Holder trenden i meningsmålingerne, bliver Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt ny statsminister i Danmark torsdag aften, når alle stemmerne er talt op efter en intens og hektisk valgkamp.

Dermed vil der blive sat punktum for et usædvanligt årti i dansk politik, hvor stram udlændingepolitik, krisen om de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten og deltagelse i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen har ændret omverdenens opfattelse af Danmark.

I tiåret har en  liberal-konservativ regering, først anført af Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen, haft magten. Støttet af Dansk Folkeparti, der har fungeret som regeringens loyale støtteparti og som belønning blev inviteret helt ind i magtens maskinrum af Anders Fogh Rasmussen.

Bliver Helle Thorning-Schmidt regeringschef torsdag aften – efter at hun længe har ført i meningsmålingerne - vil en ny og anderledes epoke blive indledt. Men hvilken?

Heltinde

Det siger sig selv, at Thorning af sine tilhængere vil blive fejret som en heltinde på valgnatten, hvis det lykkes for Socialdemokratiet at erobre Statsministeriet.

I 10 lange år har partiet været holdt udenfor magtens kontorer og været henvist til hårde oppositionsbænke. Derfor vil det være en triumf for partifællerne at se deres formand blive ny statsminister – og begejstringen vil ikke blive mindre af, at Thorning vil kunne skrive sig direkte ind i Danmarkshistoriens som nationens første kvindelige regeringschef.

Derfra vil det formentligt hurtigt vise sig at blive sværere at fastholde magten, end det var at erobre den. Thorning kan håbe på, at hun i sin første tid som statsminister vil blive omgærdet af så megen positiv medieinteresse, at danskerne vil se på hende med større velvilje end i dag og nære større tillid til hendes kompetencer.

Sker det, vil hun kunne vokse i opgaven, og hun vil have chancen for at overraske mange med sit lederskab. Hun har mange af de egenskaber, som skal til for at gøre en god statsminister: Hun har en ualmindelig robust personlighed, hun kan træffe beslutninger, hun er god til at kommunikere og kan lide at være ”på” i medierne, hun er systematisk, hun lærer hurtigt, og hun vil gå godt i spænd med alle de embedsmænd i centraladministrationen, som står parat til at hjælpe hende med politikformulering og tekniske løsninger.

Når Danmark fra årsskiftet overtager EU-formandskabet, er det desuden et godt gæt, at omverdenen vil få øje på en dynamisk regeringschef, som vil sætte alt ind på at køre et professionelt formandskab, og som i øvrigt selv kan samtale med de øvrige stats- og regeringschefer på et perfekt engelsk. Det sidste skyldes ikke mindst, at hun er gift med Stephen Kinnock – søn af den tidligere Labour-leder Neil Kinnock.

Svære udfordringer

Når dette er sagt, får Thorning brug for al sin energi og beslutsomhed, hvis hun skal lykkes som statsminister, for hun kommer til at stå overfor kolossale udfordringer, og hun har ikke en overvældende stor erfaring.

I sine seks år som formand for Socialdemokraterne har hun ganske vist bevist, at hun kan udrette meget. Hun overtog et parti på et historisk lavpunkt, hvor partifællerne var opdelt i fraktioner, som ofte var mere optaget af at bekæmpe hinanden end i at nedkæmpe regeringen. Thorning har formået at skabe en våbenhvile, som reelt har afsluttet de gamle stridigheder.

Dernæst har hun indgået en tæt alliance med Socialistisk Folkeparti (SF) lidt længere ude på venstrefløjen, som har været afgørende for, at der overhovedet kunne opstå et reelt regeringsalternativ i vælgernes øjne. De to partier har været i stand til at fremlægge udspil, blandt andet indenfor rets- og udlændingepolitikken samt skattepolitikken og den generelle økonomiske politik.

Undervejs har Socialdemokraterne og SF i fællesskab gennemført et markant højresving i værdipolitikken – som det hedder i Danmark. Det betyder, at S og SF på lange strækninger har overtaget regeringens og Dansk Folkepartis stramme udlændingepolitik. Dermed har de to partier effektivt fået lukket deres tidligere åbne flanker overfor de borgerlige partier og Dansk Folkeparti. For Socialdemokratiet har kursskiftet i retning af en mere stram udlændingepolitik betydet, at partiet er kommet mere i samklang med størstedelen af sine vælgere.

Skuffende opbakning

Alligevel bliver det en helt, helt anden udfordring at overtage regeringsmagten og skulle lede et land.

En nøgtern analyse er, at Thorning formentlig mest af alt kommer til at vinde på et fravalg af en regering, som har siddet i 10 år og mindre på et regulært tilvalg af en ny regering.

Et af valgkampens store paradokser er, at Thorning torsdag aften på samme tid kan blive feteret som Danmarks første kvindelige statsminister og blive udstillet som den S-formand, som leverer et af historiens ringeste valgresultater. Målingerne viser, at Socialdemokraterne kun står til at få omkring 25 procent af stemmerne, og det er på samme lave niveau, som det elendige valgresultat i 2007.

En af årsagerne er, at danskerne har en betydelig skepsis overfor Thorning og er bekymret over, om hun har kompetencen til at lede Danmark gennem den økonomiske krise. Her spiller det formentlig ind, at Thorning – og størstedelen af hendes hold - aldrig har prøvet at være medlemmer af en regering. 

Dernæst står det klart, at det ikke kun er Socialdemokraterne, som er svækket. Også Thornings nærmeste samarbejds- og alliancepartner, Socialistisk Folkeparti med Villy Søvndal i spidsen, er meget langt fra topformen efter flere år med stejle vækstkurver.

