Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Oprindelige folks forhold og rettigheder i fokus på fælles nordisk-canadisk konference

27.02.15 | Nyhet
Grønland
Photographer
Nikolaj Bock
På symposiet ”International Focus on Northern Development ” i Québec diskuteres den fremtidige udvikling af de nordlige områder herunder også fremtiden for de oprindelige folk i nord. Nordisk Ministerråd har i den forbindelse netop udgivet den anden Arctic Human Development Report, som giver et billede af et Arktis i forvandling.

Arktis er under forandring både på grund af klimaændringer og globalisering. De udfordringer og muligheder,  som det giver, er et af fokuspunkterne på en stor konference arrangeret af Nordisk Ministerråd og provinsregeringen i Québec, Canada.

Den grønlandske græsrodsmand Aqqaluk Lynge, stifter af "Inuit Human Rights Center", talte på 'International Symposium on Northern Development” som en af de nordiske oplægsholdere.  Han berørte blandt andet spørgsmålet om internationale regelsæt for at sikre de oprindelige folk i Arktis i en tid med store forandringer.

- Der er allerede en god værktøjskasse af internationale regelsæt så som FN's deklaration for oprindelige folks rettigheder og ILO's artikel 32, hvor nationale regeringer forpligtes til at facilitere kontakt med oprindelige folk i forhold til den økonomisk udvikling. Nu handler det om at omsætte gode intentioner til reel handling og gennemførsel af eksisterende regelsæt, sagde Aqqaluk Lynge på konferencen i Québec.

Aqqaluk Lynge har 35 års erfaring i at arbejde med oprindelige folks rettigheder, levevis og mobilisering og således mange års arbejde med nationale såvel som internationale regelsæt.

Nordiske erfaringer møder canadiske

Québecs strategi for udvikling af deres nordlige områder, Plan Nord, arbejder med at skabe økonomisk udvikling parallelt med velfærdsmæssig udvikling.

I den sammenhæng er samarbejdet med Québecs oprindelige folk - Inuu, Ischtee, Inuit og Cree - helt centralt for at sikre, at den ønskede økonomiske udvikling også skaber en værdi for de oprindelige folk, der bor i områderne.

Det er et område, som de nordiske lande og Nordisk Ministerråd har mange erfaringer med dels i forhold til de samiske befolkninger i Norge, Sverige og Finland, men også i forhold til Inuit i Grønland.

Arctic Human Development Report”, som Nordisk Ministerråd netop har udgivet, søger netop at bidrage til forståelsen af sammenhængen mellem fysiske og sociale forandringsprocesser og hvordan de påvirker livet for befolkningen, herunder også de oprindelige befolkninger, i Arktis.

Det er et område, som de nordiske lande i mange år har udvekslet erfaringer omkring, dels i forhold til de samiske befolkninger i Norge, Sverige og Finland, men også i forhold til Inuit i Grønland.  Og rapporten fra Nordisk Ministerråd er et af mange eksempler på værdien i et øget samarbejde mellem de nordiske lande og andre regioner i nord, et samarbejde som konferencen i Quebec er med til at styrke.

Se programmet for ”International Focus on Northern Development"-symposiet.

Se også ny rapport om "Arctic Social Indicators", netop udgivet af Nordisk Ministerråd.