De tre tidligere bind i serien er Mindet (2005), I min tid (2006) og Indretningen (2008), om henholdsvis Agates barndom i begyndelsen af århundredet, hendes voksenliv og livet under Anden Verdenskrig. Fjerde bind, der i omfang langt overgår de tidligere, strækker sig i tid fra 1950’erne til i dag. Vi hører om hendes forskellige erhverv. Hun er maler og kommer som sådan rundt i byens huse og giver dem farver. Hun bestyrer et håndkøbsudsalg af psykofarmaka, hvormed hun regulerer folks sind, dog mildt og mest med placebo. I tyve år passer hun sin syge mand. Han dør, broderen dør, datteren dør. Tilsammen fortæller de fire romaner historien om et helt sekel, om fænomener i tiden, præcise detaljer fra arbejdsliv og menneskelige vilkår i hverdagen. De kan opfattes som historieskrivning i romanform.

Alt dette er vigtigt, men vigtigere er det selvfølgelig, hvordan bøgerne er skrevet, og i dette tilfælde, hvordan Livliner er skrevet.  Hvad er det, der gør romanen til kunst og i så eminent grad løfter den op over såvel historieskrivning som portrætkunst? Forfatteren har flyttet sit ’jeg’ ud i en fiktiv kvinde, ikke i form af en historie i traditionel forstand, der er ingen lineær fremadrettethed, intet forudfattet billede af fortælleren, men en mulighedsvifte, der foldes ud og til stadighed foldes ud, til der ikke er mere tid. For selv om tiden opleves fragmenteret, i øjeblikke, i en tilsyneladende uendelighed af nye øjeblikke, et nu’ernes mylder, et nu’ernes hav med overflade og dybder, er der et sted, hvor tiden løber ud, der er et sidste øjeblik.

Bogen er skrevet hen imod dette sidste øjeblik. Men undervejs bevæger vi os som læsere frit omkring i så meget liv, så megen iagttagelse, så megen sansning, så mange hændelser og så mange meninger, ytringer, tanker, at det fylder som et helt menneskeliv! Jeg-personen bliver så nærværende i skriftstemmen, at man nogle gange næsten synes, man hører hende trække vejret.

Romanen består af en mangfoldighed af tekster, korte nedslag i tidsstrømmen med udgangspunkt i en erindring, en sansning, en association, som afkaster en refleksion, hele tiden via et dobbelt nu, det nu, hvortil der tænkes, og det nu, hvorfra der ses. Og midt imellem disse nu’er udspiller poesien sig i den smukkest tænkelige prosa, nogle steder sammentrængt i bonmotlignende korthed, andre steder svømmende i ord, men dog kort, for teksten vil forblive i sin nøgternhed. Hovedpersonen karakteriseres netop gennem denne absolutte rensethed for føleri.

Efter endt læsning kender man hende lige så godt, som var hun et medlem af ens egen familie. Karakteristisk er hendes hårdhed, der gør de mere følsomme øjeblikke så meget desto mere svævende. Hendes overraskende glæde ved ny teknologi. Fraværet af sentimentalitet. Hendes ligefremhed, hendes sejhed, hendes uvillighed, når det gælder konventionel selskabelighed. Hendes særheder, der er lige så sære som et menneskes særheder er, men som ikke på nogen måde er udstillet – af forfatteren – eller egentlig skrevet frem … de er der bare. Personen Agate Holm er sådan.

Sprogligt befinder vi os i det unikke. Der er en påpasselighed, humor og først og fremmest indsigt kombineret med sansningens friskhed. Hvert eneste lille glimt i dette kæmpemæssige lyshav er indfanget med præcision, hver eneste lille komponent i dette kæmpemæssige bygningsværk er beskrevet med omsorg, hver eneste lille sten i denne kæmpemæssige mosaik er slebet og farvet med originalitet – erindringssummen er kolossal. Intet mangler.

Vi ser hele mennesket, og vi ser et helt menneske, forstået som et menneske, der uden at glemme et eneste glimt af liv undervejs har forsonet sig med sin egen ubetydelighed i den større sammenhæng. ”Det hele hænger til syvende og sidst sammen uden min hjælp” (p. 650).

Livliner er efter vores mening nordisk verdenslitteratur. Lyset og lokaliteten er nordisk, men det kunstneriske forehavende, den fundamentale sandhedssøgen, rytmen af øjeblikke, er universel.

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack