Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Fælles ansvar for flygtningebørn

03.11.16 | Nyhet
Annette Lind
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
De nordiske lande har nye og store udfordringer med at integrere de mange nye flygtninge. Derfor foreslår Socialdemokraterne i Nordisk Råd, at også fri- og privatskoler bidrager til integration af flygtningebørn.

-Det ligger os meget på sinde, at alle børn, der kommer til vores nordiske lande får en god begyndelse og et godt skoletilbud. Integrationsopgaven skal løftes bredt og derfor ønsker vi, at fri- og privatskoler også skal bidrage til integrationen af de mange flygtningebørn, sagde Annette Lind, da hun fremlagde forslaget.

I Danmark står eksempelvis de frie grundskoler for undervisningen af 16 procent af eleverne i grundskolen og modtager 5,2 mia. kr. i tilskud fra staten i 2016. Også i Sverige er der et stort antal privatskoler.

Socialdemokraterne i Nordisk Råd mener også, at det er vigtigt, at landene lærer af hinandens erfaringer på dette område og anbefaler Nordisk Ministerråd at afholde en nordisk konference med fokus på god integration af asylbørn og god praksis for vellykket integration.

-Vi har valgt forskellige løsninger i landene for at håndtere udfordringerne og vores skolesystemer er heller ikke ens. Men flygtninge- og integrationsspørgsmål er vigtige at samarbejde om. Derfor tror vi, at en fælles mødesplads, hvor vi kan lære af hinanden og hvor også dem, som står midt i praksisfeltet, kan deltage, er et nødvendig og godt tiltag nu, sagde Norunn Tveiten Benestad fra den konservative gruppe, som støttede forslaget.

Nordisk Råds politikere stemte for forslaget, som nu sendes videre til de nordiske regeringer,

Contact information