Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Ny Analys Norden: Socialdemokrater i knibe

Der er hårde tider for socialdemokraterne i både Danmark og Sverige, viser de seneste analyser i web-magasinet Analys Norden, der udkommer i dag. Årsagerne er dog langt fra de samme.

2006-04-26

Fra Danmark skriver Lotte Hansen, at de elendige meningsmålinger for Helle Thorning-Schmidts parti nu medfører, at man dybt inde i det socialdemokratiske bagland søger at køre en ny dronning frem, nemlig Københavns erfarne overborgmester, Ritt Bjerregaard. Foreløbig ved ingen, hvad Ritt siger til tilbuddet.

De svenske socialdemokrater har den sidste tid set måbende til, mens partiets leder gennem ti år, statsminister Göran Persson, mistænkes for brud på arbejdsmiljøloven. Det sker mens en fjerdedel af hans regering er blevet kritiseret opsigtsvækkende stærkt af Rigsdagens konstitutionsudvalg for manglende vilje til handling under tsunami-katastrofen. Det skriver den svenske analytiker Margit Silberstein, som også oplyser, at yderligere to tunge socialdemokrater for nylig, på én og samme dag, blev tiltalt for henholdsvis bestikkelse og racistiske udtalelser. Oppositionen i Sverige er handlingslammet, og magter ikke at udnytte situationen til egen fordel.

Læs også i Analys Norden om det stenrige Norge, der nu også vil have al magt over Svalbards kontinentalsokkel, hvor forventningerne til olie- og gasfund er enorme. I Island begræder mange, at USA’s militær forlader sagaøen efter 55 år på Keflavik-basen. Hvem skal nu beskytte landet, - og undsætte borgerne, når de udsættes for ulykker?

I Finland handler det i øjeblikket næsten kun om formandskabet i EU fra 1. juli. Herfra skriver Markku Heikkila, at hvad statsminister Vanhanen måtte mangle af europæiske visioner, opvejer han med sin praktiske og saglige håndtering af formandskabet. Finlænderne har vænnet sig til EU, ikke mindst har man oppe i nord fundet ud af, hvorledes man får pengestøtte fra EU.