Det er altid et tab, når et langvarigt forhold bliver afbrudt, selv om begge parter for længe siden har indstillet sig på, at det ikke havde nogen fremtid for sig. De islandske myndigheder vidste godt, at det lige siden afslutningen på den kolde krig i Washington var blevet diskuteret, om man skulle kalde amerikanernes forsvarskorps hjem fra Keflavik.

Ikke desto mindre kom det uventet, da Nicholas Burns, USA’s viceudenrigsminister, ringede til Geir H. Haarde, daværende udenrigsminister, d. 15. marts 2006 om morgenen og fortalte ham, at forsvarskorpset ville drage af sted, inden efteråret kom. Dagen efter var de amerikanske soldater på Keflavik-basen allerede i gang med at pakke.

Ingen hær, ingen knowhow

Island har aldrig haft en egen hær. Derimod gik landet ind i NATO ved denne organisations oprettelse i 1949, og lige fra 1951 var det USA, der ifølge en gensidig aftale sørgede for landets forsvar. Af en eller anden grund indebar dette, at de islandske myndigheder også i det store hele overlod det til amerikanerne at tænke på forsvarsspørgsmål ud fra islandske interesser, dvs. analysere risici og organisere et beredskab.

Der er kun blevet opbygget en begrænset specialviden på det sikkerheds- og forsvarsmæssige område i landet, især i Udenrigsministeriets regi, men ikke i forskningsinstitutioner med akademisk tilknytning ligesom andre steder i Norden. Det var, som om man var bange for, at hvis islændingene selv viste initiativ på det sikkerheds- og forsvarsmæssige felt, så ville amerikanernes synes, at det var nemmere at sige farvel.

Øgede udgifter til sikkerhedsspørgsmål

Det er ikke kommet på tale at reagere på forsvarskorpsets afrejse ved at oprette en islandsk hær. Men forskningsinstituttet vil blive etableret inden længe. Amerikanernes forsvinden skabte også forskellige praktiske problemer, som der måtte reageres hurtigt på. Det helikopterredningskorps, der fulgte med de amerikanske kampfly på Keflavik-basen, havde f.eks. reddet hundreder af islandske menneskeliv. Da dette korps forsvandt ud af landet, måtte Kystbevogtningen i hast leje et antal nye redningshelikoptere med tilhørende mandskab fra Norge. Den islandske regering vedtog i sidste uge at indhente tilbud på nye, store redningshelikoptere i samarbejde med Norge.

Islændingene blev nødt til at overtage hele driften af den internationale lufthavn i Keflavik. På trods af, at den civile luftfart for længst udgjorde langt den største del af trafikken gennem lufthavnen, var det amerikanerne, der stod for vedligeholdelsen af start- og landingsbanerne, snerydningen, brandkorpset m.m.

Der blev grebet til adskillige initiativer, der indebærer en betydelig forøgelse af Islands udgifter til sikkerhedsspørgsmål. Man er blevet nødt til at fremskynde købet af et nyt stort kystbevogtningsskib og et inspektionsfly til Kystbevogtningen. Der bliver etableret et specialkorps under rigspolitiet, som bl.a. skal forberede sig på faren for terroraktioner. Dette er initiativer, der under alle omstændigheder ville være blevet nødvendige, eftersom organisationen og udstyret hos det amerikanske forsvarskorps hverken tog højde for kamp imod terror eller for kystbevogtning. Ikke desto mindre kom korpsets afrejse til at skubbe på disse islandske investeringer i egen sikkerhed.

Sikkerhedstomrum i Nord-Atlanten

Forsvarsaftalen fra 1951 gælder fortsat, selv om der ikke længere er amerikanske soldater på Island. Men der er nu indgået en overenskomst med amerikanerne, som indebærer en plan for, hvordan amerikanske tropper skal komme til Island, hvis det kommer til krig.

Ikke desto mindre er der opstået et sikkerhedsmæssigt tomrum i Nord-Atlanten. Amerikanske kampfly og overvågningsfly flyver ikke længere omkring over havområdet rundt om Island. På NATO’s statsledermøde i Riga i Letland i november gjorde Islands statsminister Geir H. Haarde opmærksom på, at Island nu havde den særstilling inden for alliancen at være den eneste stat, hvor der ingen patruljering var i luften og intet beredskab i fredstid. Derfor fandtes der heller ikke noget forsvarsberedskab i en vigtig del af Nord-Atlanten. Dette var ikke et problem for Island alene, men et problem for hele alliancen.

