Litteraturpriset
Pristagare
Kirsten Hammann: Fra smørhullet, 2004 (Gyldendal): Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2005
Kirsten Hammanns forfatterskab er desperat, energisk og rammende. Det er morsomt og aldrig afvæbnende. Tværtimod er der lakoniske knive i sprogærmet, når Hammann går til det moderne liv.Hendes prosa skærer sprogets tomme uvaner ned, så døde billeder får liv igen som sære bogstaveligheder. Virkeligheden falder fra hinanden i hyperreelle stumper, mens de stakkels romanpersoner kæmper med byrden af at blive til og blive ved med at være til, den ene dag efter den anden. Om den genkendelige verden, Hammann tager udgangspunkt i, siger hun i 1993:
Min drivkraft er en stor vrede over for en verden, jeg ikke forstår ret meget af. Jeg kan simpelthen ikke stille mig tilfreds. Ind imellem resignerer jeg selvfølgelig, som så mange andre, men det meste af vreden bliver brugt i de ting, jeg skriver.
Sprog og verden i Fra smørhullet kan betragtes som virkelighedsnære omgivelser, men den verden vi genkender og genkender os selv i gennem Kirsten Hammanns roman, bliver hele tiden taget på ordet og flyttet i retning af det groteske. Tag fx udtrykket ´smørhullet´, et konventionelt dansk sprogbillede på at befinde sig i den bedste af alle verdener: Midt i fadet med grød, hvor smørret smelter i en lille fordybning. Her lever Mette i Fra smørhullet: Midt i København, midt i Norden, i sin sofa og omgivet af en velfærd, som ligner noget i fjernsynet.
´Smørhullet´ taget i betragtning er ikke så mærkeligt, at en af romanens første billeder af Mettes liv er en historie om kvalme: "Der var noget galt i hendes hjerne, en slags betændelse eller hævelse lige der, hvor balancen sidder. Fra den ene time til den anden var hendes liv blevet pakket ind i en tyk dyne af kvalme, og nu var hun slået af banen. Fuldstændig ophørt med at kunne tage beslutninger eller foretage sig noget som helst."
Romanen er en dagbog, som i ujævn rytme dækker tiden fra 19. 9. 2001 til 24. 8. 2003 - mod romanens slutning, i januar 2003 er Mette stadig svimmel og kaster op. Nu er det, fordi hendes øjne ikke vil fokusere på virkeligheden, men "kun se på noget, der holder helt stille eller bevæger sig frem og tilbage, ikke fra side til side."
Kvalme har sine litterære aner, men i Mettes tilfælde er det ikke helt til at afgøre, hvad utilpasheden skyldes: Måske skilsmisse og midtvejskrise. Måske dødsangst. Eller sløvhed, sofasidning og slik. Måske skyldes den kroppen, som altid er vanskelig og udtilbens hos Hammann. Eller den skyldes en omfattende vanskelighed ved at skabe et fokus nede fra smørhullet.
Romanen om Mette (som har en krise med perspektivet, men er faktisk er helt normal) fortælles i slices of life, fra en nærsynet forgrund, hvor dagene flintrer afsted (hver dag med sin lille oplevelse). Alligevel ligner dagene hinanden helt, hvadenten Mette får et sponsorbarn i Afrika, overvejer sine indkøb af økologisk frugt eller må have en grillpande på tilbud.
Det er blevet sagt om Kirsten Hammanns romaner, at de handler om midtens problem: Den ´rigtige romantid´ med begyndelse, slutning, afklaring eller desillusion har det med at gå i stå til fordel for en tid af scener, iagttagelser og detaljer fra den helt nære hverdag. Midtens problem i Fra smørhullet har selvfølgelig og bogstavelig talt ikke så lidt at gøre med at befinde sig ´i smørhullet´.
Men romanens sceniske dagbogstid har også en forhistorie, der handler om Mettes succes som billedkunstner og forelsket hustru til forfatteren Søren.
Parret bosætter sig i en herskabslejlighed i palæernes gamle København, men en dag er vinduerne malet sorte. Trods vinduespudsning og mere vinduespudsning gentages overmalingen, indtil der en dag står på muren at "Mette skal dø". Så vil Søren skilles, for han kan ikke holde ud at være sammen med Mette, når hun snart skal dø.
Historien er næsten en fabel, let at læse og med en moralsk udgang, for ikke alene står der at "Mette skal dø", men " ´Du hører ikke til her´, står der jo faktisk skrevet, selvom det kun er store flader med sort maling", belærer romanen os: Hammann mere end antyder en forbindelse mellem historien om Mettes private isolation og historien om, hvordan vi forstår vores fællesskaber.
Og Fra smørhullet er Kirsten Hammann hidtil mest politiske roman; imellem alle de mulige historier som udløser Mettes kvalme, finder vi også historien om den politiske hverdag og ubehaget ved den.
Romanens forhistorie om Søren og Mette er læsetræning. Søren og Mette er læsebogsfigurer fra det mest populære læsebogssystem i den danske folkeskole i 1960´erne og 70´erne, og forhistorien fortæller om, hvordan det gik de to børn fra læsebøgerne og villahaverne, da de blev voksne omkring årtusindskiftet.
Med Kirsten Hammann kan vi begynde at læse os igennem et hverdagsliv, hvis detaljer er yderst genkendelige og som har forbindelser til 30-40 gamle intentioner, men som af og til forekommer os at ligne reality-TV. Fra smørhullet er både en fabel (den er i fabelagtig) og en roman til tiden, fablen stiller os problemet og romanen afstår fra at løse det.
Kirsten Hammann (1965) debuterede i 1992 med digtsamlingen Mellem tænderne. Herefter er udkommet romanerne vera winkelvir (1993), Bannister (1997), Bruger de ord i kaffen (2001) og Fra Smørhullet (2004). Derudover har Kirsten Hammann skrevet børnebogen Chokoladeeskapade (1998), samt lavet videokunst mm.
Marianne Ping Huang
Ansvarlig webredaktør
2007-04-25