Litteraturpriset
Pristagare
Sjón (Sigurjón Birgir Sigurðsson): Skugga-Baldur, 2003 (Bjartur) (overs. Anna Gunnarsdotter Grönberg): Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2005
Sjón (Sigurjón Birgir Sigurðsson, f. 1962) gjorde sig allerede som ung bemærket i de litterære kredse i Island. Som 16-årig udgav han sin første digtsamling Sýnir (Visioner, 1978) og i de følgende år udgav han yderligere syv digtsamlinger, som senere blev genudgivet i ét bind med titlen Drengurinn með röntgenaugum (Drengen med røntgenøjnene, 1986). Frem til udgivelsen af disse samlede digte havde Sjón selv stået for udgivelsen af sine bøger, og han havde ry for at være lidt af en undergrundspoet - eller i hvert fald en anderledes forfatter. Sjón tilhørte gruppen af unge forfattere, som kaldte sig Medusa. En forfattergruppe som i 70´erne og 80´erne søgte inspiration i surrealismen, og man ser da også tydelige træk fra denne litterære retning i hans digte og faktisk også i hans romaner.I 1987 udkom hans første roman, Stálnótt (Stålnat), derefter Engill, pípuhattur og jarðaber (Engel, høj hat og jordbær, 1989), men det må siges at være med sin tredje roman, Augu þín sáu mig (Dine øjne så mig, 1994), at han for alvor slog igennem som romanforfatter.Bogen blev tildelt avisen DV´s anerkendte kulturpris i 1995. Augu þín sáu mig er oversat til dansk, finsk, norsk, svensk, litauisk og spansk og har fået en enestående modtagelse i Skandinavien. I 2001 udkom en selvstændig fortsættelse af Augu þín sáu mig - Með titrandi tár (Med dirrende tårer) - og endnu en gang fik Sjón tildelt DV´s kulturpris. Með titrandi tár udkom for nylig på svensk (2004).I disse to romaner forsøger Sjón så at sige at genskabe det 20. århundrede, og i denne genskabelsesproces benytter han sig af en religiøs vinkel tillige med forskellige litterære og kunstneriske genrer. Han trækker på islandske folkesagn så vel som internationale skrøner, krimigenren, film og tegnefilm. Sjón har desuden skrevet noveller, børnebøger og skuespil, og sidst men ikke mindst har han skrevet tekster til musikere som Björk og The Brodsky Quartet. Han er formodentlig den eneste nordiske forfatter, som har været nomineret til en Oscar - nemlig for sangteksterne til Lars von Triers Dancer in the dark i 2001.
SKUGGA-BALDUR (2003) er Sjóns femte roman, og i den dykker han ned i den islandske folkesagnstradition og det 19. århundrede. Titlen er dobbelttydig. På den ene side er der tale om et folkesagnsfænomen - nemlig afkommet af en kat og en ræv - og samtidig betyder navnet en ond ånd (eller et skummelt menneske).
Der leges med begge betydninger i Sjóns roman; sognepræsten Baldur Skuggason, som er en af hovedpersonerne, er en skummel og ondskabsfuld karakter, og han gennemgår det ene mærkværdige hamskifte efter det andet, som fortællingen skrider frem.
Man kan i princippet katagorisere Skugga-Baldur som en kortroman, eftersom bogen er på blot 123 sider, og på nogle af siderne står der kun nogle få afsnit, ja helt ned til en enkelt linje. Denne knappe stil er en vigtig del af romanen, som i høj grad balancerer på grænsen mellem poesi og prosa med sin stramme, præcise og poetiske stil. Man kan også sammenligne fortællingens opbygning med en strenge kvartet, nærmere bestemt som en kvartet af Schubert. Men selv om fortællingen ikke er lang, hvad sidetal angår, er den langt fra enkel i opbygningen, eftersom den består af adskillige fortælletråde. I en af disse følger vi Baldur Skuggason på rævejagt i kulde og mørke oppe på højlandet. I en anden hører vi om urtedoktoren Friðrik B. Friðriksson og pigen Abba der lider af Down syndrome, som han har taget til sig, og som med sin kærlighed selv er kommet ham til undsætning, da han var på afgrundens rand. I en tredje fortælles der om et skibsforlis ved en islandsk strand i foråret 1868. Alle disse fortælletråde flettes sammen på en elegant og ofte overraskende måde; Friðriks, Abbas og Baldurs skæbne er tættere forbundet end læseren aner.
SKUGGA-BALDUR blev nomineret til Den Islandske Litteraturpris i 2003. Det er en udbredt opfattelse, at dette værk er mere tilgængeligt end Sjóns tidligere romaner; at den surrealistiske fantasifulde stil som de er karakteriseret af, er blevet erstattet af en mere gennemsigtig og enkel stil, som er blevet sammenlignet med det 19. århundredes romantikere, Hoffman og Tieck. Det kan der være noget om, i hvert fald står det klart, at form og indhold går op i en højere enhed i dette værk på en usædvanlig virkningsfuld måde. Det er også værd at gøre opmærksom på, at Sjón i Skugga-Baldur benytter sig af den historiske romans form til at formidle et af nutidens omdiskuterede etiske spørgsmål; nemlig om de svage stadig er velkomne i en verden, hvor teknikken har gjort det muligt for folk at takke nej til at få børn som Abba, og hvor det forudsiges, at Downs syndrom vil være forsvundet fra jordens overflade inden for de næste årtier. Spørgsmålet er, om vi så ikke er kommet tilbage til den opfattelse som herskede på den tid, hvor romanen foregår.
Soffía Auður Birgisdóttir (oversat av Suzanne Torpe)
Ansvarlig webredaktør
2007-04-25