En permanent poetisk handling

Præsentation af Peter Laugesens Fotorama (2009)

Peter Laugesen (f. 1942) er foranderlig og genkendelig, en digter med en sjælden permanent aktualitet og tilbagevendende gennemslag, både tiden, tilværelsen og skriften taget på ordet og strøget mod sprogbrugen. Laugesen er skrift-anarkist og taler uden hierarkier - metapoetisk og poetisk - om revolution, de store skred, den lille hund og de altid sultne fugle. Han skriver dada-ord-forvandlings-maskiner i hånden og ellers skriver han helst på skrivemaskine – se fx bagside-digtet på digtsamlingen Fotorama. Laugesens poetiske strøm er ikke nødvendigvis let forståelig, men den er (ind)lysende.

Fotorama (2009) indledes med et nytårsdigt til revolutionen som er landet mellem andre våde raketter og fusere, men skriftens revolution er permanent og intervenerer i tidens uskønne newspeak, sproget vender tilbage – revolvere – og skyder både skarpt og blidt og trist og med digtets og liniens veloplagthed, trods alt:

”konkretioner i kød og blod af tomhed, dumhed, doven og dvask livslang surfen på uvidenhedens voksende
bølge – good vibrations – og al glæden, skønheden gavmildt spredt over det det hele, kun for at blive plastret til med beton, raketter og gratisaviser.”

Peter Laugesen insisterer på poesi og skrift som handling, samtidig er digtene som poetisk aktion båret af tvivl om handlingens mulighed. Skriften er som tilværelsen er som geologien i skred, ”spontant/på et usikkert skridende fundament/i ustandselig forandring -” og efter devisen ”streg det ud. ret intet”. Tvivl, grimhed – ”det er sproget/der bobler stinkende ud/meningsløst fnisende” - og beslutning fulgt af ny overvejelse indgår på lige fod med, når Laugesen skriver ”skønheden” og vi tror på den. Det hele er del af den samme poetiske forandring:

”aldrig gøre noget færdigt fordi der ikke er nogen ende på det der alligevel aldrig var bare kom og gik og kom igen og gik igen som på genfærd og sådan var det fra begyndelsen der kun blot var og er og altid vil være et sted hvor det er sådan det hele er og gør og sker og sker og sker”

Fotorama falder i tre dele, hvor motiver, ord og elementer vender tilbage i genkaldelser af tidspunkter – ”Brændende 67 og så blomstrende vildt forskelligt” – og gennem dialoger med digtere og malere og musikere, under inddragelse af nye momenter, i stadig nye bevægelser og rytmer. Der er et koldt vejrlig på færde i digtsamlingen, skriften blæser vinter, storm og is, regn og visne blade, ordmobilerne står ret ud i vinden eller vifter klirrende, men hænger sjældent stille – det blæser mod Fotoramas sidste blad, hvor en lille eksplosion detonerer syngende: ”gennemblødt af lys/gennemlyst af blod”. Og vi revolverer metapoetisk til

”Stavelsen, linjen, feltet. Jobbet, skriften, arbejdet. At gøre det til noget. At det er åbent, at væggene er der. At der eksploderer, strømmer, dør.”

Poesien er handling – og et arbejde som genoptages dag for dag. Genkendeligt foranderlig, i den valgte position ”helt alene i verden”, men altid i verden og ”hip som ind i helvede”, er Laugesen. Fotorama er udgivelse nummer mere end tres, de aller-aller-fleste er digtsamlinger, nogle er på cd med Mindspray, Singvogel eller Christian Vust, atter andre er skelsættende oversættelser af Novalis, Björling, Stein, Artaud, Charles Olson som i sig selv er store bidrag til nordisk poesi. Laugesens enkelte digtsamling er udsnit af en fortløbende skriven, alle udgivelserne er dele af den samme praksis; former, eksperimenter, ord, rytme er en fortsat poetisk handling.

Marianne Ping Huang