Da statsminister Anders Fogh Rasmussen tirsdag den 7. oktober trådte op på talerstolen og åbnede en ny politisk sæson i Folketinget, var han klar over, at han skulle tale til en bekymret nation.

Med en løbsk finanskrise, et boligmarked på vej ned, banker under pres, faldende forbrugertillid, dalende detailomsætning og et konjunkturskift væk fra de senere års stærke fremgang for dansk økonomi var der brug for at berolige danskerne.

”Nu gælder det om at bevare ro, tryghed og sikkerhed omkring økonomien i hver familie og hver virksomhed. Derfor vil regeringen videreføre en stabil finanspolitik, så vi holder landets økonomi på rette spor,” lød det fra statsministeren, som påfaldende ofte talte om ”tryghed”.

Præcis som de øvrige partiledere vidste han, at ændringerne i økonomien vil udløse et skifte i den politiske dagsorden. De senere års fokus på især udlændinge- og retspolitik vil blive skubbet i baggrunden, og vælgerne vil interessere sig mere for den økonomiske politik. Ved næste valg vil mange lade deres kryds afhænge af, hvorvidt regeringen eller oppositionen i deres øjne fremstår som bedst til at håndtere de nye udfordringer.

Med sin tale forsøgte Fogh at gøre det klart for danskerne, at den sikreste vej til at fastholde en sund økonomi går over reformer, som skal øge arbejdsudbuddet: ”Vores største udfordring er manglen på arbejdskraft. Også selvom ledigheden skulle stige lidt,” fastslog regeringschefen og nævnte, at manglen på arbejdskraft i private virksomheder og offentlige institutioner koster tab af produktion, velstand og velfærd.

Flerstrenget strategi

Regeringen vil forfølge en flerstrenget strategi for at øge arbejdsudbuddet:

- Sygefraværet skal nedbringes, og regeringen har sammen med arbejdsmarkedets parter indgået en aftale om at forebygge og nedbringe sygefraværet. I dag bliver 150.000 mennesker hver dag hjemme på grund af sygdom.

- Dagpengesystemet skal ændres. Regeringen vil afkorte dagpengeperioden samtidig med, at ledige hurtigere skal have tilbud om job.

-  Det skal gøres mere attraktivt at øge arbejdstiden i den offentlige sektor. Deltidsansatte skal tilskyndes til at gå på fuld tid eller gå op i tid, og der skal indføres en seniorbonus til medarbejdere, som vil blive længere på arbejdsmarkedet.

Derudover talte Fogh i luftige vendinger om behovet for at skabe ”en bred samling” og om at øge den samlede arbejdstid, ligesom han gentog sin ambition om at få vedtaget en skattereform i foråret 2009. Målet er at få sænket skatten på arbejde, herunder skatten på sidst tjente krone, blandt andet så det i højere grad kan betale sig at få overarbejde udbetalt som løn i stedet for at afspadsere.

For at banke sine pointer på plads nævnte Fogh et simpelt regnestykke: I 1943 blev der født 84.000 børn, mens der i 1983 kun blev født 50.000. Om kort tid forlader den store årgang deres job for at blive afløst af den lille årgang, og det giver minus.

Et barsk valg

At Danmark – i lighed med Norden og det øvrige Europa – vil mangle arbejdskraft, er langt fra nyt. Økonomer har længe advaret om, at ændringerne i demografien repræsenterer en enorm udfordring, ligesom de har fastslået, at det ikke vil kunne lade sig gøre at finansiere velfærden, når de store årgange går på pension og lægger pres på sundhedsvæsenet og ældreplejen, mens færre unge skal tage over. Skal regnestykket hænge sammen, må og skal arbejdsudbuddet øges.

I forsommeren 2006 fik disse velkendte prognoser da også et bredt flertal til at vedtage en reformpakke. Det centrale var, at pensions- og efterlønsalderen skal sættes op, ligesom tilbagetrækningsalderen skal reguleres i takt med danskernes levealder. Jo flere år vi lever, desto længere vil vi også være på arbejdsmarkedet.

Problemet er, at ændringerne først slår igennem i løbet af en årrække, og derudover har den dramatiske mangel på arbejdskraft fået økonomer til at efterlyse mere vidtgående indgreb. Nogle ønsker helt at fjerne efterlønnen. Andre taler for at ændre dagpengesystemet, så både perioden og satserne skæres.

Ifølge Fogh venter et barsk valg: ”Enten må vi acceptere et tab af velstand og velfærd som følge af mangel på arbejdskraft. Eller også må vi skaffe mere arbejdskraft. Enten ved, at de, der allerede er på arbejdsmarkedet, arbejder noget mere. Eller ved, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet og væk fra passiv offentlig forsørgelse.”

