigur og allegorien til sin yndlingstrope.
Digtene vrimler med negationer: ”ufødte børns ikke begravede aske”, ”mit ikke-bryllup”, ”en ikke-trykket hånd”, ”digte/der ikke findes”. Og de vrimler med allegorier, dvs. billeder, der fremstiller noget abstrakt i det konkretes skikkelse frem for at lade en suggestiv, abstrakt mening vokse frem af det sansekonkrete.

I en meningsforladt verden kan man ikke som den romantiske digter sanse en rose eller en sommerfugl og lade den udfolde en sværm af betydninger, som peger på noget større end den selv. Næ, hvis man vil have et billede på krigen, er man henvist til at personificere den og lade den glo. Hvis man vil have et billede på ungdommen, må man lade den slæbe efter sig ”som en herreløs hund”. Hvis man vil have et billede på hjertet, må man gøre det til ”en evig teenager”, der ”strejfer om i de elysiske marker”. Hvis man vil gøre et billede af verdens undergang, må man lade den fejre fødselsdag. Deraf Katz’ forkærlighed for allegorien, deraf hendes genbrug af en af kunsthistoriens prægtigste allegorier: Damen med enhjørningen.

Allegorien er metaforens skikkelse i en verden af aske. Og der er lige så stor forekomst af ordet ”aske” i Katz’ digte som af allegori. Men asken kan hos Katz være liderlig: Jeg’et ligner sig selv med ”en håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig”.

Der er aske, tab og negation i Katz’ digte. Men der er også et forjættet land. Konkret i rejsedigte fra Israel (”gamle jøder i et ungt land”), mere flygtigt og abstrakt i de strejf af venindekvidren og kunstens skønhed og elskeres ømhed, som lyser ind i det askegrå.

I et digt ”trommer hjertets spætte/ kaddishbønnen ud”. Kaddishbønnen er den jødiske bøn, der på én gang er klagesang (over at de døde er døde) og lovprisning (over at de har levet). Katz’ digte kan læses som sådanne klagende lovprisninger eller lovprisende klager, både over det der var, det der aldrig blev, og det der er på trods.  
Det er ikke ofte, den nordiske litteratur får del i verdenslitteraturens måske vigtigste kanon: eksillitteraturens kanon, den kanon af forfattere, der lever ”på polsk” med deres sprog (det nye eller det gamle eller begge dele). Men med Janina Katz er det blevet os beskåret.

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack