De nordiska ländernas officiella samarbete
Litteraturpriset
Pristagare
Simon Grotrian: Korstogets lille tabel, 2004 (Borgens forlag): Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2005
Simon Grotrians bøger er en lang søgen i sproget efter den indsigt, epifanien, den eller de linjer, den frasering af netop de ord i klang, fornemmelse og rytme, der et kort øjeblik siger alt, hvorefter skriften tumler videre gennem sproget, næsten mekanisk og metronomisk eller så at sige i ren poetisk form. Som et hus under stadig bygning og af ubestemt størrelse, et dueslag eller en skyskraber, hvor trykket ind imellem stiger, så taget blæser af eller gulvet bryder sammen. Metoden er surrealistisk, automatskrift, og de lysende eller mørknende epifaniske linjer er en slags "fundne objekter´.Grotrians poesi har rødder ikke bare i surrealismen, men også i konkretismen. Der er ikke så langt til hverken Ernst Jandl eller Öyvind Fahlström, selv om Grotrian ud over at være surreel og vildt konkret også er religiøs. Der er faktisk en del Frelsens Hær over ham, en del "blod og ild" og ikke så lidt "barnetro", fra dengang da hæren stadig havde bigbands, og der er en del tungetale af næsten spiritistisk komik. Grotrians poetiske univers er i stadig tilblivelse, det består af partikler og elementer i konstant bevægelse, og ind imellem klynger de sig sammen i sole. Men ærindet er alvorligt, og stort:
Alle erfaringer
bristede ud af min hånd
Jeg må løfte et træ.
Simon Grotrians seneste bog hedder "Korstogets lille tabel", og ganske vist kunne det vel nok være en korsfarer, der skriver hjem i et brev, at
I verdenslyset strålende fra Herrens øjne
rider de mod pesten
med en tromme under flankerne
men helt så ligetil er der ingenting, der er, når den mand sidder med digtets rorpind, og hvad sker der egentlig i en anden klynge linjer som:
Døden banker rust af dine visdomstænder
flyet mod en gane
mens jeg så din indianerfjer
og 1000 små balloner, der var adelige.
Semaforen blinker ufortrødent, men der er sprækker i syntaksen, alt flimrer mellem gru og komik, pludselig er det et fly, der banker mod ganen og selve mundhulen bliver et univers. Det kunne være et Amerika med fjer på, men strofens første linje dominerer alt.
Man siger her og der, at Gotrian er sær, at han er mærkelig, at han er et sludrechatol og et vrøvlehoved, - at han er koket eller en krukke, og det er han selvfølgelig også. Men han er først og fremmest en fantastisk og iniciterende digter, for hvem "helgener flammer i serieporte", mens "heliumfostrene duver i plankton" og "postludier nipper till Jomfruens tånegle". Han er måske langt væk og langt ude på sin rumrejse, men han husker altid, hvordan
Fortællingen døde i halsen
som savspåner
og ganske vist siger han, at "stjerner tændes, når du strejfer tasterne", men det er ikke sig selv, han taler om.
Det er det derimod nok, når han. med en glad erotisk fanfare siger, at "mine haletudser flimrer i orkestergraven", og som et ægte barn af Rimbaud ved han også, at "vækkeuret gjalder når jeg dør".
Peter Laugesen
Ansvarlig webredaktør
2007-04-25