Konur

Roman.

Nýhil 2008.

Svensk oversættelse, Kvinnor, af Inge Knutsson.

Steinar Bragi (f.1975) har i de sidste å etableret sig som en af Islands mest lovende unge romanforfattere. Han står fremst i en flok unge digtere og kunstnere der bl.a. har samlet sig i den radikale kunstnergruppe Nyhil – men trods  sin popularitet og nærmest kultstatus blandt sine yngre kollegaer står han helt alene med en særegen stil og æstetik.

Steinar Bragi har hidtils udgivet fem digtsamlinger, fem romaner og en novellesamling. Trods popularitet blandt andre forfattere og kritikerros har Steinar Bragis tidligere værker ikke nået ud til den brede offentlighed, romanen Kvinder, der udkom i 2008 ændrede denne situation radikalt.

I sine tidlige digtsamlinger, Augnkúluvökvi (Øjeæblevæske, 1998) og Ljúgðu gosi, ljúgðu (Lyv, Pinnochio, lyv, 2001!) udviklede Steinar Bragi en særegen retorisk og kraftfuld stil. Digtene kredser omkring nogle få temaer, kroppens forald, død og sex og præges af en abjekt syn på mennesket og dens eksistens. I disse digtsamlinger skaber Steinar Bragi en mørk og apokolytisk univers hvor en akut dødsangst trænger på.

Steinar Bragis to romaner, Áhyggjudúkkur (2002) og Sólskinsfólkið (Solskinsmennesker, 2004) maler et dystert  sprogligt billede af samtiden og Islands hovedstad, Reykjavik især. I disse romaner inkorporerer Steinar Bragi diverse diskurser i sin tekst, alt fram det højlitterære og filosofiske til det trivielle og pornografiske. Fortælleren i disse romaner veksler hurtigt mellem fascination og avsky overfor den hypermodernitet han og læseren befinder sig i. Sproget er kraftfuldt ligesom i digtene men ofte grovt og uslibet. Romanen Hið stórfenglega leyndarmál heimsins (Verdens vidunderlige hemmelighed) driver disse egenskaber endnu længere. Romanen er skrevet som en pastische over den klassiske krimi hvor forebilledet hånes og foragtes, dens stil efterliger ofte triviallitteraturens og nærmer sig det banale.

Kvinder, der nu er blevet nomineret til Nordisk råds litteraturpris er Steinar Bragis modneste roman indtil nu. En fantasi over det hypermoderne Island i opgangsårene indtil kraschet i 2008, muligvis en allegori over det senkapitalistiske samfund og ikke mindst kvinders lod som ofre for kapitalisme og patriarki.

Protagonisten i Kvinder er en ung islandsk kvinde der, ikke tilfældig, hedder Eva. Hun har mistet sin datter til vuggedøden og hendes forhold til kæresten er i opløsning. I denne sårbare situation vender hin tilbage til Island fra Amerike hvor hun har uddannet sig som kunstner. I Reykjavik bliver hun tilbudt en gratis lejlighed i en af byens nye hypermoderne højhuse. Lejlighedens ejer er en ung bankmand, en af de såkaldte „finans vikinger“.

Evas opholdl i lejligheden bliver snart til et mareridt af druk, stoffer og vold. Hun bliver overvåget og mishandlet af ukendte mænd og lejligheden viser sig at være et højteknologiskt fængsel og torturkammer. Bag det hele står måske en verdensberømt kunstner, Novak, der arbejder på et mesterværk, installationen „Kvinder“ der skal bevise kvindens underlegenhed i forhold til det samfund der er bygget op af mænd.

Kvinder er en barsk romander har chokeret adskillige læsere der ikke finder den ironi over Novaks kunstprojekt der er indbygget i romanen eller den diskurs  om kunst, vold og frihed der stiller det kvindehad og menneskefjendhed der findes på romanens overflade i et kritiskt lys.

Jón Yngvi Jóhannsson