I dag er SF kurret langt ned af slisken i forhold til rekordmålingerne i 2010, og partiet risikerer at komme under valgresultatet i 2007. Forklaringen er, at det har slidt på partiet, at Villy Søvndal har indgået så mange kompromiser med Thorning, at det i vælgernes øjne næsten er blevet til en filial eller underafdeling af Socialdemokratiet.

I SF’s bagland er der tydelige frustrationer over den nye midtsøgende linje, og selv om det vil udløse enorm jubel at opnå magten, er det et problem for Villy Søvndal, at hans parti er toppet, inden det hårde arbejde i regeringen sætter ind.

Et godt gæt er, at mange af SF’s vælgere vil reagere med skuffelse og vrede, når det går op for dem, at Villy Søvndal som ny minister kommer til at træffe hårde og upopulære beslutninger. Det kan et parti som Socialdemokratiet holde til, fordi det ligger i partiets DNA at bære et ansvar, og fordi de ledende politikere er klar over, at det koster at have magt. SF’erne har aldrig prøvet det før, og SF-ledelsen har både før og under valgkampen udstukket løfter, som det bliver umuligt at indfri.

Farligt krydspres

Sagen er, at hverken Thorning eller Søvndal har evnet at trække deres partier frem i valgkampen, og dermed bliver de to stærkt afhænge af valgkampens mere succesrige partier i rød blå – nemlig centrumpartiet Det Radikale Venstre og Enhedslisten på den yderste venstrefløj.

Det er selvsagt heldigt for Thorning, at disse to partier har klaret sig så godt, for ellers ville hun i dag befinde sig på lang afstand af Statsministeriet. Omvendt er det stærkt problematisk, at netop Det Radikale Venstre og Enhedslisten er på direkte konfrontationskurs i den økonomiske politik.

Mens Enhedslisten siger nej til blandt andet forhøjet arbejdstid, reduceret efterløn og højere pensionsalder – som alle økonomer finder afgørende for at kunne sikre dansk økonomi – står de Radikale for en udpræget reformdagsorden. Også i skattepolitikken er de to partier, som ild og vand.

I udlændingepolitikken er de dog enige - de mener begge, at de stramme regler skal løsnes betragteligt - men her er de omvendt i åben strid med Socialdemokratiet og SF.
Med andre ord, risikerer Thorning at blive fanget i et farligt krydspres, hvis hun ikke formår at udbrede sin magtbase og får etableret et samarbejde henover midten med de borgerlige partier, især i den økonomiske politik.

Hun vil blive tvunget til at acceptere de Radikales krav til den økonomiske politik, og selv om S-formanden ikke har sagt det offentligt, bliver hun nødt til at overtage en række af de reformer – blandt andet tilbagetrækningsreformen med den reducerede efterløn og højere pensionsalder – som regeringen har gennemført, og som hun selv har tordnet imod. Siger Thorning nej, vil de Radikale ikke gå med i en regering sammen med S og SF. Og uden Det Radikale Venstre vil Thorning være ekstremt sårbar som statsminister.

Krisen har skærpet udfordringerne

Økonomisk set venter svære udfordringer, hvilket valgkampen med al tydelighed har illustreret. For få år siden sloges alle politikerne om at fordele pengene. I løbet af den aktuelle valgkamp har de først og fremmest debatteret, hvordan de overhovedet skal finde pengene til velfærden.

I valgkampens første uge blev det slået fast, at Danmark – heldigvis – ikke befinder sig i en recession, sådan som foreløbige økonomiske nøgletal tidligere på sommeren antydede. Men økonomien er skrøbelig. Og tilbageslaget i verdensøkonomien har yderligere øget presset på Danmark.

Udgifterne til den velfærd, som de fleste danskere ønsker at slå ring om, vil stige, når de store ældreårgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og færre unge står parat til at producere velstanden. Dertil kommer, at Danmark – præcis som de øvrige nordiske lande – bliver presset af en stadigt hårdere konkurrence fra ny fremgangsrige vinderøkonomier.

Valgkampen har med al tydelighed vist, at danskerne bekymrer sig om økonomien, og tallene er så dystre, at tidligere statsminister, NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussens gamle agendaer er blevet skubbet i baggrunden. Væk er talen om værdipolitik og kulturkamp.

Borte har taget den følelsesladede debat om udlændingepolitikken, som fyldte så meget ved valgene i 2001, 2005 og 2007. Dog skal man ikke tage fejl af vælgernes holdninger. Det nye i valgkampen er, at danskerne ikke længere kræver stramninger af udlændingereglerne, men de ønsker omvendt heller ikke, at udlændingelovgivningen rulles tilbage.

Thorning kan med andre ord nok foretage justeringer, men ikke foretage et opgør med den udlændingepolitik, som Anders Fogh Rasmussen introducerede i 2001.
Forsøger hun det, vil hun hurtigt skubbe vælgere tilbage til blå blok. Af samme grund skal man heller ikke afskrive Dansk Folkeparti, som fortsat vil spille rollen som den mest stålsatte og kompromisløse forsvarer af den stramme udlændingepolitik.

Alt i alt er opgaven for landets nye statsminister monumental, uanset partifarve.

Holder målingerne, får Thorning om få dage chancen for at prøve kræfter med opgaven. Viser det sig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen mod alle odds formår at vende valgkampen i de sidste døgn, vil historien få en brat slutning for Thorning.

Taber hun på torsdag, kommer hun snart til at skrive forhenværende formand på visitkortet.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning