Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Nyt Norden: Forslag til fornyelse af det nordiske samarbejde

04.04.14 | Nyhet
Den nordiske samarbejdskomité modtog den 4. april moderniseringsrapporten Nyt Norden. Rapporten er generalsekretær Dagfinn Høybråtens afrapportering på det mandat, de nordiske regeringer gav ham til at modernisere, effektivisere og forny det nordiske samarbejde, i forbindelse med Høybråtens tiltrædelse i foråret 2013. De nordiske regeringer behandler rapportens anbefalinger på den nordiske samarbejdskomités møde i april og på samarbejdsministrene møde i juni.

I forlængelse af Dagfinn Høybråtens tiltrædelse som generalsekretær for Nordisk Ministerråd i marts 2013 gav den nordiske samarbejdskomité. Høybråten mandat til at se på mulighederne for at effektivisere og forbedre det nordiske samarbejde særligt vedrørende beslutningsprocesser og administrativ praksis i Ministerrådet, de nordiske institutioner, projekterne i det nordiske samarbejde og endelig det nordiske budget.

39 konkrete anbefalinger

På baggrund af et analysearbejde fremlægger generalsekretær Høybråten nu rapporten Nyt Norden med 39 konkrete anbefalinger, som skal reformere samarbejdet mellem de nordiske regeringer. Anbefalingerne skal blandt andet bidrage til at

- styrke samarbejdet på ministerniveau ved at sikre et mere indholdstungt og dynamisk politisk samarbejde, .

- sikre et effektivt sekretariat som støtter op om det politiske samarbejde,

- sikre tydelighed om roller og ansvar for aktørerne i det nordiske samarbejde,

- skabe et nyt nordisk budget, som er et reelt styrings- og prioriteringsredskab,

- få mere nordisk nytte ud af Ministerrådets projekt- og programvirksomhed,

- sikre en mere tydelig ejerstyring af de nordiske institutioner.

Generalsekretærens anbefalinger behandles af den nordiske samarbejdskomité den 23. april og drøftes efter planen af de nordiske samarbejdsministre på deres møde den 26. juni.

Ambitiøse forslag

Dagfinn Høybråten udtaler i den forbindelse:  

− Som generalsekretær for Nordisk Ministerråd er jeg glad for at de nordiske regeringer fortsat har ambitiøse visioner for det nordiske samarbejde. Vi har i det nordiske samarbejde gennem årene opnået mange konkrete resultater til gavn for de nordiske borgere, men en organisation som ikke er på jagt efter kontinuerlig forbedring, vil sakke agterud. Derfor stiller jeg nu en række ambitiøse forslag som jeg ser som essentielle for at fremtidssikre det nordiske samarbejde, siger Dagfinn Høybråten, som ser frem til regeringernes behandling af forslagene.

Rapporten fås ved henvendelse til Nordisk Ministerråds publikationsafdeling.