Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Nordisk Råd: Vi skal investere i de unge

Det kan ikke betale sig IKKE at investere mere i børn og unge for at undgå at de falder udenfor arbejdsmarkedet. Så klar var konklusionen, da Velfærdsudvalget i Nordisk Råd diskuterede social investering i Stockholm onsdag.

2013-04-11

Social investering og cost/benefit analyse kan lyde lidt råt, når det handler om mennesker, men såkaldt social investering er nødvendig, hvis vi skal bryde den onde cirkel, sagde Sonja Mandt.

Fotograf
Johannes Jansson/norden.org

-Social investering og cost/benefit analyse kan lyde lidt råt, når det handler om mennesker, men såkaldt social investering er nødvendig, hvis vi skal bryde den onde cirkel hvor flere og flere unge i Norden ikke består folkeskolens afgangsprøve og kommer videre i skolesystemet og ud på arbejdsmarkedet, sagde Sonja Mandt, der er norsk medlem af Velfærdsudvalget i Nordisk Råd.

Hele 25% af en årgang i Sverige består ikke folkeskolens afgangsprøve.  13.000 af en årgang på 110.000 havner helt udenfor uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Med disse chokerende tal fortalte samfundsøkonomen Ingvar Nilsson fra Institute for Socio Ecological Economics (SEE) hvorfor det er nødvendigt med sociale investeringer i børn og unge. Han kom med forskellige eksempler på hvordan forholdsvis små investeringer i f.eks. tekniske hjælpemidler og et bedre og mere helhedsorienteret syn og behandling kan hjælpe børn og unge med diagnoser som ADHD og andre social og psykiske diagnoser.

De nordiske politikere var meget interesserede i at høre om de konkrete eksempler på, hvordan man gennem den svenske Socialinvesteringsfonden og sociale investeringer kan sikre et helhedssyn og langt bedre samarbejde mellem de utrolig mange forskellige offentlige myndigheder, der er involveret, samt at styrke samarbejdet med den  frivillige og private sektor.

Christina Husmark Pehrsson svensk medlem af Riksdagen og Nordisk Råd mødtes også med sine nordiske kollegaer og fortalte, hvordan hun har arbejdet med  førtidspensionister i mange år.  Hun refererede til de dramatiske tal i rapporten ”Unge på kanten”, der viser at en stigende andel af unge i Norden ikke gennemfører en skoleuddannelse og er helt udenfor skolesystemet og arbejdsmarkedet. Hun nævnte også flere eksempler på succesrige projekter som f.eks. Frysehuset i Sverige, der har haft stor succes med at bryde en ’onde cirkel’ og hjælpe mange unge videre.

Velfærdsudvalget arbejder med temaet ”Hvilke tiltag hjælper unge arbejdsløse med fokus på nytænkning og gode eksempler fra den offentlige, frivillige og private sektor” resten af året.  Deres møde fandt sted i forbindelse med Temasessionen i Stockholm onsdag.

Kontakter

Beate Christine Wang
Telefon +45 24 69 94 42
E-post bcw@norden.org