Litteraturpriset
Pristagare
Jens Smærup Sørensen - Mærk dine dage: Mærkedage (2007)
Jens Smærup Sørensen er født i landsbyen Staun, ved den jyske Limfjord, og hertil er romanen Mærkedage henlagt, til en grad så markskel og vejnavne vil kunne bekræftes i lokalarkivet. Mærkedage spænder over 70 år af det 20. århundrede, fra mellemkrigstid til vores samtid – et ganske stort spand af tid, dog ikke når det som i Mærkedage drejer sig om en tusindårig landbokulturs afvikling. Mærkedage indgår dermed – som et fremragende eksempel – i rækken af danske romaner og fortællinger, som i disse år tager udgangspunkt i provinsen, i landbokulturen, i netop det øjeblik, hvor vi indser at denne kultur er forsvundet, og hvor forfattere som Christian Skov, Vibeke Grønfeldt, Hans Otto Jørgensen og altså, Jens Smærup Sørensen, stadig bærer vidne om forestillinger og livspraksis på steder, der endnu findes i landskaberne, men hvor den rodfæstede viden om fællesskab, markskel, stier og veje er opløst.
’Staun’ lyder af ’hjemstavn’ og af ’stavn’ som i ’stavnsbånd’, en håndfast binding til bondekulturen, men ’staun’ lyder også af ’stævn’ som i at ’stævne ud’. Sådan lægger flere generationers erfaring sig som lag og fortællemønstre i Jens Smærup Sørensens beretning om stedet Staun. Fortællingens udgangspunkt er traditionen for sammen at fejre sine mærkedage: Peder Godiksens konfirmation i 1936, Emma Godiksen og Orla Jensens sølvbryllup i 1968 og Henrik Lundbæks 60års-dag i 2003. Alle personlige mærkedage, men også markeringer af, at Stauns to store slægters – Godiksens og Lundbæks – har magt over for fællesskabet. Romanen krydsklipper brudstykker af de enkelte personers historie over årene med festernes tumultariske nutid, hvor suppe, steg og is bæres ind og ud. Mønstrene lægger sig omkring dem, der rejste ud – især Peder Godiksens karriere som RAF-pilot og Ellen Lundbæks som international nødhjælpsarbejder – og forbinder dem til hjemstavnen gennem rygter, anekdoter og minder, der dog også omfatter mindre heroiske beretninger som den om daglejersken Maren med Røven, gift Hans Peter Selvbinder, som er med til at bygge flyvepladsen ved Aalborg for tyskerne og i den anledning kommer ulykkeligt af dage.
Mærkedagene er mindedage, minde i betydningen bevidsthed og bevidsthed om
identitet. Men mærkedagene kortlægger også mindets gradvise opløsning, at man
umærkeligt giver slip og vælger at blive fremmed. Det er ikke tilfældigt, at
romanens sidste mærkedag holdes på hotel. Forsamlingshuset, som var rammen for
de første fester, findes ikke mere; ingen orkede mere maset med det. Jens Smærup
Sørensens store greb i Mærkedage er naturligvis, at han – som man siger -
indfælder den enkeltes historie i den store historie, og at han gør det med en
rigelighed af fortællegreb og formel skarphed, som ikke efterlader illusioner om
sammenhænge, der ikke længere findes. Smærup kan sin romankunst til
fingerspidserne – den brudstykkevise og tidsmæssigt krydsklippede fortælling om
modernisering og nye tider foldes ud i en umærkelig, men ufattelig hastig
bevægelse fra landbokultur til global landsby, samtidig med at Mærkedage, som
Balzacs storbyromaner, i én komposition forjætter os titusinde mulige romaner.
Mærkedage fortæller en historie, som er på nippet til at glide os af hænde, og
den fortælles i alle tiders bedste prosa – i dækket direkte tale som hos
Flaubert, med et skiftende og udfordrende ’vi’ som hos Faulkner, i en stor og
raffineret, musikalsk komposition som hos Thomas Mann, i kortprosa og scenisk
fremstilling, i montage og krydsklip. Smærup kan og gør det hele i Mærkedage, og
han gør det for at give sprogets sanselighed til en fåmælt, nu næsten forstummet
kultur. Mærkedage er minde så det mærkes på ordene, romanen realiserer provinsen
som skrift.
Marianne Ping Huang
Ansvarlig webredaktør
2008-01-10