Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Fokus på velfærd i Island

08.04.14 | Nyhet
Velfærdsudvalget i Nordisk Råd diskuterede udfordringer og muligheder for et udbygget nordisk samarbejde om velfærd og sundhed med Eygló Harðardóttir, Islands samarbejds- og socialminister, da de mødtes i Akureyri tirsdag.

-Velfærdsvagten er et godt eksempel på nordisk nytte, hvor vi kan samle og dele vores erfaringer med hvordan kriser påvirker velfærden. Vi kan lære meget af hinanden, så vi er bedre forberedt næste gang vi oplever endnu en krise, sagde Eygló Harðardóttir, Islands samarbejds- og socialminister.

Velfærdsvagten er et af projekterne, som igangsættes under Islands formandskab for Nordisk Ministerråd. Der skal også udvikles et sæt af indikatorer, så man bedre kan måle og sammenligne velfærden i de nordiske lande.

Den islandske minister påpegede også, at arbejdet med en forebyggende og tidlig indsats overfor ressourcesvage børn og familier er højt prioriteret i ministerrådets arbejde. Mange af politikerne i Velfærdsudvalget fremhævede Børnehuset i Island, som arbejder med børn der er blevet misbrugt, som et godt eksempel og kilde til inspiration for de øvrige nordiske lande.

Både ministeren og medlemmerne af Velfærdsudvalget gav udtryk for store forventninger til Bo Könbergs rapport om et forstærket nordisk sundhedssamarbejde, som bliver fremlagt i forbindelse med de nordiske social- og sundhedsministres møde i Island i midten af juni.