I forvejen har regeringen med en job-plan fra foråret 2008 gjort det nemmere for virksomheder at rekruttere arbejdskraft fra udlandet, og derudover arbejder regeringen for at få flere med indvandrerbaggrund i job.

I forhold til indvandringen har Fogh siden 2001 fulgt to spor. Dels har han ønsket at reducere antallet af indvandrere, der er kommet til Danmark som følge af asyl og familiesammenføring. Dels har regeringen i de seneste år åbnet døren for kvalificerede udlændinge. I 2007 blev der givet 52.000 opholdstilladelser til at arbejde og studere, mens tallet i 2001 var blot 16.000.

Eller som Fogh udtrykte det: ”Før blev vores velfærd presset af indvandrere, der havde svært ved at klare sig selv i Danmark. Nu kommer udlændinge fortrinsvis til Danmark for at arbejde, studere og yde et bidrag til det danske samfund.”

Manglende støtte

Statsministerens fokus på arbejdsudbuddet bakkes op af arbejdsgivernes organisationer. I en kommentar betonede adm. direktør Hans Skov Christensen fra Dansk Industri, at ser man udover de kortsigtede bevægelser i økonomien, er det fundamentale problem, at der vil blive færre på arbejdsmarkedet.

DI-direktøren efterspurgte derfor skattelettelser for at stimulere danskernes lyst til at arbejde mere og for at gøre det mere fordelagtigt at blive længere i job frem for at gå på efterløn.

Endelig håbede industriens førstemand, at et politisk flertal vil have mod til at genåbne forliget fra 2006 om efterlønnen, som arbejdsgiverne gerne vil have skåret yderligere i og allerhelst have fjernet.

Arbejdsgivernes støtte kan Fogh dog ikke bruge til ret meget. Et af problemerne er, at det pludselige skift i økonomien på nogle felter vil gøre det sværere at gennemføre reformer. De sidste år har Danmark haft en enestående lav arbejdsløshed, hvilket har gjort manglen på arbejdskraft til et tema, som alle vælgere kender.

I slutningen af august skrev overvismand Peter Birch Sørensen fra De Økonomiske Råd en kronik under den sigende overskrift: ”Miraklet på det danske arbejdsmarked”. Her noterede han, at den sæsonkorrigerede arbejdsløshed for juni nåede ned på 1,6 procent, den laveste ledighed siden 1960’erne, og den laveste ledighed i den vestlige verden, bortset fra Norge.

Han forklarede, at den lave ledighed ikke kun skyldes, at vi i Danmark har ”parkeret” et stort antal mennesker i den arbejdsdygtige alder på overførselsordninger – nej, fra 1994 og frem til i dag er beskæftigelsen vokset med næsten 350.000 personer.

Overvismandens pointe var, at den lave ledighed var et godt udgangspunkt for at forkorte dagpengeperioden fra 4 til 2½ år – blandt andet fordi studier viser, at mange ledige får job, når dagpengeperioden slutter.

Men så enkelt er det ikke. I forvejen vil fagbevægelsen – og mange vælgere – ikke være med til at forkorte dagpengeperioden. Hvis det skal ske, skal satserne sættes op, lyder kravet. Derudover vil Foghs modstandere argumentere for, at det vil være forkert at skære i dagpengesystemet, når arbejdsløsheden ser ud til at stige – også selv om det er fra et rekordlavt niveau.

Thorkild E. Jensen, som er forbundsformand for Dansk Metal, beskyldte efter åbningstalen Fogh for at ville iværksætte en straffeaktion mod de ledige:

”Statsministeren bør vaske den ideologiske sæbe ud af øjnene og indse, at Danmark ikke bliver rigere af, at regeringen gennemfører ensidige nedskæringer for de ledige.” Men også fra sit eget støtteparti, Dansk Folkeparti, måtte Fogh konstatere, at han får svært ved at gennemføre reformer.

DF-leder Pia Kjærsgaard advarer således regeringschefen mod at skabe utryghed i befolkningen: ”Tryghed er for mig et godt ord, men når statsministeren siger tryghed, skal han passe på, at han ikke skaber utryghed, ved at give indtryk af, at vi skal i gang med nogle store reformer.”

I forvejen har Fogh måttet afblæse enhver diskussion om at forringe efterlønnen, da han blev konfronteret med et stort politisk flertal. Og dér står den.

Alle centrale politikere kender udfordringen fra demografien. Men især Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil ikke åbne flanker over for hinanden, og derfor må Fogh nøjes med at gennemføre justeringer og neddrosle ambitionen om at få vedtaget større reformer.

Og økonomerne, ja de forudsiger allerede, at politikerne om få år bliver nødt til at gribe til mere drastiske tiltag for at møde udfordringen fra demografien.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning