Litteraturpriset
Pristagare
Carl Johan Jensen - September í bjørkum sum kanska eru bláar (The afflictions of the reverend J.H.O. Dünn), 2006
Dansk titel: September i birke som måske er blå (The afflictions of the reverend
J.H.O. Dünn)
Carl Jóhan Jensen indstilles med denne digtsamling for fjerde gang til Nordisk
Råds Litteraturpris.
Som Jensens tidligere digtsamlinger er denne kendetegnet ved en særegen og
original sproglig udtryksform, hvor det ville være en reduktion blot at fastslå,
at digtenes evne til adækvat at gengive tanker og følelser reflekteres; tvivlen
i udtrykket er selvfølgelig og dermed ikke i sig selv et anliggende. I digtene
findes en eksistentiel undertone af tvivl og længsel. Det er de grundlæggende
spørgsmål i den menneskelige tilværelse, der tages op og sættes i forbindelse
med digtningen.
Til forskel fra Jensens tidligere produktion er digtene i denne samling
fortællende, og de hænger sammen som en historie om en præsts noget famlende
forsøg på at forstå sig selv, menneskene og verden. Dermed er der også en
sammenhæng mellem formen, det særegne sprog, bl.a. neologismerne, og indholdet,
forsøget på at erkende den svært begribelige verdens mangfoldighed, ikke mindst
menneskets eget sind.
Digtsamlingen har engelsk undertitel, og alle digtene har engelske titler. De
tager afsæt i ovennævnte præst, en vis “reverend J.H.Ö. Dünn”, hvis navn både
vækker associationer til den færøske digter J.H.O. Djurhuus og den engelske
1600-tals digter John Donne. Og da det drejer sig om en præst er det ikke
underligt, at flere af digtene, udover at rumme et væld af allusioner til anden
litteratur, indeholder bibelske referencer. Det gælder dog ikke bibelen som
glædesbudskab, men snarere bibelen som en utilstrækkelig, smuldrende
forståelsesramme. Et par af digtene bærer i deres titler det engelske “blues”,
og det vemodige, melankolske præger den snart tiltagende, snart aftagende livs-
og erkendelsesvilje i digtene.
Et tilbagevendene motiv er kvinden, både som forfører og som forløser og moder.
I flere af digtene omtales kvinden med henvisning til den nordiske mytologis
urkvinde “Embla”, der blev skabt af et træ, som Odin gav ånde og liv. Træet,
især i dets efterårsdragt, er et centralt symbol i samlingen. Men den livgivende
forløsning, der også bliver den digteriske forløsning, skildres som kvalfuld og
nedværdigende. Det ophøjede og sejrrige forbliver ren længsel, måske tydeligst i
det stramme og formbevidste digt “the reverend dünn’s late september villanelle”.
Flere af digtene griber tilbage i tiden og skrives op imod ældre, især engelsk,
litteratur, bl.a. “the quiddity”, der frit parafraserer et kendt digt med samme
titel af den engelske 1600-tals digter og præst George Herbert. Men hvor det for
George Herbert gjaldt en metafysisk erkendelse og lovprisning, er der som med
den joyceske epifani sket en profanisering af erkendelsesgrundlaget. I digtet er
det en kvinde, der henvender sig til “rev. J.H.O. Dünn”, og hun forsøger at nå
til kernen af det, der skal siges og forstås, ved hjælp af negationer: “ikke
farverne, sagde hun/ikke farverne, som september slår ind hos/...ikke livtag med
det skjulte/ikke rundbuen, der balancerer/... ikke enkelheden af tegn/af støv/af
celler./ikke, ikke/ikke det”. Samlingens titel, “September i birke som måske er
blå”, angiver, at det er melankoliens årstid, og at tingene ikke nødvendigvis er
det, de synes at være.
Digtsamlingen er således rig på billeder, referencer og fortælling, men dens
særlige kvaliteter og fascinationskraft ligger i den sprogligt ekvilibristiske
skildring af menneskelig uformåen. Det er spændingen mellem på den ene side det
kraftfulde udtryk og på den anden side den menneskelige afmagt, der kendetegner
samlingen. Derfor er det på sin plads, at den hårdt prøvede “rev. J.H.O. Dünn”
slutter med en gen- og omskrivning af Peter Dass’ kendte salme “Herre Gud! Dit
dyre navn og ære”, hvor det dobbelttydigt hedder “Gud er Gud/om så englene
falder ud i det tomme/Gud er Gud/om så stjernerne kunne rummes i en håndflade/
og samvittigheden døde/Gud er Gud/om så alt liv vendte tilbage/og mørket var
evigt./Gud er Gud”.
Bergur Djurhuus Hansen
Ansvarlig webredaktør
2008-01-18