Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Fællesnordisk pantsystem syltes fortsat af nordiske regeringer

21.04.16 | Nyhet
Karin Gaardsted
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
Op mod 400-500 millioner dåser holdes udenfor de nordiske landes pantsystemer årligt ifølge en opgørelse fra Nordisk Råd, ikke mindst i forbindelse med grænsehandel. Regeringerne ignorerer problemet og lader bare stå til, mener Rådet, der ønsker at oprette pantsystemer på tværs af grænserne i Norden.

Nordisk Råd har i en årrække presset på for at oprette en pantordning mellem de nordiske lande. Nu afviser de nordiske landes regeringer i et svar til Nordisk Råd at undersøge sagen yderligere, blandt andet med henvisning til, at der kommer en ordning mellem Danmark og Tyskland i 2018.

Svaret blev givet i forbindelse med Nordisk Råds temasession i Oslo den 19. april, men Rådets Udvalg for et bæredygtigt Norden er ikke tilfreds med den tilbagemelding.

- Der er sået tvivl om aftalen mellem Danmark og Tyskland, så regeringerne kan ikke påstå, at den er faldet på plads, for det andet løser den jo ikke problemet i Norden. Faktisk har regeringerne i deres svar til Nordisk Råd negligeret de millioner af pantfri dåser, der krydser grænserne specielt fra Tyskland til Danmark og Sverige, men også mellem de nordiske lande samt Estland og Finland, mener Karin Gaardsted (S-Danmark) fra Nordisk Råds Udvalg for et bæredygtigt Norden.

- Det kan undre, at de nordiske landes regeringer ikke tager dette mere alvorligt. Dels er der tale om et betydeligt miljøsvineri, fordi dåserne smides i naturen, dels er det et stort værditab, når dåser ikke samles ind til genbrug men ryger i forbrændingen via almindeligt husholdningsaffald, understreger Karin Gaardsted.

- At regeringerne afviser Nordisk råds forslag uden nogle holdbare argumenter er ikke acceptabelt. Når regeringerne svigter, er vi nødt til at undersøge, om Rådet kan fremme en løsning ved at gå i dialog med pantorganisationerne og bryggeribranchen, udtrykker Thomas Finnborg (M-Sverige).

Det er især i forbindelse med grænsehandel, at dåser går tabt. Derfor presser Nordisk Råd på for, at det skal være muligt at få udbetalt pant på tværs af grænserne i de nordiske lande.

Rådet opretholder derfor sin opfordring til de nordiske landes regeringer om at i samarbejde med de nationale pantorganisationer at udvikle og indgå en aftale om gensidig udbetaling af pant på aluminiumdåser og PET-flasker i grænseområderne mellem de nordiske lande.