Børn er kompetente mediebrugere
En række af Nordens førende medie- og computerspileksperter stiller i denne uge skarpt på børn og unges medievaner. Det sker på konferencen ’Den kompetente gamer’, som åbner i Stockholm den 23. november.
Konferencen, som åbnes af den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth, tager udgangspunkt i børn og unges brug af computer- og tv-spil. Deltagerne vil diskutere behovet for udvikling af nye mediekompetencer hos børn og unge.
Er computerspillet fremtidens dannelsesmedie? Hvad er det, der gør computerspillene så attraktive for børn og unge, hvilke pædagogiske muligheder rummer spillene og de nye medier, og hvordan indvirker de på børn og unges mediekompetencer? Det er blot nogle af de aspekter, konferencen ser nærmere på.
Konferencens oplægsholdere tæller blandt andre:
Anne Mette Thorhauge fra Københavns Universitet, Linus Feldt fra Svenska Datorspelinstitutet, finske Jussi-Pekka Koskiranta fra YLE Children & Youth.
’Den kompetente gamer’ er en del af Nordisk Kulturforum og arrangeres af Nordisk Ministerråd i samarbejde med Medierådet, Sverige, Nordicom og Nordiska Datorspilprogrammet.
Nordisk Kulturforum
Det nye nordiske kultursamarbejde bygger på dialog med hele kulturbranchen og på en løbende diskussion af mål og midler. Nordisk kulturforum er et dialogværktøj og den vigtigste mødeplads for at sikre videreudvikling af kulturmiljøerne i Norden.
