Tidsskriftet Analys Norden nedlægges
Nordisk Ministerråds og Nordisk Råds on-line tidsskrift for politisk analyse med Norden i fokus bliver nedlagt i sin nuværende form. Sidste nummer kommer 23. februar og har den nordiske model som tema.
Forsidebillede fra et Analys Norden særnummer om politisk ekstremisme udgivet i forbindelse med Nordisk Råds session i 2011, som blandt andet markerede tragedien på Utøy i sommeren 2011.
- Fotograf
- Karin Beate Nøsterud/norden.org
Der skrives og tales meget om det nordiske samarbejde i disse år. Senest har både den nyvalgte danske regering og den nye finske præsident opfordret til et styrket samarbejde i Norden.
I sidste uge lancerede de nordiske socialdemokrater et nyt forskningsprojekt, som skal se på fremtiden for den nordiske model, og på tværs af det politiske spektrum er der fokus på Norden.
Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd har i en årrække i fællesskab udgivet tidsskriftet Analys Norden, først på tryk og siden on-line. En perlerække af skribenter har leveret indsigtsfulde artikler, som ofte har ansporet til debat i landene og blandt nordiske politikere.
Desværre er læsertallet stagneret på et ganske lavt niveau og man har derfor besluttet at søge nye veje. Det ligger endnu ikke fast, hvordan en afløser for Analys Norden skal tage form. Men det ligger fast at sidste nummer i det nuværende format kommer 23. februar og omhandler den nordiske model, som så ivrigt diskuteres i disse år.
Vi takker for stor interesse fra en trofast læserskare og vender tilbage med nye tiltag senere på året.
Kontakter
Michael Funch
Telefon
+45 33960332
E-post
mifu@norden.org
