Litteraturpriset
Pristagare
Tóroddur Poulsen: Eygnamørk. Digtsamling, 2004 (Mentunargrunnur studentafelagsins): Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2005
Tóroddur Poulsens digtsamling Eygnamørk er den nittende i rækken af denne lyriker og passionerede ordtjeners bøger og en af digterens rigeste. Dens tekster er for det meste korte og står smukt på en enkelt side, nogle rækker over på følgende side. Der varieres mellum astrofiske og enkelte strofiske digte.Titlen, Eygnamørk - en ordret oversættelse kunne være ´øjengrænser´ - alluderer til interart-perspektivet hos digteren, for hvem visuel kunst spiller en vigtig rolle - ikke bare digtes der om forskellige billedgenrer, som bliver til metaforer for digtningen; men digtene er gennem deres bogstaver og ord visuelle fænomener, som eksisterer gennem skriften og typografien på papiret.
Bogens første og sidste digt - med de nærmest identiske overskrifter "Morgun" og "Morgunin" [Morgen/en] - om henholdsvis den nyfødte og den nylig døde, indrammer denne digtsamling, hvor bidder af liv opfanges af erindringens skiftende lys og beskrives i det temporalitetens og stedets grundvilkår, som livet er underlagt. Dette sker på adskillige niveauer og i forunderligt skønne billeder.
Indledningsdigtet, "Morgun", er således en forhenværende vugges erindringsmonolog om de tider, da den "…fik gulvet til at knirke sagte/ og læber til at hviske/ …tynde solstråler/ til at liste ind mellem gardinerne/ fik snefnuggene / til at give sig bedre tid/ oppe fra himlen og ned til jorden"; der er en åndeløs og næsten H.C. Andersensk perspektivfornyelse i dette digt om erfaringen af tidens standsen op foran den gyngende vugges mirakel.
I "Dagar" [Dage] beskrives et bymiljø, der er ukendeligt efter en stor omkalfatring, med bygninger hvis gamle vinduer udskiftes med nye i ældre stil. Í "Tímagløs" [Timeglas] mødes digtets jeg og hans barndomsven Jesus, som spørger om han ikke genkender ham, hvortil jeg´et rødmende svarer selvfølgelig og skal vi ikke gå ned til stranden og fange krabber.
Den humoristiske ekfrase "Umvæling av standmyndini" [Reparation av statuen] har kritisk snert mod et bornert kunstsyn; i digtet orienterer et kollektivt vi statuen om en forestående, temmelig hårdhændet reparation og rensning, der bl.a. har til formål at undersøge, om der er en prop i statuen, som hindrer ´almindelig ordløs renhed´.
I "Ver ikki bangin sigur upphavið" [Vær ikke bange siger ophavet] beskrives et på samme tid hemmelighedsfuldt og genkendeligt kosmos, hvor der sker ting sammenlignelige med at blækket løsner sig fra papiret og flyver af sted. I digtets forløb bliver havet til et grundsymbol, som virker tilbage på digtets tittel og gør den dobbeltydig.
På disse digtes vej gennem verden og tiden med erindringen som skrøbeligt men reddende fartøj opsamles havets hungerbrøl i digternes hånd og bjærges over på papiret i kostbart lysende sorte rader.
Sprogkunstværkets vej til papiret og tilbage, sammenstillet med menneskets vej gennem erindringen, verden og tiden, hvor frem kan være baglæns, og baglæns kan være frem.Turid Sigurdardóttir
Ansvarlig webredaktør
2007-04-25