Kritik fra valgobservatører i Rusland
Internationale valgobservatører, der fulgte valget til den centrale Statsduma i Moskva søndag 4. december, har udsendt en kritisk udtalelse.
– Valget beviste, at det russiske folk kan forme landets fremtid ved at udtrykke dets vilje trods mange forhindringer. Men der er behov for forandringer, så folkets vilje kan blive respekteret, udtalte lederen af OSCE's valgobservation i Rusland Petros Efthymiou. OSCE og Europarådets parlamentariske forsamlinger udsendte en udtalelse om valget, som delegationen fra Nordisk Råd tilsluttede sig.
Nordisk Råd havde en lille delegation på tre politikere, Michael Tetzschner fra Norge, Jeppe Mikkelsen fra Danmark og Helén Pettersson fra Sverige, der på vegne af Nordisk Råd var på valgobservation i Moskva. Andre nordiske parlamentarikere var blandt de større grupper af observatører udsendt af OSCE og Europarådets parlamentariske forsamlinger. I alt var der 325 internationale observatører, der besøgte over 1.300 stemmesteder og fulgte optællingen på 115 stemmesteder.
Det er kun en brøkdel af valgstederne i det meget store land, men observationerne gav dog et billede af, at ikke alt gik efter bogen. Observatørerne fra de to teams fra Nordisk Råd nåede at besøge godt 20 valgsteder. Generelt gik selve valghandlingen godt, men det kritiske punkt var under stemmeoptællingen. Det ene team blev ikke lukket ind før stemmeboksene var tømt og optællingen var gået i gang. Jeppe Mikkelsen fra det andet af de to nordiske teams oplevede hele stemmeoptællingen på et lille valgsted. Her havde de lokale beboere kun afgivet cirka en femtedel af stemmerne. Til gengæld var der kommet busser med omkring 1.000 offentligt ansatte, der blev kørt til dette valgsted af myndighederne. Han udtalte til Jyllands-Posten:
– Der var overhovedet ikke styr på tallene. På et tidspunkt oplyste de tal, som viste, at der var flere, som havde stemt, end de havde modtaget stemmesedler. Så spurgte jeg, hvordan det hang sammen, og så kom de tilbage med en forklaring om, at de havde modtaget ekstra stemmesedler, og sådan blev der ændret på tal hele tiden. Stemmeprocenten var absurd høj, op mod 90 pct., og måske ikke overraskende fik Forenet Rusland cirka 80 pct. af stemmerne.
De nye 450 medlemmer til Statsdumaen kommer fortsat fra fire partier. Regeringspartiet Forenet Rusland gik markant tilbage til ca. 49,5 procent. Kommunisterne gik frem til 19,1 procent. Det mere socialdemokratiske Et Retfærdigt Rusland gik frem til 13,2 procent, mens det nationalistiske og populistiske såkaldt liberaldemokratiske parti fik 11,6 procent. Tre partier klarede ikke spærregrænsen på syv procent. Størst af dem blev det liberale Jabloko med 3,3 procent.
Udtalelse fra OSCE og Europarådets parlamentariske forsamlinger
Kontakter
Torkil Sørensen
Telefon
+45 33 96 04 46
E-post
ts@norden.org
