Unge iværksættere skal stoppe hjerneflugt
Iværksætteruddannelse blandt de helt unge skal i fremtiden være med til at bremse affolkningen af Nordens udkantsområder.
- Regeringerne kan ikke længere se passivt til. Vi er nødt til at bryde denne negative spiral i Nordens yderområder og sikre, at også de får del i den økonomiske vækst og i skabelsen af nye job, siger Mogens Jensen.
- Fotograf
- Magnus Fröderberg/norden.org
Fremover skal elever og studerende allerede i folkeskolen uddannes i entreprenørskab og innovation. I hvert fald hvis det står til Nordisk Råds Kultur- og uddannelsesudvalg, der på den måde vil styrke udviklingen i Nordens yderområder og sætte en stopper for den stigende fraflytning blandt de unge.
- Overalt i Norden lukker mange uddannelser desværre ned i de mindre byer, og vi kan se, at de unge søger ind til de større byer. Det betyder, at de små lokalsamfund tappes for de kræfter, der skal sikre udviklingen i området. Hvis ikke vi gør noget ved problemet nu, risikerer vi at Nordens yderområder forbløder og om få år affolkes helt, siger Mogens Jensen, formand for Nordisk Råds Kultur- og uddannelsesudvalg.
Udvalget under Nordisk Råd vil fremme iværksætterkulturen blandt de helt unge. Erfaringer fra Norge viser nemlig, at entreprenørskab i skolerne i de små byer kan sikre de unges tilhørsforhold og samarbejde med lokalsamfundet. Entreprenørskab allerede tidligt i uddannelsen skal derfor være med til både at sikre udviklingen i de små byer i konkurrence med de større byer.
- Vi kan se fra erfaringerne i Norge, at eleverne gennem entreprenørskab tager udviklingen af deres lokalsamfund i egne hænder, og eftersom de allerede i folkeskolen har styrket deres iværksætterkompetencer, er der langt større muligheder for at de kommer tilbage til lokalsamfundet efter de har gjort deres uddannelse færdig.
Nordisk Råds Kultur- og uddannelsesudvalg opfordrer derfor regeringerne i de nordiske lande til at starte med at styrke fagligheden og fagplanerne i entreprenørskab i de almene læreruddannelser. Samtidigt skal udbuddet af kurser og videreuddannelse i entreprenørskab øges, ligesom udvalget foreslår at oprette en nordisk master i entreprenørskab og innovation.
- Regeringerne kan ikke længere se passivt til. Vi er nødt til at bryde denne negative spiral i Nordens yderområder og sikre, at også de får del i den økonomiske vækst og i skabelsen af nye job. Det er jo hele grundlaget for lokalbefolkningernes deltagelse i samfundslivet, deres uafhængighed og deres selvværd, forklarer Mogens Jensen.
Nordisk Råds Kultur- og uddannelsesudvalg vil på deres møde i Oslo den 14. april diskutere det nærmere indhold af opfordringen til Nordisk Ministerråd og dermed de nordiske regeringer.