Det er usandsynligt, at NATO vil reagere ved at organisere daglig patruljering i luftrummet over Island (air policing) i lighed med, hvad alliancen har opretholdt i Østersølandene. Andre NATO-lande vurderer næppe den mulige trussel, der retter sig mod Island, som så betydningsfuld, at det er værd at ofre en sådan udgift.

Bilateralt samarbejde med Norge og Danmark

De islandske myndigheders fremgangsmåde har derfor været den at søge et bilateralt samarbejde med de af NATO-medlemslandene, som selv har interesser at varetage i Nord-Atlanten. På mødet i Riga blev det bekendtgjort, at der ville blive indledt bilaterale forhandlinger med Norge, Danmark, England og Canada om forsvars- og sikkerhedsmæssige problemer i området.

Kort tid forinden havde den norske forsvarsledelse i et interview med Morgunblaðið erklæret, at man var parat til at komme islændingene til undsætning dels ved at udvide inspektionsområdet for de norske P3 Orion-inspektionsfly, sådan at disse ville nå nærmere ud til Islands kyster, dels ved at norske kampfly deltog i øvelser på Island og regelmæssigt gjorde ophold i flybasen i Keflavik. Derudover vil Island og Norge øge det indbyrdes samarbejde om rednings- og eftersøgningsopgaver.

Her er det naturligvis for en stor dels vedkommende nordmændenes egne interesser, der gør udslaget. Den norske regering er bekymret over, at USA og NATO i de seneste år har vist Nord-Atlanten så lille en interesse. Nordmændene mener, at områdets militære betydning tværtimod vil vokse på ny i de kommende år, ikke mindst som følge af deres og russernes planer om voldsomt øget energiudvinding i Barentshavet. Sidst på året 2007 vil man indlede transporter på kolossale tankskibe af flydende naturgas fra Snehvide-gasfeltet og forbi Islands, Færøernes og Grønlands kyster, til Nordamerika. Nordmændene ønsker at kunne garantere disse skibstransporters sikkerhed, og det samme vil selvfølgelig de islandske myndigheder. Island og Norge vil derfor i fællesskab skubbe på, for at NATO skal gøre mere ud af energisikkerheden i Nord-Atlanten.

Her kommer Danmark ligeledes ind i billedet som følge af det ansvar, som de danske myndigheder har for Grønlands og Færøernes sikkerhed. Samarbejdet mellem den danske flåde og den islandske Kystbevogtning er allerede meget tæt på grund af danskernes opgaver i havområderne i nærheden af Island.

Forhandlingerne mellem islandske og danske embedsmænd er gået godt, og Danmarks forsvarschef bekendtgjorde for kort tid siden i Morgunblaðið, at det ville være muligt at indgå en aftale mellem de to lande om øget samarbejde i sikkerheds- og forsvarsspørgsmål inden udgangen af april. Et sådant samarbejde ville især indebære, at danske kampfly deltog i øvelser på Island og af og til gjorde ophold i Keflavik, hvortil kom, at landene ville intensivere udvekslingen af informationer om sikkerheds- og forsvarsspørgsmål.

Nordisk alliance i alliancen?

Hverken de danske eller de norske myndigheder ønsker, at de skal have tropper udstationeret på Island i længere tid. Ikke desto mindre vil deltagelsen i øvelser, inspektionsflyvninger og enkelte ophold på den militære lufthavn i Keflavik udfylde den funktion at vise NATO-flaget og demonstrere nabolandenes ”vilje og evne” til at deltage i forsvaret af Island, hvis det bliver nødvendigt.

Dermed er der opstået en bemærkelsesværdig situation. De nordiske NATO-medlemslande vil øge deres bilaterale samarbejde i forsvars- og sikkerhedsspørgsmål. USA er ikke længere alene om at garantere sikkerheden for og forsvaret af det militærløse Island, i stedet er de nordiske lande på ny kommet ind i billedet. Mere end et halvt århundrede efter at ideerne om en nordisk forsvarsalliance blev afskrevet, er der opstået en lillebitte spire til en nordisk ”alliance inden for alliancen” om sikkerheden i Nord-Atlanten.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning