Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Godt nyt fra de nordiske skove

Lige nu sker der mange spændende projekter i de nordiske skove, som alle kan få glæde af. En ny hjemmeside samler de mange tiltag i et slags inspirationskatalog, som beskriver, hvordan man med succes kan skabe lokal merværdi og sikre, at lokalsamfundet får optimal glæde af den nærliggende skov. Eksemplerne er indsamlet af en arbejdsgruppe under Nordisk Ministerråd.

2010-02-26
Skog
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

-Hovedformålet med hjemmesiden er at videregive de mange og forskellige tiltag til inspiration, så de nordiske lande, på trods af forskellige regler og traditioner for at anvende naturen til produktionsmæssige og rekreative formål, kan blive inspireret og lære af hinanden, forklarer seniorforsker og tovholder på projektet Morten Ingerslev fra det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

I Vestskoven 15 km fra København er en gruppe psykisk udviklingshæmmede blomstret gevaldigt op og gør samtidig stor nytte som skovhjælpere i naturcentret Herstedhøje. En times kørsel fra Oslo har en norsk skovejer udviklet sin skov til en populær lokalitet for firmaers vildmarksarrangementer. Og i Sverige tumler arkitekten Thorbjörn Holmlund med at få lov til at bygge en 45 meter høj elg i limtræ, hvis mave skal huse et konferencecenter.

Disse eksempler er bare et lille udpluk af de mange tiltag, som i disse år foregår i Nordens skove  og som nu er samlet på hjemmesiden.

Det gælder om at skabe lokal merværdi på nye måder og dermed sikre, at lokalsamfundet får optimal glæde af den nærliggende skov. Hjemmesiden henvender sig derfor bredt til skovejere, embedsmænd og politikere – men også til almindelige borgere, der interesserer sig for deres lokale skov og dens muligheder.

Læs mere på www.skovenslokalevaerdier.dk

Kontakter

Mads Randbøll Wolff
Telefon +45 33 96 02 56
E-post mrw@norden.org